idealistisk sødsuppe
3.0
Frank Darabont kræver nok ingen dyberegående præstation, da han er kunstneren bag en af filmhistoriens allerbedste, mest elskede og forhåbningsfulde film, nemlig En Verden Udenfor. Han fulgte op med den rørende og mesterlige Den Grønne Mil (der ligeledes var baseret på en bog af Stephen King, som Darabont selv konverterede til filmmediet), og med to så markante hovedværker bag sig, er det ikke underligt, at forventningerne til hans tredje film, The Majestic, er nærmest urimelige høje. Manuskriptpennen er denne gang dog ikke ført af Darabonts hånd, hvorved hans ellers så stærke auteur-position ophæves her, og der er da heller ikke mange ligheder mellem The Majestic og Darabonts tidligere film, hvor menneskets mange facetter blev udforsket på poetisk og dybfølt vis, der ledte til en usigelig stærk og gribende forløsning (naturligvis bedst i En Verden Udenfor, hvor Robbins udgjorde et usletteligt minde). Lige meget hvordan man vender og drejer denne film, så er The Majestic forfejlet i forhold til Darabonts tidligere storværker med den rørende følelsesmæssige tyngde.
Jim Carrey udforsker endnu engang det mere seriøse aspekt af hans skuespillerevner, og hans alsidige talent bringer kritikerne til skamme (igen). Hans præstation som den hukommelsestabende hovedkarakter, der som en utilpas sjæl er stationeret i en korrupt filmbranche med evige magtkampe, er nedtonet og egentlig også fintfølende, men rollen er skrevet for ejegod og ensidig til at Carrey for alvor kan imponere (som han sidst gjorde med hans indædte og uforglemmelige spil i Gondrys smukke Eternal…). Carrey beskyldes for at være en kommunistsympatisør, og hans ulykke og efterfølgende hukommelsestab kommer belejligt, da han er blevet blacklistet fra filmindustrien. Han indlemmes i et ideelt samfund (den diametrale modsætning til Dogvilles indbyggere), hvor han fejlagtigt (eller måske ikke, filmen giver intet entydigt svar) anses for at være en tidligere krigshelt, ’opstået’ fra de døde. Carrey tiltrækkes af simpliciteten og den oprigtige næstekærlighed, hvor linierne mellem hans tidligere og nuværende liv desværre er alt for skarpt og unuanceret optrukne til at man gider engagere sig fuldkomment i denne lidt uoriginale film. Karakterskildringen i den stille by er ikke særlig gennemført, hvor nærmest hver person forudsigeligt supplerer lykkeligheden, men skuespillerne er til gengæld velvalgte. Især Martin Landau er velspillende som faderen til Luke. Skuespillergalleriet er flere steder besat af gengangere fra Darabonts tidligere film, som leverer behagelige præstationer.
The Majestic har tydeligvis været et personligt projekt for Darabont, der selv er lidt af en filmentusiast. Man føler dog, at han er blevet forblændet af den gennemtrængende optimisme, som historien byder på, og i stedet for at servere en klassisk fortælling om hovedpersonen, der finder sig til rette og sig selv, føles det mere som om filmen er en omgang ordinær genbrug uden ægte indhold. Den obligatoriske selvransagelsesklimaks er simpelthen så bundsentimentalt og klistret, at man krummer tæer og irriteres over, at denne overlange film har brugt så lang tid på at fortælle sin forudsigelige og simple (men stedvis faktisk også en smule søde) historie. Den dramatiske dybde anes kun fragmentarisk, mens den tunge dialog skærer en smule i ørerne.
Alt er dog ikke kritik og pessimisme. The Majestic byder på mild satirisk komik mod filmbranchen, hvor der svinges elegant mellem den kærlige hyldest og fremstillingen af kvælningen af den kunstneriske frihed gennem kommercialismen og kapitalisterne. Darabont sår endda tvivl omkring Carreys besøg i den lille by, der muligvis bare var fiktion udsprunget af investorernes torskedumme filmforslag. Darabont lader det dog ikke stå hen i det uvisse, og analytisk set er The Majestic en tom affære. Det hindrer den dog ikke i at være stilsikker og lækker, visuelt set, og musikken (af Mark Isham, der dog langtfra ikke er en Thomas Newman!) er velkomponeret. Disse to virkemidler trækker filmen over det decideret dårlige og kedelige, og donerer endda et enkelt magisk øjeblik, hvor Carrey og kærlighedsinteressen kysser bagved et lærred, hvorpå klassikeren The Day the Earth Stood Still projekteres.
The Majestic er en yderst skuffende og forenklet film, der ikke yder retfærdighed til hverken Darabonts tidligere film eller hans evidente filmtalent. Det er forståeligt nok, at den ikke vakte synderlig megen opmærksomhed.
Jim Carrey udforsker endnu engang det mere seriøse aspekt af hans skuespillerevner, og hans alsidige talent bringer kritikerne til skamme (igen). Hans præstation som den hukommelsestabende hovedkarakter, der som en utilpas sjæl er stationeret i en korrupt filmbranche med evige magtkampe, er nedtonet og egentlig også fintfølende, men rollen er skrevet for ejegod og ensidig til at Carrey for alvor kan imponere (som han sidst gjorde med hans indædte og uforglemmelige spil i Gondrys smukke Eternal…). Carrey beskyldes for at være en kommunistsympatisør, og hans ulykke og efterfølgende hukommelsestab kommer belejligt, da han er blevet blacklistet fra filmindustrien. Han indlemmes i et ideelt samfund (den diametrale modsætning til Dogvilles indbyggere), hvor han fejlagtigt (eller måske ikke, filmen giver intet entydigt svar) anses for at være en tidligere krigshelt, ’opstået’ fra de døde. Carrey tiltrækkes af simpliciteten og den oprigtige næstekærlighed, hvor linierne mellem hans tidligere og nuværende liv desværre er alt for skarpt og unuanceret optrukne til at man gider engagere sig fuldkomment i denne lidt uoriginale film. Karakterskildringen i den stille by er ikke særlig gennemført, hvor nærmest hver person forudsigeligt supplerer lykkeligheden, men skuespillerne er til gengæld velvalgte. Især Martin Landau er velspillende som faderen til Luke. Skuespillergalleriet er flere steder besat af gengangere fra Darabonts tidligere film, som leverer behagelige præstationer.
The Majestic har tydeligvis været et personligt projekt for Darabont, der selv er lidt af en filmentusiast. Man føler dog, at han er blevet forblændet af den gennemtrængende optimisme, som historien byder på, og i stedet for at servere en klassisk fortælling om hovedpersonen, der finder sig til rette og sig selv, føles det mere som om filmen er en omgang ordinær genbrug uden ægte indhold. Den obligatoriske selvransagelsesklimaks er simpelthen så bundsentimentalt og klistret, at man krummer tæer og irriteres over, at denne overlange film har brugt så lang tid på at fortælle sin forudsigelige og simple (men stedvis faktisk også en smule søde) historie. Den dramatiske dybde anes kun fragmentarisk, mens den tunge dialog skærer en smule i ørerne.
Alt er dog ikke kritik og pessimisme. The Majestic byder på mild satirisk komik mod filmbranchen, hvor der svinges elegant mellem den kærlige hyldest og fremstillingen af kvælningen af den kunstneriske frihed gennem kommercialismen og kapitalisterne. Darabont sår endda tvivl omkring Carreys besøg i den lille by, der muligvis bare var fiktion udsprunget af investorernes torskedumme filmforslag. Darabont lader det dog ikke stå hen i det uvisse, og analytisk set er The Majestic en tom affære. Det hindrer den dog ikke i at være stilsikker og lækker, visuelt set, og musikken (af Mark Isham, der dog langtfra ikke er en Thomas Newman!) er velkomponeret. Disse to virkemidler trækker filmen over det decideret dårlige og kedelige, og donerer endda et enkelt magisk øjeblik, hvor Carrey og kærlighedsinteressen kysser bagved et lærred, hvorpå klassikeren The Day the Earth Stood Still projekteres.
The Majestic er en yderst skuffende og forenklet film, der ikke yder retfærdighed til hverken Darabonts tidligere film eller hans evidente filmtalent. Det er forståeligt nok, at den ikke vakte synderlig megen opmærksomhed.
09/04-2005
