I guder

1.0
Rene Goscinny og Albert Uderzos klassiske tegeseriefigurer Asterix & Obelix er blevet udsat for film - rigtig, live film. En besynderlig idé, og dét kan ses.

Tegneserierne om Asterix & Obelix er en del af alle raske drenge og pigers kulturarv. Den lille kvikke Asterix, den store stærke Obelix, der faldt i gryden med trylledrik som spæd, og resten af de gæve gallere, som det ikke kan lykkes Cæsars mægtige romerske imperium at knække, er en del af et prægtigt univers for både børn og voksne. Men det er et tegneserieunivers.

For når vi pludselig får et rigtigt menneske som Gerard Depardieu at se i rollen som Obelix - han kan ikke engang fylde de blå- og hvidstribede elastikbukser ud - så er det mere, end illusionen kan bære. Når de romerske soldater, som skal slås på tæven, pludselig står med helt almindelige menneskeansigter og ser bange ud, så er det ikke længere morsomt og karikeret, sådan som det skal være. Når en ældgammel druide, som bor i en grotte, har svampe voksende på næsen, så er det for det første alt for skrupskørt, og for det andet er det bare for ulækkert.
Jeg vil have min barndoms sjove tegneserieunivers tilbage.

Det rene gallermatias

"Asterix & Obelix i kamp mod Cæsar" er kogt op på to-tre af de klassiske historier, hvilket naturligvis giver lidt problemer med den indre sammenhæng i filmen. Men lad blot det ligge, vi kommer lidt rundt hos gallerne, vi er på besøg hos romerne, og det er vel for sjov det meste. Bortset fra at det er temmelig uhyggeligt, når Asterix skal kæmpe med løver, slanger, skamferede menneskelignende væsener og andet godt i en romersk arena. Virkelig effektivt, synes jeg, hvilket vil sige lidt for effektivt for de mindste.

For de mindstes skyld er der ellers er lagt dansk tale på filmen - en grundlæggende kedelig ting for skuespillerpræstationerne. "Asterix & Obelix i kamp mod Cæsar" er virkelig en meget mærkelig film. Den vil gerne slå bro mellem tegneserie og "rigtig" film, men resultatet er et underligt misk-mask. Den vil gerne være for både børn og voksne, men den er rigeligt uhyggelig til børnene og ikke underfundig nok til de voksne. Der er rigtignok nogen, der har slået en gevaldig skævert.
Asterix & Obelix i kamp mod Cæsar