The Wayans Brothers present...
1.0
Shit!
Usigelig debil og irriterende ’komedie’ uden nogen form for formidlende omstændigheder. Keenen Ivory Wayans var også instruktøren bag de to første Scary Movie-film (hvor rutinerede David Zucker overtog den sidste film uden synderlig kvalitetsstigning), som på trods af åbenlys selvglad pubertetshumor og anstrengende momenter, var herligt spydige og uhøjtidelige. Wayans forsøger i samarbejde med brødrene Marlon og Shawn Wayans (der skammeligt også har ageret medmanuskriptforfattere) at gøre det samme med teen-genren, hvor White Chicks dog ikke er en decideret parodi, men nærmere et forsøg på ironisk udnyttelse af genrens konventioner. Needless to say, det mislykkedes fuldstændigt.
Man indser allerede fra starten af, at man bliver vidne til et pinlig umorsom og tidsfrarøvende makværk. Hovedpersonerne er utroværdige og ordinære, men det er let at tilgive, så længe de fungerer som statister i det store grineshow (som de jo så ikke gør). Hvad der er utilgiveligt, er manglen på latterfremkaldende vitser, hvor Marlon og Shawn narcissistisk overspiller uden skyggen af humor. Historien er latterlig og en svær kamel at sluge, men det kunne man selvfølgelig regne ud. Man kan forinden ligeså også forvente en masse ulogiske handlingstråde, men Keenen nedværdiger publikums intelligens ubeskrivelig meget, og forventer tydeligvis at de uendelige irritationsmomenter vil glide ned med endnu en omgang pubertetshumor. Potentialet til kærlig latterliggørelse af genren og overdrevenhed angående personernes opførsel i disse film er til stede, men anvendes aldrig. Det er en skam, at manuskriptet er indholdsløst med hensyn til vitser, for især Marlon Wayans har bevidst sit værd som begavet (ah, næsten) komiker.
White Chicks er en håbløs film, tidsspilde af den mest utilgivelige slags. Tre gode grin er ikke nok til at holde en komedie over vande, og jeg håber inderligt, at den nu talentløse Keenen Ivory Wayans ekskluderes fra den amerikanske filmindustri
Usigelig debil og irriterende ’komedie’ uden nogen form for formidlende omstændigheder. Keenen Ivory Wayans var også instruktøren bag de to første Scary Movie-film (hvor rutinerede David Zucker overtog den sidste film uden synderlig kvalitetsstigning), som på trods af åbenlys selvglad pubertetshumor og anstrengende momenter, var herligt spydige og uhøjtidelige. Wayans forsøger i samarbejde med brødrene Marlon og Shawn Wayans (der skammeligt også har ageret medmanuskriptforfattere) at gøre det samme med teen-genren, hvor White Chicks dog ikke er en decideret parodi, men nærmere et forsøg på ironisk udnyttelse af genrens konventioner. Needless to say, det mislykkedes fuldstændigt.
Man indser allerede fra starten af, at man bliver vidne til et pinlig umorsom og tidsfrarøvende makværk. Hovedpersonerne er utroværdige og ordinære, men det er let at tilgive, så længe de fungerer som statister i det store grineshow (som de jo så ikke gør). Hvad der er utilgiveligt, er manglen på latterfremkaldende vitser, hvor Marlon og Shawn narcissistisk overspiller uden skyggen af humor. Historien er latterlig og en svær kamel at sluge, men det kunne man selvfølgelig regne ud. Man kan forinden ligeså også forvente en masse ulogiske handlingstråde, men Keenen nedværdiger publikums intelligens ubeskrivelig meget, og forventer tydeligvis at de uendelige irritationsmomenter vil glide ned med endnu en omgang pubertetshumor. Potentialet til kærlig latterliggørelse af genren og overdrevenhed angående personernes opførsel i disse film er til stede, men anvendes aldrig. Det er en skam, at manuskriptet er indholdsløst med hensyn til vitser, for især Marlon Wayans har bevidst sit værd som begavet (ah, næsten) komiker.
White Chicks er en håbløs film, tidsspilde af den mest utilgivelige slags. Tre gode grin er ikke nok til at holde en komedie over vande, og jeg håber inderligt, at den nu talentløse Keenen Ivory Wayans ekskluderes fra den amerikanske filmindustri
10/04-2005
