Humor stadig frisk efter 80 år

Filmen er vanvittigt underholdende og medrivende på trods af, ja nærmest i kraft af sin enkle og ligetil handling. Buster Keaton spiller en forelsket lokomotivfører i sydstaterne under den amerikanske borgerkrig, som afvises af sin udkårne southern belle, Annabelle Lee (Marion Mack), da hæren ikke skriver ham op. Da en flok nordstatsfolk hijacker Keatons tog med Annabelle som gidsel, følger han efter. Resten af filmen er Keatons jagt efter lokomotivet, og derpå flugten fra nordstatshæren hjem igen med Annabelle. Buster Keaton får lærredet til at strutte med sine sjove og skæve stunts. Denne elegante slapstick er svær at beskrive i ord. Ganske enkle ting så som klingen, der flyver af sablen hver gang Keaton svinger sværdet som kommandant, lyder ganske vist plat, men Buster Keaton får det til at fremstå elegant. Nogle gange er han helt utrolig behændig og elegant, som da han flyver fra den ene ende af toget til den anden på få sekunder bare for at skrue på et håndtag. Andre gange er han uheldig og klumset, som da han får foden i klemme i et hængsel med en kanon, der peger på ham. Pigen er også fantastisk som en clueless southern belle, der giver sig til at feje under togjagten, da hun tilfældigvis finder en kost foran fyret, eller da hun smider små træfliser ind i fyret i stedet for nogle store stykker træ at fyre op med under jagten. I nogle små glimt får filmen fortalt nogle herlige ting om forholdet mellem mænd og kvinder i dag og dengang. Den er hele vejen igennem elegant og absolut ikke plat. Joe Hisaishis nye soundtrack fortjener sin egen anmeldelse. Han formår at give filmen en ny følelsesmæssig dybde og energi med sine bløde, melankolske strygere. Det er en fantastisk ide at tilføre ny musik til gamle stumfilm, som ikke altid er lige interessante lydmæssigt i originalversioner. Joe Hisaishi formår at tilføre en ny dybde til klassikeren og samtidig bevare den lette, humoristiske tone. Herlig filmoplevelse.