can't take it anymore!
2.0
Tør og ensidig (selvtægts)thriller, der slår et trodsende slag mod undertrykte og voldsramte kvinder, men gør det på den mest kedelige og forudsigelige facon. Misforstå mig ej, problemstillingen omkring hustruvold er alvorligt og evig aktuelt, hvorved en sober og realistisk filmisk skildring er signifikant, men når man som i Enough bare anvender problemet som letkøbt og ugennemtænkt baggrund for andenrangsunderholdning, kan man ikke andet end irriteres over de respektløse bagvedliggende intentioner.
Det idéforladte manuskript er lagt i hænderne på den garvede, men også rutineprægende instruktør Michael Apted, der især i sine tidlige år som instruktør har begået psykologisk interessante film, men som siden midthalvfemserne er forfaldet til uophidsende og kedelige produktioner. Enough bestrider ikke denne tvivlsomme status, da underholdningen og spændingen nærmer sig minimum. Jennifer Lopez er utvivlsomt engageret i hovedrollen som den misbrugte hustru, men hendes skuespillertalent er til at overse, og karakteren indgives ingen psykologisk troværdighed. Rollerne er skarpt og unuanceret trukket op, og Bill Campells noget nær forfærdelige spil hjælper ikke på troværdigheden når manden tager en U-vending fra kærlig husbond til voldeligt kæmpesvin. Man krummer tæer, når Campell momentvis portrætterer elendigt de små glimt af aggressivitet, men skylden skal ligeså falde på både manuskriptforfatterne og Apted, der tydeligvis ikke har kontrol over handlingsfremdriften. Den altid seværdige og velspillende Noah Wyle (nok bedst kendt for sin medvirken i den succesrige Skadestuen) ses i hans første usympatiske rolle, der dog langtfra kalder på gratulation.
Apted smider en ordentlig bunke klicheer ned over filmen, hvor blandt andet end malplaceret kærlighedsudvikling føles fuldstændig unødvendig. Filmens mest interessante aspekt negligeres desværre, nemlig det genopståede far-datter forhold mellem Lopez og hendes bevidst forsvundne far. I slutningen sker der et ukonsekvent retningsskift, som fjerner den sidste rest af plausibilitet i filmen, da Lopez takket være sin indestængte vrede forhandler sig til en overlegen one-woman-army og begynder at sparke røv. Der er man som publikum stået helt af, og Hollywoods sædvanlig snæversynet helte/skurke opdeling anvendes.
De obligatoriske og billige spændingsmomenter, eksempelvis konstant paranoia og mareridt, er til stede, men hvis man kan accepterer, at Enough ikke er produceret som andet end regulær utankevækkende underholdning, sidder man ikke tilbage med et fuldkomment makværk. Associationer til Joseph Rubens mere virkningsfulde I Seng Med Fjenden fremkommer uundgåeligt, og den eneste nytænkning i forhold til førnævnte, er kapitelopdelingen, der faktisk fungerer ganske interessant.
Det idéforladte manuskript er lagt i hænderne på den garvede, men også rutineprægende instruktør Michael Apted, der især i sine tidlige år som instruktør har begået psykologisk interessante film, men som siden midthalvfemserne er forfaldet til uophidsende og kedelige produktioner. Enough bestrider ikke denne tvivlsomme status, da underholdningen og spændingen nærmer sig minimum. Jennifer Lopez er utvivlsomt engageret i hovedrollen som den misbrugte hustru, men hendes skuespillertalent er til at overse, og karakteren indgives ingen psykologisk troværdighed. Rollerne er skarpt og unuanceret trukket op, og Bill Campells noget nær forfærdelige spil hjælper ikke på troværdigheden når manden tager en U-vending fra kærlig husbond til voldeligt kæmpesvin. Man krummer tæer, når Campell momentvis portrætterer elendigt de små glimt af aggressivitet, men skylden skal ligeså falde på både manuskriptforfatterne og Apted, der tydeligvis ikke har kontrol over handlingsfremdriften. Den altid seværdige og velspillende Noah Wyle (nok bedst kendt for sin medvirken i den succesrige Skadestuen) ses i hans første usympatiske rolle, der dog langtfra kalder på gratulation.
Apted smider en ordentlig bunke klicheer ned over filmen, hvor blandt andet end malplaceret kærlighedsudvikling føles fuldstændig unødvendig. Filmens mest interessante aspekt negligeres desværre, nemlig det genopståede far-datter forhold mellem Lopez og hendes bevidst forsvundne far. I slutningen sker der et ukonsekvent retningsskift, som fjerner den sidste rest af plausibilitet i filmen, da Lopez takket være sin indestængte vrede forhandler sig til en overlegen one-woman-army og begynder at sparke røv. Der er man som publikum stået helt af, og Hollywoods sædvanlig snæversynet helte/skurke opdeling anvendes.
De obligatoriske og billige spændingsmomenter, eksempelvis konstant paranoia og mareridt, er til stede, men hvis man kan accepterer, at Enough ikke er produceret som andet end regulær utankevækkende underholdning, sidder man ikke tilbage med et fuldkomment makværk. Associationer til Joseph Rubens mere virkningsfulde I Seng Med Fjenden fremkommer uundgåeligt, og den eneste nytænkning i forhold til førnævnte, er kapitelopdelingen, der faktisk fungerer ganske interessant.
11/04-2005
