masterpiece-spotting!

Den øjeblikkelige kultklassiker Trainspotting var den unikke filminstruktør Danny Boyles bare anden spillefilm, hvor han debuterede med den genrebevidste og uhyre effektive Shallow Grave. Efter denne film blev han hentet til Hollywood, hvor hans to projekter, den anderledes kærlighedsfilm A Life Less Ordinary og den udskældte, men flotte The Beach, nærmest blev frarøvet noget af Boyles ellers så personlig og genkendelige signatur. Efter de kommercielle produktioner vendte han heldigvis tilbage til Englands mere kompromisløse og særegen filmscene, hvor han brillerede med lowbudget-filmen Vacuuming Completely Nude in Paradise og ikke mindst det ubestridte mesterværk 28 Days Later (på overfladen en veldrejet zombie-film, men ikke desto mindre flerlaget og tvetydig), der med sin ubeskrivelig smukke æstetik og rammende samfundskritik for mig at se er Boyles ultimative højdepunkt, selvom Trainspotting utvivlsomt kommer til at stå mere signifikant i filmhistorien gennem dens banebrydende og ofte plagierede stil (sjældent med nævneværdig succes) end førnævnte.

Trainspotting er muligvis den definitive narkotika-film, stærkt forfulgt af Soderberghs uafrystelige Traffic og Aronofsky’s sublime, men uslettelig brutale og nådesløse Requiem For a Dream. Filmen er baseret på en kritikerrost roman af Irvine Welsh, og filmatiseringen er intet mindre end perfekt. Boyle og co. har ramt plet med den sorthumoristiske og intellektuelle nihilisme og reflekterende samfundskritik. Indledningsmonologen er en af det mest skarpskrevne, lattervækkende satiriske og ikke mindst rammende nutidssamfundsbeskrivelser omkring en zombieagtig og rutinepræget tilværelse, hvor hovedpersonerne (yderst diskutabelt og ultimativ fatalt) anvender stoffernes eskapisme som alternativ til massernes hverdag. Ewan McGregor er det rette (og muligvis eneste) valg som hovedkarakteren, der, på trods af sin tydelige selvbevidsthed og intelligente samfundsrefleksion, allerede fra begyndelsen af udøver ansvarsfralæggelse. Men Trainspotting følger ikke konventionerne ved at servere en selverkendelsesodysse, og heri ligger de bredtfavnende nuancer og moralske tvetydighed. Her er ingen forherligende eller publikumsbehagende elementer, og præcis derfor kan Trainspotting kaldes helt unik. McGregor er heroinmisbrugeren, der en halv time inde i filmen vælger at tage en kold tyrker, hvorved han hurtigt indser sin manglende forståelse for det nuværende samfund. Livets ligegyldighed for karaktererne uden heroin understreges tydeligt, og selvom advarselslamperne ikke er konstant evidente, så er Trainspotting fyldt til randen med tragiske undertoner. Man er som publikum splittet mellem følelserne af muligvis at overvære en amoralsk og euforiserende stoffer glorificerende film eller et befriende (social)realistisk mesterværk, hvor budskabet og ’advarslen’ er bedre skjult, om end til stede, end vi er vant til fra andre narkofilms side. Det er disparat ikke at få banket moralen ind med syv tommer søm, og det er modigt af Boyle at turde gøre det så anderledes.

Omkring McGregor er et sandt festmåltid af distingverende personer, selvophævede sociale tabere, der filmisk set dog er ganske mindeværdige. Især Robert Carlyle portrætterer sin karakter med en så psykopatisk misantropi, at man fuldstændig glemmer Joe Pescis præstation i Scorseses Goodfellas. Bipersonerne understøtter ganske fremragende det alsidige portræt af heroinens verden og konsekvenserne, hvor den døde baby fremstår som en konstant påmindelse om de snæversynede og egoistiske tragedier, personernes handlinger medfører. Det inhumane element rammer publikum hårdt og selvdestrueringsspiralen bliver tydelig. McGregors karakter er dog helt i forgrunden, hvor hans op- og nedture følges med stigende interesse. Titlen antyder det diskrete ønske om at slippe væk, og selvom McGregor faktisk formår at gøre det flere gange (hvor han momentvis finder en substitut for heroin gennem respekterende kærlighed, eller noget lignende), trækkes han tilbage i heroinens vold, og Trainspotting ender da heller ikke forløst. Den pseudo-opløftende slutning er tvetydig. Akkompagneret af Underworlds geniale Born Slippy (’skynde sig’) forråder McGregor vennerne og lover, at han nu vil ende som os andre, men sangen understøtter bare McGregors uigennemførlige postulater om rehabilitering som menneske, og som publikum ved man nærmest med sikkerhed, at det ikke vil ske.

Udover at være en nærgående skildring af stoffernes verden, er Trainspotting ligeså en superb og sygeligt underholdende film, hvor billedsiden er stilsikker, men eksperimenterende med en masse skæve vinkler, og lydsiden decideret innoverende. De surrealistiske sekvenser er mesterlige, hvor især lokumsdykningen allerede er klassisk. Ligeså er visualiseringen af en kold tyrker skræmmende indsigtsfuld, mens den grovkornede komik er mest tydelig i scenen hvor en naturalistisk og hurtigsnakkende Ewen Bremner (der i teaterversionen spillede Renton) på mest uheldigvis kaster lort over svigerfamilien og kæresten.

Trainspottings position som kultklassiker er yderst forståeligt, hvor den muligvis er en hårdtslående og nådesløs postmodernistisk affære, men også uforklarlig inspirerende og psykedelisk, nøjagtig ligesom med Tarantinos Pulp Fiction. Danny Boyle viser enestående talent for fornyelse af filmmediets muligheder og i historiefortællingen. Han er helt klart en af de mest interessante instruktører i det sidste årti, og de tårnhøje forventningen til hans nyeste film Millions (der lyder absolut magisk) fornægter sig ikke.