- At gøre fordel til ulempe -
3.0
(Director’s Cut)
På forhånd ligner ”King Arthur” et vaskeægte flop. I hvert fald når man hører filmens grundidé, som må siges at være en af filmhistoriens mest tåbelige af slagsen.
Filmen tager udgangspunkt i den klassiske og eventyrlige fortælling om Kong Arthur og hans riddere ”om det runde bord”. Men der er ikke meget eventyr over det her. Man har nemlig forsøgt at lave en ”realistisk” udgave af fortællingen, og har således hentet en ”realistisk” instruktør ind til projektet. Det er da heller ikke nogen dårlig idé, hvis det bare ikke havde været for den ”lille” detalje, at filmen ikke har en sand historie (!) At forsøge at skabe troværdighed omkring en historisk fortælling er alt andet end skidt, men at forsøge at gøre det med en myte er direkte meningsløst. Folkene bag filmen har åbenbart ikke set det som nogen forhindring, at den historie de filmatiserer og forsøger at gøre realistisk, ikke er mere sandfærdig end ”Prinsessen På Ærten”.
Oven i det vælger man så at undgå alt det, der netop gør fortællingen god. Historiens sjæl er væk, og hele magien ved fortællingen og den eventyrlighed, den er berømt for, er pist borte ligeså. Man fatter ganske enkelt ikke, hvad folkene bag har tænkt på, da de gik i gang med projektet, når de med dette udgangspunkt ligeså godt kunne brygge en selvstændig ridderfilm sammen, frem for at kuldkaste en klassisk fortælling som denne. Det virker simpelthen ufatteligt, at man bruger Kong Arthur-myten som ramme, når man alligevel skider højt og helligt på historiens oprindelige kvaliteter. Men okay, i slipstrømmen af den misvisende brøler af en film, ”Pearl Harbour”, må vi jo gå ud fra, at dette blot er endnu en tanketom idé i forbindelse med plattenslagerproducenten Jerry Bruckheimer.
Men forudsat af at man ignorerer alt dette, og ser filmen uafhængig af sit forlæg, så er det da tilforladeligt underholdende. Når man først har vænnet sig til filmens gravalvorlige og alt for højtidelige tone, så byder den da på en række vellykkede scener. Kedeligt bliver det aldrig, ej heller medrivende, men scenografisk og visuelt er filmen skam flot. Actionscenerne underholder som man kan forvente uden på noget tidspunkt at imponere.
På rollelisten finder vi en broget skare, hvor ingen rigtigt falder i øjnene, selvom Clive Owen er overbevisende i titelrollen om end lidt anonym, og Ray Winstone dejlig fyrig som den krigeriske Bors. Vores egen Mads Mikkelsen bør måske også nævnes, når nu vi oplever en dansker i en stor Hollywood-produktion, men det skulle da også være den eneste grund til at gøre det, da hans rolle er særdeles begrænset.
”King Arthur” er på den ene side dybt mislykket men med de rette forventninger seværdig. Man kan roligt sige, at det var et dødfødt projekt, men kan man for en stund lægge sine frustrationer på is og tilsidesætte filmens mishandling af eget bagland, så er der faktisk et par timers godkendt underholdning at hente her.
På forhånd ligner ”King Arthur” et vaskeægte flop. I hvert fald når man hører filmens grundidé, som må siges at være en af filmhistoriens mest tåbelige af slagsen.
Filmen tager udgangspunkt i den klassiske og eventyrlige fortælling om Kong Arthur og hans riddere ”om det runde bord”. Men der er ikke meget eventyr over det her. Man har nemlig forsøgt at lave en ”realistisk” udgave af fortællingen, og har således hentet en ”realistisk” instruktør ind til projektet. Det er da heller ikke nogen dårlig idé, hvis det bare ikke havde været for den ”lille” detalje, at filmen ikke har en sand historie (!) At forsøge at skabe troværdighed omkring en historisk fortælling er alt andet end skidt, men at forsøge at gøre det med en myte er direkte meningsløst. Folkene bag filmen har åbenbart ikke set det som nogen forhindring, at den historie de filmatiserer og forsøger at gøre realistisk, ikke er mere sandfærdig end ”Prinsessen På Ærten”.
Oven i det vælger man så at undgå alt det, der netop gør fortællingen god. Historiens sjæl er væk, og hele magien ved fortællingen og den eventyrlighed, den er berømt for, er pist borte ligeså. Man fatter ganske enkelt ikke, hvad folkene bag har tænkt på, da de gik i gang med projektet, når de med dette udgangspunkt ligeså godt kunne brygge en selvstændig ridderfilm sammen, frem for at kuldkaste en klassisk fortælling som denne. Det virker simpelthen ufatteligt, at man bruger Kong Arthur-myten som ramme, når man alligevel skider højt og helligt på historiens oprindelige kvaliteter. Men okay, i slipstrømmen af den misvisende brøler af en film, ”Pearl Harbour”, må vi jo gå ud fra, at dette blot er endnu en tanketom idé i forbindelse med plattenslagerproducenten Jerry Bruckheimer.
Men forudsat af at man ignorerer alt dette, og ser filmen uafhængig af sit forlæg, så er det da tilforladeligt underholdende. Når man først har vænnet sig til filmens gravalvorlige og alt for højtidelige tone, så byder den da på en række vellykkede scener. Kedeligt bliver det aldrig, ej heller medrivende, men scenografisk og visuelt er filmen skam flot. Actionscenerne underholder som man kan forvente uden på noget tidspunkt at imponere.
På rollelisten finder vi en broget skare, hvor ingen rigtigt falder i øjnene, selvom Clive Owen er overbevisende i titelrollen om end lidt anonym, og Ray Winstone dejlig fyrig som den krigeriske Bors. Vores egen Mads Mikkelsen bør måske også nævnes, når nu vi oplever en dansker i en stor Hollywood-produktion, men det skulle da også være den eneste grund til at gøre det, da hans rolle er særdeles begrænset.
”King Arthur” er på den ene side dybt mislykket men med de rette forventninger seværdig. Man kan roligt sige, at det var et dødfødt projekt, men kan man for en stund lægge sine frustrationer på is og tilsidesætte filmens mishandling af eget bagland, så er der faktisk et par timers godkendt underholdning at hente her.
07/04-2005
