.. En vinder?..
6.0
- spoilers -
Det er efterhånden en del år siden, jeg stødte på “The Color of Money” fra 1986, som er fortsættelsen til denne klassiker. I “Color…” fungerer Eddie (Newman) som mentor for pool-talentet Vincent (Cruise). Jeg vil betegne filmen som en temmelig atypisk Scorsese-film, men ikke desto mindre har jeg altid fundet den hamrende underholdende.
I 1’eren “The Hustler” er Newman selv det unge talent, og på trods af de mange år filmen har på bagen, vil jeg mene, at den er fortsættelsen overlegen på flere punkter.
Newman brød for alvor igennem med denne rolle som bad-ass-hustler nr. 1 - Fast Eddie Felson, og han leverer virkelig en imponerende præstation. I det hele taget kan der ikke sættes en finger på skuespillet. Jackie Gleason er intet andet end eminent som den elegante og ultra-cool “Minnesota Fats” og Piper Laurie virker præcis så distanceret og utilpasset som hun skal.
Der er en del 60’er-film, jeg føler tiden er løbet lidt fra på skuespiller-siden (ikke et faktum, blot en subjektiv observation) men “The Hustler” rammer plet hos mig hver gang.
Udover den gennemførte jazzede atmosfære, kan jeg godt lide filmens velfungerende fortællestruktur. Skiftene mellem den tragiske kærlighedshistorie, og så Fast Eddie’s underholdende besøg på diverse tilrøgede poolhalls, fungerer absolut optimalt efter min mening.
Sturkturen understreger også den splittelse Eddie gennemlever -kærligheden til spillet kontra kærligheden til sin elskede.
Og netop Eddie’s stræben efter anerkendelse og succes er et af filmens hovedtemaer.
Hvad er en vinder? Eddie går gennem sit fragmenterede liv med den (fejlagtige) formodning, at hvis han vinder over Minnesota Fats, vil hans liv falde på plads. Men sådan går det ikke.
Fast Eddie mister alt. Sin mentor, sin elskede og sit spil - først da det er for sent, indser han, hvad han rent faktisk havde.
Historien er på mange måder en tragedie, og har langt mere emotionel dybde end efterfølgeren. (som jeg dog stadig vil anbefale) Men filmen har bestemt også nogle ekstremt underholdende sekvenser. Det skader nok ikke, hvis man er lidt af en pool-entusiast som undertegnede - jeg elsker i hvert fald slut-scenen, hvor Fast Eddie træder i karakter og brillerer med sit poolspil - stærkt suppleret af de kortfattede replikker:
[Fats bliver generet af Eddie’s bebrejdelser]
Fats: Shoot pool, Fast Eddie!
[Eddie kigger koldt på ham…]
Eddie: I am shooting pool, Fats. When I miss, you can shoot.
Pool-entusiast eller ej - jeg vil under alle omstændigheder anbefale “The Hustler“. Det er en film om kærlighed, værdier, succes og naturligvis masser af skæve eksistenser, formidlet af en række talentfulde skuespillere og den kompetente instruktør Robert Rossen. En klokkeklar topkarakter efter min mening!
(Hvis nogle ligesom jeg, har fået fingre i special edition-udgaven, så bemærk i øvrigt ekstramaterialet med verdensmesteren i trickshots Mike Massey, som “sjovt nok” også var med i “Poolhall Junkies” med bl.a. Christopher Walken” - ganske imponerende...)
Det er efterhånden en del år siden, jeg stødte på “The Color of Money” fra 1986, som er fortsættelsen til denne klassiker. I “Color…” fungerer Eddie (Newman) som mentor for pool-talentet Vincent (Cruise). Jeg vil betegne filmen som en temmelig atypisk Scorsese-film, men ikke desto mindre har jeg altid fundet den hamrende underholdende.
I 1’eren “The Hustler” er Newman selv det unge talent, og på trods af de mange år filmen har på bagen, vil jeg mene, at den er fortsættelsen overlegen på flere punkter.
Newman brød for alvor igennem med denne rolle som bad-ass-hustler nr. 1 - Fast Eddie Felson, og han leverer virkelig en imponerende præstation. I det hele taget kan der ikke sættes en finger på skuespillet. Jackie Gleason er intet andet end eminent som den elegante og ultra-cool “Minnesota Fats” og Piper Laurie virker præcis så distanceret og utilpasset som hun skal.
Der er en del 60’er-film, jeg føler tiden er løbet lidt fra på skuespiller-siden (ikke et faktum, blot en subjektiv observation) men “The Hustler” rammer plet hos mig hver gang.
Udover den gennemførte jazzede atmosfære, kan jeg godt lide filmens velfungerende fortællestruktur. Skiftene mellem den tragiske kærlighedshistorie, og så Fast Eddie’s underholdende besøg på diverse tilrøgede poolhalls, fungerer absolut optimalt efter min mening.
Sturkturen understreger også den splittelse Eddie gennemlever -kærligheden til spillet kontra kærligheden til sin elskede.
Og netop Eddie’s stræben efter anerkendelse og succes er et af filmens hovedtemaer.
Hvad er en vinder? Eddie går gennem sit fragmenterede liv med den (fejlagtige) formodning, at hvis han vinder over Minnesota Fats, vil hans liv falde på plads. Men sådan går det ikke.
Fast Eddie mister alt. Sin mentor, sin elskede og sit spil - først da det er for sent, indser han, hvad han rent faktisk havde.
Historien er på mange måder en tragedie, og har langt mere emotionel dybde end efterfølgeren. (som jeg dog stadig vil anbefale) Men filmen har bestemt også nogle ekstremt underholdende sekvenser. Det skader nok ikke, hvis man er lidt af en pool-entusiast som undertegnede - jeg elsker i hvert fald slut-scenen, hvor Fast Eddie træder i karakter og brillerer med sit poolspil - stærkt suppleret af de kortfattede replikker:
[Fats bliver generet af Eddie’s bebrejdelser]
Fats: Shoot pool, Fast Eddie!
[Eddie kigger koldt på ham…]
Eddie: I am shooting pool, Fats. When I miss, you can shoot.
Pool-entusiast eller ej - jeg vil under alle omstændigheder anbefale “The Hustler“. Det er en film om kærlighed, værdier, succes og naturligvis masser af skæve eksistenser, formidlet af en række talentfulde skuespillere og den kompetente instruktør Robert Rossen. En klokkeklar topkarakter efter min mening!
(Hvis nogle ligesom jeg, har fået fingre i special edition-udgaven, så bemærk i øvrigt ekstramaterialet med verdensmesteren i trickshots Mike Massey, som “sjovt nok” også var med i “Poolhall Junkies” med bl.a. Christopher Walken” - ganske imponerende...)
12/04-2005
