- Kan "ubrugelig" gradbøjes? -
1.0
Når en mand som Lawrence Kasdan er tilbage med en ny film, er forventningerne altid store, for selvom han i nyere tid kun har stået bag middelmådige produktioner, så er hans navn foreviget i Hollywood, da han var medforfatter på nogle af George Lucas’ største og bedste projekter, hvor både Indiana Jones og Star Wars kan noteres på CV’et.
”Dreamcatcher” er en science-fiction gyser, der er baseret på en Stephen King-bog. Om bogen er dårlig, eller om filmatiseringen blot er mislykket, skal være usagt herfra, men i alle tilfælde er det endt med en usædvanlig dårlig film.
Filmen viser gode takter i sin begyndelse, hvor den er godt på vej til at opbygge en uhyggelig stemning og bestemt har potentialet til at blive en god psykologisk gyser, føler man. Men herefter udvikler filmen sig til en tomhjernet splatteragtig forestilling, hvor en flok modbydelige slimuhyrer skal nedkæmpes. Hvorfra de kommer, og hvad det helt præcist er, de vil, får man ikke svar på, men i stedet følger den ene meningsløse scene efter den anden.
Filmen ejer ikke skyggen af uhygge, og underholdende er den på ingen måde heller, da handlingsforløbet simpelthen er så usammenhængende og pauvert struktureret, at det meste af den ikke engang giver mening. Den tillader sig oven i købet at være selvhøjtidelig og kunstigt seriøs, alt imens myrderierne paradoksalt kører i frigear, og filmen bliver derfor ufrivillig komisk og direkte pinlig sine steder, såsom den afsluttende duel (som skal forestille at være filmens klimaks), hvor den transcendente dreng nedlægger et svulstigt kæmpemonster. Ja, dumt lyder det - og med rette.
En af den slags film man i den grad føler, man har spildt sin tid på. Både fordi den er overlang, men frem for alt fordi den bare er håbløst elendig.
”Dreamcatcher” er en science-fiction gyser, der er baseret på en Stephen King-bog. Om bogen er dårlig, eller om filmatiseringen blot er mislykket, skal være usagt herfra, men i alle tilfælde er det endt med en usædvanlig dårlig film.
Filmen viser gode takter i sin begyndelse, hvor den er godt på vej til at opbygge en uhyggelig stemning og bestemt har potentialet til at blive en god psykologisk gyser, føler man. Men herefter udvikler filmen sig til en tomhjernet splatteragtig forestilling, hvor en flok modbydelige slimuhyrer skal nedkæmpes. Hvorfra de kommer, og hvad det helt præcist er, de vil, får man ikke svar på, men i stedet følger den ene meningsløse scene efter den anden.
Filmen ejer ikke skyggen af uhygge, og underholdende er den på ingen måde heller, da handlingsforløbet simpelthen er så usammenhængende og pauvert struktureret, at det meste af den ikke engang giver mening. Den tillader sig oven i købet at være selvhøjtidelig og kunstigt seriøs, alt imens myrderierne paradoksalt kører i frigear, og filmen bliver derfor ufrivillig komisk og direkte pinlig sine steder, såsom den afsluttende duel (som skal forestille at være filmens klimaks), hvor den transcendente dreng nedlægger et svulstigt kæmpemonster. Ja, dumt lyder det - og med rette.
En af den slags film man i den grad føler, man har spildt sin tid på. Både fordi den er overlang, men frem for alt fordi den bare er håbløst elendig.
09/04-2005
