Lummert og fortænkt men sjovt

3.0
Clinten kan her opleves i noget af det nærmeste, han nogensinde har været på "sengekanten"! Som særdeles hårdt såret nordstatssoldat ankommer han bevidstløs til en afsidesliggende pigeskole i sydstaterne, da en lille pige fra skolen finder ham på sin svampejagt ude i skoven.

Da han så småt har genvundet bevidstheden men kun til dels førligheden, må han sande, at han som det eneste hankønsvæsen i miles omkreds er nødt til at spille med i et speget elskovsspil blandt en håndfuld af skolens mest elskovssyge teenagere, hvis han vil forsøge at undgå udlevering til sydstatssoldaterne udenfor. Men vor helt er nu heller ikke helt fin i kanten. Han lyver værre end en hest kan rende, og han foragter dem stort set alle som én... Dét bliver det ikke mindre farligt af!

Såvel soldaten som forstanderinden på skolen har adskillige lig i lasten af både den ene og den anden slags, som antydes vha. korte flashbacks ("drømmesyn"). Der er noget umiskendelig tidstypisk lummerhed og sleaze i disse sekvenser, men noget af det er ganske charmerende.

Genremæssigt kan filmen være lidt vanskelig at rubricere. Thriller (eller horror) er måske i virkeligheden en mere sigende betegnelse, men handlingen skrider under alle omstændigheder unødigt langsomt frem og burde nok ha' været mindst 15-20 minutter kortere. Slutningen er til gengæld et herligt (og ikke mindst blodigt) klimaks, som Clinten dog ikke slipper ustraffet fra (og dét har vi vist ikke set før!)
Een mand - syv kvinder