Blod og ben
5.0
En gang om året får vi i Danmark lov til at opleve film, som distributørerne ikke har mod, fantasi eller råd til at sende ud i de danske biografer. Natfilmfestival er den største filmfestival for det danske publikum med tradition for et mangfoldigt og omfangsrigt program med film fra overalt i verden. Også i år er det lykkedes at få nye filmlande med i programmet. Festivalen viser dog også film fra europæiske og asiatiske lande med ældre filmhistorier, og traditionen tro har nogle af de populære japanske filmfestivalhits fået spilletider i de københavnske biografer.
"Chi to Hone" er en hård og brutal fortælling om den koreanske immigrant, Kim Shunpei (Kitano Takeshi), der kommer til Osaka i 1920'erne. Korea var på denne tid en japanske koloni, og mange koreanere blev lokket til Japan for at arbejde under kummerlige forhold for de japanske firmaer. Det er dog svært at fatte sympati for en mand som Shunpei. I den første scene, hvor vi oplever den berømte og populære instruktør Kitano Takeshi ("Hanabi", "Zatoichi") som Kim Shunpei, ser vi ham sadistisk tæske og voldtage sin kone, mens hans datter ser på. Det er en hårdkogt og barsk scene i en hårdkogt og barsk film.
Kitano Takeshi spiller frygtindgydende godt som den afstumpede Shunpei, der som et koldt og kynisk bæst undertrykker og mishandler sine medmennesker. Filmen er i bund og grund et portræt af denne autoritære og hårde faderfigur, som vi ser primært igennem Shunpeis søns øjne. Det meste af filmen foregår umiddelbart efter krigen, hvor hver dag var en kamp for overlevelse under trange kår i det udbombede og nedslidte Japan. Shunpei har det godt under disse forhold. Han starter en fiskekagefabrik og sætter nabolaget af fattige zainichi (koreanere bosiddende i Japan) i arbejde. Hans autoritet er baseret på frygt og vold, og han gør, hvad der passer ham.
Da han bliver træt af at voldtage sin kone, tager han sig en ung japansk krigsenke som elskerinde. Denne pige har ikke den samme frygt for Shunpeis voldelige natur, som de andre i miljøet har. Igennem dette forhold får vi nogle nye nuancer på Shunpei-karakteren. Han er måske rå, voldelig og sadistisk, men karakteren rummer også en dybde, der gør ham uhyggeligt realistisk. Ud fra sit eget rationale er Shunpei en rimelig mand. Voldelig, tyrannisk og brutal, men ikke urimelig. Shunpei er derfor et skræmmende billede på det autoritative levn i både koreansk og japansk kultur. Krigen er måske ophørt, men i gyderne og skyggerne i samfundet gnaver ormene stadig i råt kød.
Filmen er fantastisk rent tematisk, og Kitano giver en fremragende præstation. Dog er der lige lovlig mange sidespring og underhistorier i historien, og produktionsmæssigt er filmen bestemt ikke i top. Filmen bruger til tider nogle gennemskuelige CGI-effekter til at skabe datidens omgivelser, og mange kulisser og detaljer virker kunstige og klodsede, som var det en tv-serie. Det er nærmest en omvendt Hollywood-film. Den skuffer produktionsmæssigt, men til gengæld tør den fortælle en grænseoverskridende og hård historie uden et stilistisk eller sukkersødt omsvøb. Hurra for natfilmfestivalen, og hurra for anderledes film.
"Chi to Hone" er en hård og brutal fortælling om den koreanske immigrant, Kim Shunpei (Kitano Takeshi), der kommer til Osaka i 1920'erne. Korea var på denne tid en japanske koloni, og mange koreanere blev lokket til Japan for at arbejde under kummerlige forhold for de japanske firmaer. Det er dog svært at fatte sympati for en mand som Shunpei. I den første scene, hvor vi oplever den berømte og populære instruktør Kitano Takeshi ("Hanabi", "Zatoichi") som Kim Shunpei, ser vi ham sadistisk tæske og voldtage sin kone, mens hans datter ser på. Det er en hårdkogt og barsk scene i en hårdkogt og barsk film.
Kitano Takeshi spiller frygtindgydende godt som den afstumpede Shunpei, der som et koldt og kynisk bæst undertrykker og mishandler sine medmennesker. Filmen er i bund og grund et portræt af denne autoritære og hårde faderfigur, som vi ser primært igennem Shunpeis søns øjne. Det meste af filmen foregår umiddelbart efter krigen, hvor hver dag var en kamp for overlevelse under trange kår i det udbombede og nedslidte Japan. Shunpei har det godt under disse forhold. Han starter en fiskekagefabrik og sætter nabolaget af fattige zainichi (koreanere bosiddende i Japan) i arbejde. Hans autoritet er baseret på frygt og vold, og han gør, hvad der passer ham.
Da han bliver træt af at voldtage sin kone, tager han sig en ung japansk krigsenke som elskerinde. Denne pige har ikke den samme frygt for Shunpeis voldelige natur, som de andre i miljøet har. Igennem dette forhold får vi nogle nye nuancer på Shunpei-karakteren. Han er måske rå, voldelig og sadistisk, men karakteren rummer også en dybde, der gør ham uhyggeligt realistisk. Ud fra sit eget rationale er Shunpei en rimelig mand. Voldelig, tyrannisk og brutal, men ikke urimelig. Shunpei er derfor et skræmmende billede på det autoritative levn i både koreansk og japansk kultur. Krigen er måske ophørt, men i gyderne og skyggerne i samfundet gnaver ormene stadig i råt kød.
Filmen er fantastisk rent tematisk, og Kitano giver en fremragende præstation. Dog er der lige lovlig mange sidespring og underhistorier i historien, og produktionsmæssigt er filmen bestemt ikke i top. Filmen bruger til tider nogle gennemskuelige CGI-effekter til at skabe datidens omgivelser, og mange kulisser og detaljer virker kunstige og klodsede, som var det en tv-serie. Det er nærmest en omvendt Hollywood-film. Den skuffer produktionsmæssigt, men til gengæld tør den fortælle en grænseoverskridende og hård historie uden et stilistisk eller sukkersødt omsvøb. Hurra for natfilmfestivalen, og hurra for anderledes film.
09/04-2005
