generelt ubehagelig
4.0
Efter lutter ros og superlativer til Scotts fremragende Alien og Camerons ligeså perfektible Aliens, stopper den forhindringsløse optimisme med denne tredje film i serien, der blev offer for heftige uoverensstemmelser mellem den debuterende instruktør David Fincher (der senere berettiget er blevet lidt af en filmlegende takket være mesterværker som Seven og især uforglemmelige Fight Club) og produktionsselskabet Twentieth Century Fox. Kontroverserne blev efter sigende så anstrengende, at Fincher udvandrede fra projektet inden redigeringsprocessen, og han har senere fralagt sig alt ansvar fra det endelige resultat. Selvom realiseringen har været yderst problematisk, har det ikke smittet af på det endelige resultat (hvor den til tider diffuse historie skal bebrejdes manuskriptforfatteren Vincent Ward, der senere selv instruerede den fantasifulde og afsindig flotte, men ultimativ fatal sentimentale What Dreams May Come), hvor Alien3 må siges at være en legitim, om end ikke hundred procent vellykket installering i Alien-serien.
Omdrejningspunktet for den frygtindgydende aliens blodudgydelser er denne gang flyttet til et afsidesliggende og isoleret fængsel, hvor ’indbyggerne’ repræsenterer de værste af menneskets skyggesider, hvor rehabilitering dog har fremskyndet deres kontrollerede opførsel. Man kan ikke helt kalde det et harmonisk samfund, men fredfyldt på dens egne præmisser. Ripley-karakteren nedstyrter på planeten, hvor en alien-implantation har ’givet fødsel’ til både hende og en hund. Fjenden er denne gang kun én enkelt alien (igen designet af H.R. Gigers og igen et skræmmende bekendtskab), hvorved præmissen ligger sig tættere op af Scotts originale film, hvor der blev fokuseret mere på psykologisk gys (i verdensklasse) end adrenalinpumpet action. Futurismen er denne gang dog langt mere primitiv, da fængslet ikke er i besiddelse af teknologiske hjælpemidler, og kampen mod the alien foregår da også kun med basale våben og almen kløgtighed.
Sigourney Weaver virker i tredje omgang ret tynget, og selvom det naturligvis passer godt i tråd med karakterens skrækkelige oplevelser, så kan man som publikum ikke undgå at få følelsen af, at Weaver personligt er ved at være træt af heltinde-rollen, som hun i sin tid så fremragende var med til at vække til live. Nytænkning i karakterudviklingen er også ganske begrænset, selvom hun oplever en decideret kærlighedsaffære med den mentalt hjemsøgte overlæge, ganske nedtonet og godt spillet af Charles Dance. Hovedbestanddelen af de indsatte er rene karikaturer, hvor sympatiske Charles S. Dutton er en af de få, der formår at vække karakteren en smule til live.
Som sagt er Finchers version en del mørkere, og mere ondskabsfuld og misantropisk, end Camerons film. Til tider er Alien3 faktisk decideret opgivende, og man fornemmer ganske klart den bidende nihilisme, der er blevet Finchers personlige signatur. Dette gør filmen tung og indimellem også en smule kedelig (som dog mere er manuskriptets manglende psykologiske dramatik skyld). Underholdningen er dog hovedsagligt til stede, og filmen kan ikke undsige sig at være medrivende og spændende. Man savner dog naturligvis finesserne, som Cameron og Scott mestrer til fulde (og Fincher senere hen). Et kritikpunkt er det samlede billede, man danner af filmen. Hele historien forekommer som en lang, og ikke helt tilfredsstillende, opbygning til det afsluttende klimaks, som til gengæld er en veliscenesat og intens alien- og menneskejagt. Selvopofrelsesscenen smører også for tyk en symbolik på, men klarer frisag, da den understøtter det faktum, at Alien3 burde være den definitive film i serien (som den desværre så ikke blev).
Visuelt set er filmen forbløffende og betagende. Finchers æstetiske sans er sublim, og hvert enkelt billede virker velovervejet ned til mindste detalje og med en velafbalanceret symmetri. Desuden er det hele eminent sammenklippet, og ren teknisk set er der ikke en finger at sætte på produktionen. Alien3 er en sært fascinerende film, der ikke helt fortjener alt den udskæld den har erhvervet sig, selvom den kunstnerisk og kommercielt ikke blev så storslået som forventet. Stort anlagt med potentialet det rette sted og tårnhøje forventninger, som den ikke indfrier, men helt fejlslagen er filmen nu heller ikke. Selvom det endelige resultat nok ligger et stykke fra Finchers egen vision, så har han intet at skamme sig over her.
Omdrejningspunktet for den frygtindgydende aliens blodudgydelser er denne gang flyttet til et afsidesliggende og isoleret fængsel, hvor ’indbyggerne’ repræsenterer de værste af menneskets skyggesider, hvor rehabilitering dog har fremskyndet deres kontrollerede opførsel. Man kan ikke helt kalde det et harmonisk samfund, men fredfyldt på dens egne præmisser. Ripley-karakteren nedstyrter på planeten, hvor en alien-implantation har ’givet fødsel’ til både hende og en hund. Fjenden er denne gang kun én enkelt alien (igen designet af H.R. Gigers og igen et skræmmende bekendtskab), hvorved præmissen ligger sig tættere op af Scotts originale film, hvor der blev fokuseret mere på psykologisk gys (i verdensklasse) end adrenalinpumpet action. Futurismen er denne gang dog langt mere primitiv, da fængslet ikke er i besiddelse af teknologiske hjælpemidler, og kampen mod the alien foregår da også kun med basale våben og almen kløgtighed.
Sigourney Weaver virker i tredje omgang ret tynget, og selvom det naturligvis passer godt i tråd med karakterens skrækkelige oplevelser, så kan man som publikum ikke undgå at få følelsen af, at Weaver personligt er ved at være træt af heltinde-rollen, som hun i sin tid så fremragende var med til at vække til live. Nytænkning i karakterudviklingen er også ganske begrænset, selvom hun oplever en decideret kærlighedsaffære med den mentalt hjemsøgte overlæge, ganske nedtonet og godt spillet af Charles Dance. Hovedbestanddelen af de indsatte er rene karikaturer, hvor sympatiske Charles S. Dutton er en af de få, der formår at vække karakteren en smule til live.
Som sagt er Finchers version en del mørkere, og mere ondskabsfuld og misantropisk, end Camerons film. Til tider er Alien3 faktisk decideret opgivende, og man fornemmer ganske klart den bidende nihilisme, der er blevet Finchers personlige signatur. Dette gør filmen tung og indimellem også en smule kedelig (som dog mere er manuskriptets manglende psykologiske dramatik skyld). Underholdningen er dog hovedsagligt til stede, og filmen kan ikke undsige sig at være medrivende og spændende. Man savner dog naturligvis finesserne, som Cameron og Scott mestrer til fulde (og Fincher senere hen). Et kritikpunkt er det samlede billede, man danner af filmen. Hele historien forekommer som en lang, og ikke helt tilfredsstillende, opbygning til det afsluttende klimaks, som til gengæld er en veliscenesat og intens alien- og menneskejagt. Selvopofrelsesscenen smører også for tyk en symbolik på, men klarer frisag, da den understøtter det faktum, at Alien3 burde være den definitive film i serien (som den desværre så ikke blev).
Visuelt set er filmen forbløffende og betagende. Finchers æstetiske sans er sublim, og hvert enkelt billede virker velovervejet ned til mindste detalje og med en velafbalanceret symmetri. Desuden er det hele eminent sammenklippet, og ren teknisk set er der ikke en finger at sætte på produktionen. Alien3 er en sært fascinerende film, der ikke helt fortjener alt den udskæld den har erhvervet sig, selvom den kunstnerisk og kommercielt ikke blev så storslået som forventet. Stort anlagt med potentialet det rette sted og tårnhøje forventninger, som den ikke indfrier, men helt fejlslagen er filmen nu heller ikke. Selvom det endelige resultat nok ligger et stykke fra Finchers egen vision, så har han intet at skamme sig over her.
14/04-2005
