omfattende ’introduktion’

Efter jeg i forrige uge var vidne til Paul W.S. Andersons dybt unødvendige og respektløse makværk af en fuser, AvP, fandt jeg en ubændig lyst til at gense Ridley Scotts sofistikerede og banebrydende gysermesterværk fra 1979. Yderst fortjent har Alien fået en særstatus som klassiker, da den er en i særdeleshed effektiv og original film, hvis pessimistiske og semi-depressive utopi forståeligt nok har dannet kutyme for næsten enhver science fiction film lige siden, et alternativ til Lucas’ mere kulørte og (ifølge mig) overfladiske visualisering. Slutresultatet er desto mere imponerende, når man tager Scotts forholdsvis uprøvede talent i betragtning (han havde kun en enkelt spillefilm bag sig, men en masse erfaring fra reklameverdenen, som dog aldrig har været garanti for kvalitativ filmiscenesættelse), men man betages fra første minut og lader sig villigt suges ind i filmens dystre univers.

Alien-uhyret er diskutabelt filmhistoriens mest skræmmende monster, en gennemført barbarisk og aggressiv species, der fungerer og lever på irrationel, men rendyrket dræberinstinkt. Kort sagt den diametrale modsætning til mennesket, og kontrasterne trækkes da også tydeligt op i filmen, uden at det skæres ud i (dom)pap. Sigourney Weaver var en af de første kvindelige ’actionhelte’ nogensinde (hvor maskuliniteten dermed ikke dominerer her), og gradvist bliver hun da også publikums faste holdepunkt gennem hendes logiske tankegang og handlekraftighed. Karaktertroværdigheden er et af filmens mest signifikante elementer, hvor rumskibets besætning ikke bare af papmacheagtige ofre uden psykologisk substans, men levende karakter, der takket være alsidigheden gør det nemt for publikum at indleve sig i deres situation. Pragteksemplarisk insinuerer Scott det subtile gys mere, end han viser uhyrets makaberhed, og den gåsehudsfremkaldende spænding er toppende nærmest konstant. Dette hjælpes godt på vej af den absolut mesterlige og nærmest perfekte scenografi (der udnyttes optimalt), Jerry Goldsmiths skoledannende musik og ikke mindst den tålmodige og superbe kameraføring, der søger hver detalje og gør det individuelle, såvel som det samlede billede stemningsmættet og til tider decideret smukt. Æstetisk set er Scott i hans mørke hjørne, og hans visionære sans understøtter perfekt filmens langsommelige spændingsopbygning. Scott tager sin tid til at fremmane den rette trykkende stemning, der befriende nok ikke bare kulminerer i det ene spændingssøgende klimaks efter det andet.

Den seksuelle symbolik er gennemgående under hele filmen, og dette hentyder muligvis til primaldrifterne, overlevelsesinstinkterne, der vækkes i de ombordværende, der hurtigt indser situationens alvor. Menneskets teknologiske triumfer og egen selvopfattelse som den intellektuelle overlegne race destrueres lynhurtigt, hvorved man kunne postulere, at Alien besidder en snert af eksistentialisme. Scott kritiserer ligeså den kapitalistiske tankegang via de to de mekaniker (den ene i skikkelse af altid velspillende Harry Dean Stanton), som mangler evnen til frivillig hjælpsomhed, muligvis gennem næstekærlighed, da pseudo-nødopkaldet indtræffer. Set ud fra dette perspektiv er det ikke ulogisk, at Weaver risikerer livet for at redde en kat.

Alien er nærmest klinisk renset for tyngende klicheer og er derved fantastisk uforudsigelig. Filmen er utrolig sikkert iscenesat, og Scott markerede sig allerede dengang som en af filmhistoriens allerstørste mestre, der behersker mediet og dets muligheder overlegent. Alien er en psykologisk fremragende og kunstnerisk strålende film, hvor rædselsvækkende skræk er kommet i form af en ny allegori. Muligvis filmhistoriens mest betydningsfulde gysere, i hvert fald en af de bedste. Man har kun lov til at håbe på, at Scott vender tilbage til en femte (og sidste) film med aliens som omdrejningspunkt, så den respektfulde serie kan få en værdig afslutning, som man rolig kan sige ikke skete med Jeunets semi-mislykkede Alien: Genopstandelsen.