Ideologi contra opportunisme?
5.0
Hvem var Hitler (og Goebbels) egentlig? Det er et spørgsmål, som bl.a. Eva Braun stiller sig selv om sin mand undervejs i filmen. Men trods 15-20 års samvær med ham, må hun erkende, at hun ikke kender ham. Hvis Eva Braun ikke kunne komme en forklaring nærmere, vil det være absurd at filmen skulle forsøge at gøre det. I hvert fald ville en film alene om de sidste dage ikke være det rette sted at finde den.
Denne films helt store fortjeneste er, at den lykkes med at skabe en troværdig stemning nede i førerbunkeren i krigens sidste dage. Når ingen officer viser handlekraft og plaffer disse totalt hensynsløse ideologiske galninge (for de portrætteres begge som sådanne helt uden for "pædagogisk rækkevidde") - Hitler og Goebbels - ned, endskønt der er rig mulig derfor, så skyldes det naturligvis dén måde, som nazi-magtapparatet var blevet opbygget på gennem 20 år: En effektiv og brutal udgave af "del og hersk"-princippet, som hindrede etableringen af mere fasttømrede sub-hierarkier i systemet, og som muliggjorde, at ingen, der trådte ind i dette system, kunne opnå noget uden at gå planken ud. En effektiv udnyttelse af den naturlige menneskelige trang til tryghed og ansvars/beslutningsforflygtelse. Til slut hedder logikken derfor naturligvis "damned if you do, damned if you don't".
Miljøskildringen er m.a.o. uhyre overbevisende i dette både dystre og makabre drama, hvor der dog er levnet plads til enkelte lyspunkter midt i galgenhumoren i slutningen af filmen. Endelig får en kort videooptagelse af Traudl Junge (som døde i 2002), der kommer med et klart budskab, lov til at afslutte filmen på forholdsvis effektfuld vis, som i hvert fald ikke lader nogen tvivl tilbage angående et budskab til eftertiden.
Filmen er altså ikke primært en skildring af Hitler som person (selv om han spiller den dominerende rolle), men snarere om dén effekt han havde på sine omgivelser, hvilket må siges at være ganske interessant i henhold til den evigt tilbagevendende diskussion af det berømte skyldsspørgsmål.
Goebbels-familien trænger vi heller ikke ind bag facaden på, men både fruen og doktoren selv er nådesløst grusomt skildret. Ligesom Hitler selv var de fanatisk overbeviste i en grad, som ikke muliggjorde en retræte. Forskellen mellem ideologi og professionalisme (eller måske rettere: opportunisme) fastslås derfor også med syvtommerssøm.
Visuelt og teknisk har jeg intet at udsætte på filmen (ud over at man kan høre, at giftampullen, som skal tage livet af Hitlers hund, Blondie, aldrig når ned i svælget men falder på gulvet:-))
Denne films helt store fortjeneste er, at den lykkes med at skabe en troværdig stemning nede i førerbunkeren i krigens sidste dage. Når ingen officer viser handlekraft og plaffer disse totalt hensynsløse ideologiske galninge (for de portrætteres begge som sådanne helt uden for "pædagogisk rækkevidde") - Hitler og Goebbels - ned, endskønt der er rig mulig derfor, så skyldes det naturligvis dén måde, som nazi-magtapparatet var blevet opbygget på gennem 20 år: En effektiv og brutal udgave af "del og hersk"-princippet, som hindrede etableringen af mere fasttømrede sub-hierarkier i systemet, og som muliggjorde, at ingen, der trådte ind i dette system, kunne opnå noget uden at gå planken ud. En effektiv udnyttelse af den naturlige menneskelige trang til tryghed og ansvars/beslutningsforflygtelse. Til slut hedder logikken derfor naturligvis "damned if you do, damned if you don't".
Miljøskildringen er m.a.o. uhyre overbevisende i dette både dystre og makabre drama, hvor der dog er levnet plads til enkelte lyspunkter midt i galgenhumoren i slutningen af filmen. Endelig får en kort videooptagelse af Traudl Junge (som døde i 2002), der kommer med et klart budskab, lov til at afslutte filmen på forholdsvis effektfuld vis, som i hvert fald ikke lader nogen tvivl tilbage angående et budskab til eftertiden.
Filmen er altså ikke primært en skildring af Hitler som person (selv om han spiller den dominerende rolle), men snarere om dén effekt han havde på sine omgivelser, hvilket må siges at være ganske interessant i henhold til den evigt tilbagevendende diskussion af det berømte skyldsspørgsmål.
Goebbels-familien trænger vi heller ikke ind bag facaden på, men både fruen og doktoren selv er nådesløst grusomt skildret. Ligesom Hitler selv var de fanatisk overbeviste i en grad, som ikke muliggjorde en retræte. Forskellen mellem ideologi og professionalisme (eller måske rettere: opportunisme) fastslås derfor også med syvtommerssøm.
Visuelt og teknisk har jeg intet at udsætte på filmen (ud over at man kan høre, at giftampullen, som skal tage livet af Hitlers hund, Blondie, aldrig når ned i svælget men falder på gulvet:-))
11/04-2005
