langtrukkent ophold

Siden den uafrystelige Saving Private Ryan har Steven Spielberg (indiskutabelt en af filmhistoriens mest betydningsfulde og idoliserede instruktører) haft en lidt ærgerlig tendens til at forfalde til sødladen og stedvis fatal sentimentalitet, der gjorde eksempelvis A.I. uendelige (men det var nu alligevel en dybt fascinerende film med en Spielberg, der udvidede pessimistiske horisonter). Slutningen i den ellers så fremragende Minority Report skadede mere end den gavnede, og den legesyge Catch Me If You Can kunne heller ikke undsige sig at besidde enkelte pinlige øjeblikke. Med hans seneste film Terminalen (der var en af sidste års mest skuffende biografpremiere) har Spielberg ikke rettet op på hans overromantiserede tilbøjeligheder, men takket være det veldrejede manuskript og Spielbergs smukke æstetiske sans, er Terminalen ved gensyn på DVD endt som en nogenlunde underholdende og stabil romantisk komedie med subtile kritiske undertoner.

Tom Hanks spiller udlændingen, der strandes i en lufthavn, da hans eget hjemland (det fiktive Krakozhia) er blevet offer for et statskup og krig er derved udbrudt. Som ufrivillig statist med pas-komplikationer i ingenmandsland forsøger Hanks at tilpasse sig situationen og finde skyggen af et liv i den hektiske lufthavn, hvor ingen mennesker stopper op til hverken hjælpsomhed eller dybere refleksion. Samarbejdet mellem Spielberg og Hanks er intet mindre end fortræffeligt, og her er Hanks tilbage i sit rette charmerende element med en tour de ´force i underspillet og lattervækkende komik. Karakterens situation føles måske en smule søgt (selvom historien er baseret på en virkelig persons oplevelser), men takket være Hanks er plausibiliteten konstant til stede. Den åbenlyse komik udspringer fra Hanks’ tilpasningsperiode i det amerikanske effektivitetssøgende forbrugersamfund, mens sprogbarrieren også giver anledning til nogle ganske vist letkøbte, men gode grin. Stanley Tucci spiller rivalen, lufthavnsinspektoren, der ikke ønsker nogen form for komplikationer på hans gnidningsfrie arbejdsplads. Tuccis arrogante karakter er tydeligvis en endimensional karikatur, og Tucci spiller også herefter. Der er enkelte momenter med dybde, men hovedsagligt føles fjendskabet mod Hanks’ position påtaget, utroværdigt og bare ugennemtænkt indført for at give plads til en dramatisk modarbejdelse.

Det underfundige persongalleri omkring Hanks i lufthaven er unægtelig filmens store styrke. Bredtfavnende og tvetydigt med god plads til karakterindlevelse. Mest kød er der på Kumar Pallanas (ham fra Wes Andersons film) rolle, hvor tragedien lurer lige under den excentriske overflade. Terminalens første halvdel er yderst underholdende og en detaljerig fornøjelse, men så snart Cathrine Zeta-Jones’ karakter introduceres, og fokus flyttes fra persongalleriet til den demente kærlighedshistorie, taber filmen både tempo og charme. Zeta-Jones portrætterer denne åbenhjertede, men naive person, med et forskruet syn på kærlighed, underligt fraværende, som dog fint understøtter Spielbergs pointe med at nutidsmennesket (og samfundet) er diffuse og negativ udefinerlige. Heldigvis præsenteres vi ikke bare for en omgang blødsøden og romantisk idealisme (da Zeta-Jones fremstilles som en person, der ubevidst svælger i selvmedlidenhed som summen af dårlig dømmekraft), men specielt vellykket er det element nu heller ikke.

Den geniale manuskriptforfatter/instruktør Andrew Niccol har ageret medforfatter på Terminalen, og selvom samfundskritikken måske ikke er fuldstændig evident (som i hans egne film, især mesterværket Gattaca), blomstrer den under overfladen. Lufthavnen er selvfølgelig miniatureudgaven af et konsumer (både forbruger og fortæring)-samfund, hvor effektiviseringen er dominerende gennem de uendelige lufthavnsbutikker (kritikken af product placement finder jeg uberettiget og tåbelig). Spielberg fokuserer dog mere på integrationsfortællingen, hvor Hanks må siges, at have udført en vellykket en af slagsen. Vi bevidner både den manglende accept for fremmede, massernes ukontrollerbare narcissisme (men heldigvis også den individuelles næstekærlighed) og de til tider hykleriske menneskeskabte love. Når Hanks i slutningen siger ’Take me home’, kan man ikke bebrejde ham. Den simple mand, hvis æresbegreber er mere nuancerede og ærlige end Amerikas fortravlede liv og konsekvenser heraf. Og kritikken kan projekteres over på næsten ethvert luksuriøs i-land i verdenen.

Teknisk set er Terminalen førsteklasses arbejde, hvor man konstant forkæles med lækkerier. John Williams’ musik er velklingende og rørende, men det er nu Janusz Kaminskis sublime kameraføring, der brillerer. Brugen af lys og refleksioner (sikke et arbejde, det har krævet!) udmunder sig flere gange i ren billedpoesi, og kollaborationen mellem Spielberg og Kaminski må siges at være mindeværdigt. Ikke overraskende er scenografien perfektibelt, og Spielberg udnytter det kæmpe set optimalt.

På trods af filmens visuelle kvaliteter, diskrete kritik og en veloplagt og forrygende Tom Hanks (hvis toppræstation dog stadig ses i Zemeckis’ uforklarlig smukke Cast Away), så hæmmes seværdigheden af de mange banaliteter, og filmen er unødvendig langtrukken. Ofte forfaldes der til tanketomme klicheer, noget som den erfarne og alsidig talentfulde Spielberg burde kunne forudsige ikke ville fungere. Terminalen ligger et sted mellem tre og fire stjerner, så 3 med pil op.