Et nådesløst orgie i gys
6.0
John Carpenters 'The Thing' er faktisk en genindspilning af den gamle gyserklassiker 'The Thing from Another World' fra 1951 og det er samtidig Carpenters bedste og mest overbevisende film i den genre, hvor han refereres til som en mester.
'The Thing' viser alt det dens forgænger blot antydede og det gør den rigtigt, rigtigt godt.
En amerikansk videnskabelig ekspedition får uden varsel afbrudt deres monotone hverdag, da en slædehund søger tilflugt i deres lejr.
Hunden forfølges dog af en norsk indlandshelikopter, hvis to passagerer skyder vanvittigt omkring sig.
Nordmændene bliver dog begge dræbt inden deres besynderlige forehavende kan forklares.
Den følgende nat muterer hunden og dræber de øvrige hunde i kennelen, hvor mandskabet har lukket den inde.
Det går snart op for den amerikanske ekspedition at en fremmed og særdeles fjendtligsindet livsform med unikke evner til at imitere andre skikkelser er løs på basen.
Hvad de dog ikke ved er hvem, der allerede er blevet imiteret eller hvorfra livsformen stammer.
'The Thing' er et veritabelt bombardement af groteske billeder, ondsindet paranoia og facinerende forvandlinger.
De anvendte special effekts er tæt ved at stjæle hele showet fra den ellers fantastiske skuespillerstab med Kurt Russell i spidsen, men Carpenter klarer den svære balancegang via en god timing, en stram klipning og en tæt instruktion.
De fuldstændigt overvældende makeup-effects er udarbejdet og udført med en for sin tid usædvanlig blodig og meget opfindsom konsekvens af effekt-veteranen Rob Bottins samarbejde med den geniale Stan Winston.
Det lykkedes Carpenter, at skabe en genindspilning, der både er en hyldest til den originale films kontante choksekvenser samtidig med at 'The Thing' er tro mod John Cambells romanforlæg 'Who Goes There'.
Som et modstykke til de fleste af 1980'ernes øvrige mere eller mindre vellykkede science-fiction- eller gyser-genindspilninger synes jeg Carpenter hele tiden formår at holde godt fast i filmens historie.
Som seer tvinges man ganske langsomt, ja næsten nænsomt, ind i hans klaustrofobiske instruktion og man nyder hvert sekund af det.
Den uforglemmelige sekvens, hvor Mcready holder resten af mandskabet hen med en flammekaster samtidig med han tester deres blod for imitation er som et studie i suspense og paranoia. Jeg glemmer den aldrig!!
The Thing er perfekt og en udsøgt fornøjelse indenfor sin genre.
Der er ingen antydninger af afdæmpet finesse at finde hér, men i den eksplicitte og kontante afdeling leverer John Carpenters fænomenale 'The Thing' fuldt ud.
'The Thing' viser alt det dens forgænger blot antydede og det gør den rigtigt, rigtigt godt.
En amerikansk videnskabelig ekspedition får uden varsel afbrudt deres monotone hverdag, da en slædehund søger tilflugt i deres lejr.
Hunden forfølges dog af en norsk indlandshelikopter, hvis to passagerer skyder vanvittigt omkring sig.
Nordmændene bliver dog begge dræbt inden deres besynderlige forehavende kan forklares.
Den følgende nat muterer hunden og dræber de øvrige hunde i kennelen, hvor mandskabet har lukket den inde.
Det går snart op for den amerikanske ekspedition at en fremmed og særdeles fjendtligsindet livsform med unikke evner til at imitere andre skikkelser er løs på basen.
Hvad de dog ikke ved er hvem, der allerede er blevet imiteret eller hvorfra livsformen stammer.
'The Thing' er et veritabelt bombardement af groteske billeder, ondsindet paranoia og facinerende forvandlinger.
De anvendte special effekts er tæt ved at stjæle hele showet fra den ellers fantastiske skuespillerstab med Kurt Russell i spidsen, men Carpenter klarer den svære balancegang via en god timing, en stram klipning og en tæt instruktion.
De fuldstændigt overvældende makeup-effects er udarbejdet og udført med en for sin tid usædvanlig blodig og meget opfindsom konsekvens af effekt-veteranen Rob Bottins samarbejde med den geniale Stan Winston.
Det lykkedes Carpenter, at skabe en genindspilning, der både er en hyldest til den originale films kontante choksekvenser samtidig med at 'The Thing' er tro mod John Cambells romanforlæg 'Who Goes There'.
Som et modstykke til de fleste af 1980'ernes øvrige mere eller mindre vellykkede science-fiction- eller gyser-genindspilninger synes jeg Carpenter hele tiden formår at holde godt fast i filmens historie.
Som seer tvinges man ganske langsomt, ja næsten nænsomt, ind i hans klaustrofobiske instruktion og man nyder hvert sekund af det.
Den uforglemmelige sekvens, hvor Mcready holder resten af mandskabet hen med en flammekaster samtidig med han tester deres blod for imitation er som et studie i suspense og paranoia. Jeg glemmer den aldrig!!
The Thing er perfekt og en udsøgt fornøjelse indenfor sin genre.
Der er ingen antydninger af afdæmpet finesse at finde hér, men i den eksplicitte og kontante afdeling leverer John Carpenters fænomenale 'The Thing' fuldt ud.
13/04-2005
