Stones mangelfulde historietim
4.0
Oliver Stone er en af den amerikanske filmindustris mest særegne og specielle instruktører, der en smule ufortjent er blevet hædret med lovprisende ord. Jovist er hans mere kritiske film som Born on the Fourth of July og Platoon (og til dels også den overrumplende og ultimativt trættende Natural Born Killers) fremragende eksempler på en mediebevidst og sikker instruktør, der overlegent serverer sit klokkeklare budskab, men gennem hele Stones karrierer er de svage og anstrengende produktioner klart dominerende. Stone kan ikke betegnes som hverken en subtil eller insinuerende fortæller, da hans film på både billedsiden og gennem dramatikken er bombastiske og manipulerende, og oftest også ganske udmattende. Stone har en ubehagelig tendens til at prioritere stil over substans (som med U-Turn), der dog alligevel kan ende i en seværdig film (Any Given Sundays æstetiske side sparkede benene fuldstændig væk under mig!). Det er når han har en seriøst og forholdsvis aktuel agenda, som kræver en finfølelse og delikat servering, at det går galt for Stone, da han tydeligvis ikke besidder førnævnte dyder. Den ekstrem overvurderede og konspirationsliderlige JFK er ifølge mig et godt eksempel på det. Man skal virkelig lede længe efter en så prætentiøs og postulerende omgang sandhedsforvrængning, og bedre gik det ikke med Nixon, der dog havde en uhyre sikker Anthony Hopkins i hovedrollen. Superlativerne omkring Oliver Stone er kritiske fra min side, men jeg skal alligevel ærligt indrømme, at jeg finder enkelte af hans film seværdige og decideret fremragende. Jeg beundrer hans kompromisløshed og eksperimenterende legen med filmmediet, men Stones film er i sidste ende (til tider) kun provokerende stiløvelser, der er svære at holde af.
På papiret er Stones stort anlagte filmatisering af den mægtige kriger Alexanders liv en sikker satsning. Sværd-og-sandal filmene har i de sidste år fået noget af en renæssance, og Stone skyer hverken episkhed eller de mørke konfrontationer med prominente historiske personer. At Alexander er endt som en ganske udskældt og flad filmatisering (stedvis endda tangerende til det håbløse) af en historisk legende kommer derfor som en uheldig overraskelse, og Stone selv har da også udtrykt sin beherskede begejstring for det endelige resultat. Man skal lede længe efter en storfilm, der indholdsmæssigt besidder så minimalistisk en dramatik, men personligt mener jeg også, at Stones Alexander muligvis er offer for hyklerisk fryd omkring fejlslagenheden fra en tilsyneladende mesterinstruktør, hvis sluttelige film ikke lever op til de påståede forventninger og storladne intentioner. Alexander er vitterligt intet mesterværk, den har sine massive komplikationer og lider under internt forventningspres, men helt fejlslagen mener jeg nu ikke den er, og den monumentale episkhed udebliver heller ikke.
Colin Farrell har skammeliggjort sit skuespilletalent efter hans perfekte præstation som rebel og ufrivillig filantrop i Schumachers perle Tigerland. De kommercielle og udfordringsløse roller har Farrell tilfredsstillet sig selv med siden da (okay, måske ikke i Phone Booth, også af Schumacher), og jeg frygtede derfor indædt, hvorledes Farrell ville håndtere den altdominerende hovedrolle som den heroisk, men psykisk terroriseret Alexander. Svaret er; han gør det fremragende! Alexander er en kompleks og flerlaget karakter, hvis indre magtkampe krævede indsigtsfuld kompetence for at visualisere gennem krops- og ansigtsmimik (især imellem Stones opulente montage), men Farrell klarer det flot. Han udfylder rollen med den overlegenhed, som medierne i virkeligheden overeksponerer så irriterende, mens han ligeledes overbeviser i de stille og emotionelle øjeblikke. Alexander skildres som en stolt og retfærdig kriger, men også ideologisk illusionist, der tydeligvis er splittet mellem forældrenes moralske stridigheder. Især det forkvaklede forhold med hans overdominerende og kalkulerende mor (en svagt spillende Angelina Jolie med skrækkelig accent og utroværdig ungdommeligt ydre i forhold til karakterens alder) er skyld i Alexanders hærgede sind. Det psykologiske aspekt ved hovedkarakteren er til stede, men desværre ikke nær så gennemarbejdet og dybsindigt udført, som karakteren ellers fortjente. Stone har et godt tag om Alexanders sejre og belejringer, men mangler at ligge det sidste plausibilitet i Alexander som menneske, og ikke kun historisk skikkelse. Dramatikken er flere gange overfladisk, og det er kun takket være Farrell, at filmen ikke falder sammen på dette punkt. Dialogen er opblæst, højtidelig og poesi-søgende (uden nogensinde at være det), præcis som vi forventer i denne genre.
Anthony Hopkins anvendes som fortæller, der udgør en rammehistorie og derved understøtter mytologien omkring Alexander den Store. Stone er endnu engang postulerende, men i forhold til eksempelvis JFK, også en smule mere kontemplativ og ikke nær så insisterende! Val Kilmer spiller godt og aggressivt som kongen med et ubrydeligt æresbegreb. Jared Leto underanvendes desværre en smule. Leto er en respektfuld og udfordrende skuespiller, der heldigvis aldrig forfalder til de nemme roller i romantiske komedier, man konstant udvider sin skuespillerhorisont. De påståede kontroverser med de underliggende homoseksuelle undertoner er nærmest ikke-eksisterende, og da slet ikke noget, som kan hverken ryste eller forarge det moderne publikum. Hvis myten og historien dikterer dette, så burde Stone også have det inkorporeret som en signifikant del af fortællingen, men dominerende eller specielt udforskende bliver det aldrig. Det kunne mainstream-publikummet nok heller ikke holde til, og en del af Stones kompromisløshed undermineres derfor skammeligt i kommercialismens (dollar)navn.
Handlingsfremdriften er skabelonskåret og flere gange uophidsende, men Stone godtgører næsten hovedsagligt filmens mange negative sider med hans sikre visuelle sans. Det er måske sparsomt med slagsscener (to er det blevet til) i forhold til eksempelvis den mere underholdende Troy, men her sparkes Stones virtuose iscenesættelse for alvor i gang, og som publikum medrives og underholdes man strålende. Stone har talent for at fremmane ubehaget i brutaliteten, og denne fornægter sig heller ikke her. Det er fermt og veldrejet, og især kampsekvensen i skoven med fjender på elefanter er en virkelig imponerende skue. Generelt er filmens billeder og grandiose panoreringer flotte og udtryksfulde (man fristes til at bruge ordet ekspressionistisk), men i afslutningskampen er Stone på hjemmebane med både abstrakte billeder og farvebrug og lettere excentriske billedkompositioner. Den tydelige farveskift til røde og bløde farver er næsten originalt, og alt dette akkompagneres af den storslåede og til tider rørende musik.
Alexander er tydeligvis ikke blevet den uforglemmelige storfilm, som mange havde forventet, men som ukunstnerisk og visuelt orienteret underholdning er den udmærket og seværdig. De fire små stjerner kommer fra de kælder-lave forventninger og ’behageligheden’ i at se, at Stone ikke bare har valgt den lette, ublodige og uforpligtende sti (som Petersens Troy, der dog havde et mere interessant persongalleri), på trods af at Alexander tydeligvis skulle appellerer til det brede mainstream-publikum. Håber impressionisten Baz Luhrmann får sit personlige Alexander-projekt realiseret, om ikke andet bare for at se, om han kunne give et mere tilfredsstillende og fyldestgørende karakterskildring over den historiske Alexander.
På papiret er Stones stort anlagte filmatisering af den mægtige kriger Alexanders liv en sikker satsning. Sværd-og-sandal filmene har i de sidste år fået noget af en renæssance, og Stone skyer hverken episkhed eller de mørke konfrontationer med prominente historiske personer. At Alexander er endt som en ganske udskældt og flad filmatisering (stedvis endda tangerende til det håbløse) af en historisk legende kommer derfor som en uheldig overraskelse, og Stone selv har da også udtrykt sin beherskede begejstring for det endelige resultat. Man skal lede længe efter en storfilm, der indholdsmæssigt besidder så minimalistisk en dramatik, men personligt mener jeg også, at Stones Alexander muligvis er offer for hyklerisk fryd omkring fejlslagenheden fra en tilsyneladende mesterinstruktør, hvis sluttelige film ikke lever op til de påståede forventninger og storladne intentioner. Alexander er vitterligt intet mesterværk, den har sine massive komplikationer og lider under internt forventningspres, men helt fejlslagen mener jeg nu ikke den er, og den monumentale episkhed udebliver heller ikke.
Colin Farrell har skammeliggjort sit skuespilletalent efter hans perfekte præstation som rebel og ufrivillig filantrop i Schumachers perle Tigerland. De kommercielle og udfordringsløse roller har Farrell tilfredsstillet sig selv med siden da (okay, måske ikke i Phone Booth, også af Schumacher), og jeg frygtede derfor indædt, hvorledes Farrell ville håndtere den altdominerende hovedrolle som den heroisk, men psykisk terroriseret Alexander. Svaret er; han gør det fremragende! Alexander er en kompleks og flerlaget karakter, hvis indre magtkampe krævede indsigtsfuld kompetence for at visualisere gennem krops- og ansigtsmimik (især imellem Stones opulente montage), men Farrell klarer det flot. Han udfylder rollen med den overlegenhed, som medierne i virkeligheden overeksponerer så irriterende, mens han ligeledes overbeviser i de stille og emotionelle øjeblikke. Alexander skildres som en stolt og retfærdig kriger, men også ideologisk illusionist, der tydeligvis er splittet mellem forældrenes moralske stridigheder. Især det forkvaklede forhold med hans overdominerende og kalkulerende mor (en svagt spillende Angelina Jolie med skrækkelig accent og utroværdig ungdommeligt ydre i forhold til karakterens alder) er skyld i Alexanders hærgede sind. Det psykologiske aspekt ved hovedkarakteren er til stede, men desværre ikke nær så gennemarbejdet og dybsindigt udført, som karakteren ellers fortjente. Stone har et godt tag om Alexanders sejre og belejringer, men mangler at ligge det sidste plausibilitet i Alexander som menneske, og ikke kun historisk skikkelse. Dramatikken er flere gange overfladisk, og det er kun takket være Farrell, at filmen ikke falder sammen på dette punkt. Dialogen er opblæst, højtidelig og poesi-søgende (uden nogensinde at være det), præcis som vi forventer i denne genre.
Anthony Hopkins anvendes som fortæller, der udgør en rammehistorie og derved understøtter mytologien omkring Alexander den Store. Stone er endnu engang postulerende, men i forhold til eksempelvis JFK, også en smule mere kontemplativ og ikke nær så insisterende! Val Kilmer spiller godt og aggressivt som kongen med et ubrydeligt æresbegreb. Jared Leto underanvendes desværre en smule. Leto er en respektfuld og udfordrende skuespiller, der heldigvis aldrig forfalder til de nemme roller i romantiske komedier, man konstant udvider sin skuespillerhorisont. De påståede kontroverser med de underliggende homoseksuelle undertoner er nærmest ikke-eksisterende, og da slet ikke noget, som kan hverken ryste eller forarge det moderne publikum. Hvis myten og historien dikterer dette, så burde Stone også have det inkorporeret som en signifikant del af fortællingen, men dominerende eller specielt udforskende bliver det aldrig. Det kunne mainstream-publikummet nok heller ikke holde til, og en del af Stones kompromisløshed undermineres derfor skammeligt i kommercialismens (dollar)navn.
Handlingsfremdriften er skabelonskåret og flere gange uophidsende, men Stone godtgører næsten hovedsagligt filmens mange negative sider med hans sikre visuelle sans. Det er måske sparsomt med slagsscener (to er det blevet til) i forhold til eksempelvis den mere underholdende Troy, men her sparkes Stones virtuose iscenesættelse for alvor i gang, og som publikum medrives og underholdes man strålende. Stone har talent for at fremmane ubehaget i brutaliteten, og denne fornægter sig heller ikke her. Det er fermt og veldrejet, og især kampsekvensen i skoven med fjender på elefanter er en virkelig imponerende skue. Generelt er filmens billeder og grandiose panoreringer flotte og udtryksfulde (man fristes til at bruge ordet ekspressionistisk), men i afslutningskampen er Stone på hjemmebane med både abstrakte billeder og farvebrug og lettere excentriske billedkompositioner. Den tydelige farveskift til røde og bløde farver er næsten originalt, og alt dette akkompagneres af den storslåede og til tider rørende musik.
Alexander er tydeligvis ikke blevet den uforglemmelige storfilm, som mange havde forventet, men som ukunstnerisk og visuelt orienteret underholdning er den udmærket og seværdig. De fire små stjerner kommer fra de kælder-lave forventninger og ’behageligheden’ i at se, at Stone ikke bare har valgt den lette, ublodige og uforpligtende sti (som Petersens Troy, der dog havde et mere interessant persongalleri), på trods af at Alexander tydeligvis skulle appellerer til det brede mainstream-publikum. Håber impressionisten Baz Luhrmann får sit personlige Alexander-projekt realiseret, om ikke andet bare for at se, om han kunne give et mere tilfredsstillende og fyldestgørende karakterskildring over den historiske Alexander.
09/04-2005
