Sex-Syretrip-Raketstyr-Bomber
3.0
Ikke ulig voldsorgiet "Dobermann" er "Killing Zoë" en forløber for førstnævnte udi disciplinen "rendyrket action", som især franske actionfilm har excelleret i langt mere end de mange bovlamme amerikanske film indenfor genren, som såkaldte actionfans fortsat strømmer til biograferne for at se.
Den langsommelige start med hovedpersonens (Stoltz') ankomst til Paris, lagengymnastikken med den kvindelige birolle (Delpy) og det efterfølgende syre- og drømmetrip i et skummelt lokale varer meget længe, men er ganske velgjort rent teknisk. Dernæst følger en actionspækket, langstrakt finale, som stort set udfylder resten af filmen.
Som Don fremhæver, så besidder filmen en grad af menneskelighed midt i alle blodsudgydelserne, som måske gør den marginalt mindre meningsløs end netop "Dobermann" (der er iskold og grotesk voldelig fra første til sidste sekund), uden at det dog har nogen større betydning for handlingen som helhed betragtet.
Men som rendyrket volds- og actionfilm kan den sagtens anbefales.
Den langsommelige start med hovedpersonens (Stoltz') ankomst til Paris, lagengymnastikken med den kvindelige birolle (Delpy) og det efterfølgende syre- og drømmetrip i et skummelt lokale varer meget længe, men er ganske velgjort rent teknisk. Dernæst følger en actionspækket, langstrakt finale, som stort set udfylder resten af filmen.
Som Don fremhæver, så besidder filmen en grad af menneskelighed midt i alle blodsudgydelserne, som måske gør den marginalt mindre meningsløs end netop "Dobermann" (der er iskold og grotesk voldelig fra første til sidste sekund), uden at det dog har nogen større betydning for handlingen som helhed betragtet.
Men som rendyrket volds- og actionfilm kan den sagtens anbefales.
16/04-2005
