- Dårligt vejr -
4.0
Den pompøse tysker Roland Emmerich plejer at være leveringsdygtig, når det drejer sig om god solid underholdning. Med katastrofefilmen ”The Day After Tomorrow” har han oppet sig og tilmed smidt en sjat samfundskritik i gryden.
Filmen retter nemlig en åbenlys kritik mod myndighederne verden over og den miljøpolitik, de fører. Selve temaet og årsagen til de problemer, der bliver filmens dramatiske drivkraft er den globale opvarmning. Her leges med tanken om hvad det kan medføre af naturkatastrofer i tilfælde af ”worst case scenario”, og filmen er derfor et skræmmende indblik i nogle situationer, man ikke tør tænke på.
Vi oplever alt lige fra kæmpe orkaner til endnu større flodbølger (hvem sagde Asien?), og filmen er derfor en kæmpe oplevelse rent visuelt. Computereffekter i dyre domme er med til at skabe nogle virkelig flotte og naturtro billeder, hvor scenen med flodbølgen der skylder ind over New York må siges at være noget at det mest visuelt imponerende set på film.
Men det hele er ikke blot en opvisning i effekter. Det er en ganske medrivende film, hvor man er ude på kanten af sædet flere gange. De obligatoriske klichéer i denne type film, slipper vi naturligvis ikke for, men filmen styrer dog udenom de værste. Kærlighedshistorien er måske en smule banal, og kun Hollywood kan sætte alverdens naturkatastrofer på standby for at vores to elskende kan få deres kys. Ligeledes er patriotismen meget tyk sine steder, hvor der flittigt viftes med det amerikanske flag, og selvfølgelig er præsidenten heltemodigt sidste mand i Det Hvide Hus midt i den ”den synkende skude”.
Alt dette kan man dog sagtens bære over med, da filmen hele vejen igennem ellers er enormt sober og virkelighedsnær. De teorier den arbejder med er plausible, selvom forløbets hastighed naturligvis er overdrevet. Det gør så til gengæld det hele meget nervepirrende, og ”The Day After Tomorrow” er derfor en vellykket kombination af alvorlige realiteter og blændende underholdning.
Filmen retter nemlig en åbenlys kritik mod myndighederne verden over og den miljøpolitik, de fører. Selve temaet og årsagen til de problemer, der bliver filmens dramatiske drivkraft er den globale opvarmning. Her leges med tanken om hvad det kan medføre af naturkatastrofer i tilfælde af ”worst case scenario”, og filmen er derfor et skræmmende indblik i nogle situationer, man ikke tør tænke på.
Vi oplever alt lige fra kæmpe orkaner til endnu større flodbølger (hvem sagde Asien?), og filmen er derfor en kæmpe oplevelse rent visuelt. Computereffekter i dyre domme er med til at skabe nogle virkelig flotte og naturtro billeder, hvor scenen med flodbølgen der skylder ind over New York må siges at være noget at det mest visuelt imponerende set på film.
Men det hele er ikke blot en opvisning i effekter. Det er en ganske medrivende film, hvor man er ude på kanten af sædet flere gange. De obligatoriske klichéer i denne type film, slipper vi naturligvis ikke for, men filmen styrer dog udenom de værste. Kærlighedshistorien er måske en smule banal, og kun Hollywood kan sætte alverdens naturkatastrofer på standby for at vores to elskende kan få deres kys. Ligeledes er patriotismen meget tyk sine steder, hvor der flittigt viftes med det amerikanske flag, og selvfølgelig er præsidenten heltemodigt sidste mand i Det Hvide Hus midt i den ”den synkende skude”.
Alt dette kan man dog sagtens bære over med, da filmen hele vejen igennem ellers er enormt sober og virkelighedsnær. De teorier den arbejder med er plausible, selvom forløbets hastighed naturligvis er overdrevet. Det gør så til gengæld det hele meget nervepirrende, og ”The Day After Tomorrow” er derfor en vellykket kombination af alvorlige realiteter og blændende underholdning.
09/04-2005
