Som titlen antyder...
2.0
... i en let omskrivning af talemåden "gammel vin på nye flasker", så er det ikke de mest originale og opfindsomme idéer, der ligger bag denne film, men snarere lyst til lidt sjov (samt antagelig lidt kassetænkning).
Hvis man slet ikke kunne få nok af humoren fra forgængeren "I Kina...", skulle dagen nok være reddet med denne opfølger. Men selv når dette er sagt, ligger det fast, at hvor den første film bød på en sammenhængende (ja næsten meningsgivende) - om end flyvsk - ramme omkring de mange, indrømmet, sjove actionscener, så er savner disse optrin pointe og formål i opfølgeren.
Egentlig befinder jeg mig godt med den "amoraliserende vold", som begge Spang-Olsens film dyrker, men når det bliver komplet ligegyldigt for handlingen, og pointerne samtidig ikke sidder i øjet, så falder det selvsagt til jorden.
Skuespilpræstationerne kan i hvert fald ikke oppebære underholdningen alene, hvilket dog grundlæggende nok skyldes det komplet urealistiske persongalleri.
Iben Hjejle og til dels Jens Okking har nogle helt umulige biroller. Lie Kaas spiller, som han gør i alle Anders Thomas Jensen-manuskripter (men dette er ét af de dårlige!), det samme gælder Bodnia, der dog generelt bare er ubehagelig.
Villum Jensen har nogle virkelig morsomme optrin i den første halvdel af filmen ("me[e/a]t room"), og udførelsen af bungy-jump-scenen er fænomenalt underholdende.
Torkil Pettersson som psykopaten Ludvig er faktisk den mest tålige af alle de medvirkende i det lange løb.
En film, som absolut ikke havde andet end nogle sjove scener på hjerte. Resten fortaber sig i London-tåger. Dog var stuntet med Hercules-flyet virkelig flot lavet, hvorimod biljagten ikke helt overbeviste på effektsiden (i hvert fald ikke turen ind i teatersalen!).
Hvis man slet ikke kunne få nok af humoren fra forgængeren "I Kina...", skulle dagen nok være reddet med denne opfølger. Men selv når dette er sagt, ligger det fast, at hvor den første film bød på en sammenhængende (ja næsten meningsgivende) - om end flyvsk - ramme omkring de mange, indrømmet, sjove actionscener, så er savner disse optrin pointe og formål i opfølgeren.
Egentlig befinder jeg mig godt med den "amoraliserende vold", som begge Spang-Olsens film dyrker, men når det bliver komplet ligegyldigt for handlingen, og pointerne samtidig ikke sidder i øjet, så falder det selvsagt til jorden.
Skuespilpræstationerne kan i hvert fald ikke oppebære underholdningen alene, hvilket dog grundlæggende nok skyldes det komplet urealistiske persongalleri.
Iben Hjejle og til dels Jens Okking har nogle helt umulige biroller. Lie Kaas spiller, som han gør i alle Anders Thomas Jensen-manuskripter (men dette er ét af de dårlige!), det samme gælder Bodnia, der dog generelt bare er ubehagelig.
Villum Jensen har nogle virkelig morsomme optrin i den første halvdel af filmen ("me[e/a]t room"), og udførelsen af bungy-jump-scenen er fænomenalt underholdende.
Torkil Pettersson som psykopaten Ludvig er faktisk den mest tålige af alle de medvirkende i det lange løb.
En film, som absolut ikke havde andet end nogle sjove scener på hjerte. Resten fortaber sig i London-tåger. Dog var stuntet med Hercules-flyet virkelig flot lavet, hvorimod biljagten ikke helt overbeviste på effektsiden (i hvert fald ikke turen ind i teatersalen!).
05/04-2005
