- Købte katten i sækken -

Midt i den efterhånden ret langstrakte højsæson for tegneseriefilmatiseringer, så måtte turen jo komme til Jim Davis’ orange lasagnespisende kat, Garfield.

Men ikke langt skal vi ind i filmen, før det hurtigt kan konstateres, at Garfield skulle være blevet der, hvor han hører hjemme og blev skabt – nemlig på tegneseriestriben. Den buttede kat kan nemlig på ingen måde stå distancen i en hel spillefilm.

Det skyldes dog ikke så meget figuren selv, men den måde man har valgt at fremstille den på. Fra at være en sarkastisk og morsom tegneseriekat er Garfield nemlig blevet til en tandløs og helt igennem banal filmkat. Man har simpelthen valgt at gøre det så politisk korrekt som overhovedet muligt og er derfor endt med en irriterende harmløs og skammeligt umorsom film, der ligger på grænsen til det dilettantiske.

Filmen besidder ikke så meget som ét sjovt indslag og er da heller ikke i nærheden at underholde på noget tidspunkt, hvilket den rekordtynde handling nok må tage sin del af skylden for. Ikke engang originalmodellen har man forsøgt at få noget ud af, og tegneseriens univers er skildret direkte fejlagtigt, hvor filmen flere steder svigter sit forlæg.

Bl.a. virker det dumt, at Garfield som den eneste er animeret, når hans sidekick, hunden Futte, er blevet degraderet til et tjavset gadekryds. Ligeledes har man skudt fuldstændig ved siden af med Garfields ejer, hvor en alt for ung Breckin Meyer på ingen måde matcher stribens originale karakter. Rollerne udfyldes i det hele taget skidt, selvom Bill Murray (og hans stemme) nu er et godt valg til Garfield-rollen. Sammen med Murray er det eneste positive ved filmen faktisk selve udførelsen af Garfield, som er animeret ganske godt.

Uafhængig af sit forlæg er filmen dog stadig decideret elendig, men værre endnu er det, at Hollywood stadig får lov til uhindret at sælge den slags møg. Det rene kattejammer.