©Storslået krigsdrama©
5.0
En film som "Født den 4. juli" og den problemstilling som filmen belyser er om muligt mere aktuel end nogensinde med tanke på krigen i Irak. Filmen udgør en del af Oliver Stone´s Vietnam trilogi, hvoraf de andre to er "Platoon" og "Himmel & Jord". Samtidig er dette Stone´s velnok bedste og vigtigste film hidtil. Sammen med "Natural born killers", som måske nok ikke var lige så vigtig, men som var en fantastisk oplevelse rent visuelt og så er det jo altid lidt fedt, at se medierne få sig en over nakken.
Cruise i hovedrollen, som krigshelten som vender hjem fra Vietnam til en endnu mere forvirrende krig på hjemmefronten, gør det helt suverænt og hvor meget jeg end respekterer Daniel Day-Lewis, så mener jeg, at Cruise blev frarøvet sin Oscarstatuette.
Ligesom man bør se film som "What´s eating Gilbert Grape" & "Streets of New York", hvis man tvivler på Leonardo Di Caprio´s evner som skuespiller efter et par "flødebolle"-roller, så bør man lade Cruise komme tvivlen tilgode og se denne film. Han er helt suveræn i den og for en gangs skyld glemmer man helt, at det er Tom Cruise man sidder og ser.
Stone har formået at skabe et episk drama, som ikke kan lade være med at røre en og historien er fortalt i et mere behageligt og mindre overgearet tempo end man senere er blevet vant til fra hans side.
Især hans referencer fra det vi er vidne til i Vietnam overført til det hjemlige kaos (som f.eks. scenen hvor vi ser Cruise blive smidt op på skulderen af en sort fyr og reddet bort fra kaoset) fungerer udmærket i forsøget på at fremstille disillusionen som mange af disse krigsveteraner oplevede ved at vende hjem og i det hele taget er det tydeligt, at denne film har været et meget personligt projekt for Oliver Stone.
Det er nok ikke helt ved siden af, at kalde filmen for en anti-krigsfilm, men som "krigsfilm" adskiller den sig ved, at det ikke er meget af selve krigen vi er vidne til, men den tid det står på i filmen er også nok for Stone til at understrege nogle af krigens største tragedier, som pudsigt nok altid har det med at blive dysset ned. Nemlig nedslagtning af civile uskyldige og soldater der kommer i deres egne´s skudlinie.
Filmen handler lige så meget om én mands kamp for at komme overens med sig selv og det faktum at hans verden og virkelighedsbegreb forsvinder under hans fødder (paradoksalt og tragisk nok skulle der det, at han mistede sine ben i krigen til for at slå hans øjne op for sandheden) i takt med at han finder ud af sandheden om den krig og de værdier han troede han kæmpede for.
Udover Cruise ses en lang perlerække af erfarne såvel som up-n-coming skuespillere på rollelisten: Raymond J. Barry, Kyra Sedgwick, Frank Whaley, Williem Dafoe, Tom Berenger, Ed Lauter, John Getz, Jason Gedrick, James LeGros, 3 af Baldwin brødrene (William, Stephen & Daniel), Tom Sizemore, Lily Taylor, Michael Wincott, ja selv den sorte prostituerede på hospitalet som kun er med i 5 sekunder af filmen og bliver spillet af Vivica A. Fox vidner om, at det er en lang perlerække af skuespillere, som Stone har fået samlet til denne film og resultatet er seværdigt og medrivende.
Cruise i hovedrollen, som krigshelten som vender hjem fra Vietnam til en endnu mere forvirrende krig på hjemmefronten, gør det helt suverænt og hvor meget jeg end respekterer Daniel Day-Lewis, så mener jeg, at Cruise blev frarøvet sin Oscarstatuette.
Ligesom man bør se film som "What´s eating Gilbert Grape" & "Streets of New York", hvis man tvivler på Leonardo Di Caprio´s evner som skuespiller efter et par "flødebolle"-roller, så bør man lade Cruise komme tvivlen tilgode og se denne film. Han er helt suveræn i den og for en gangs skyld glemmer man helt, at det er Tom Cruise man sidder og ser.
Stone har formået at skabe et episk drama, som ikke kan lade være med at røre en og historien er fortalt i et mere behageligt og mindre overgearet tempo end man senere er blevet vant til fra hans side.
Især hans referencer fra det vi er vidne til i Vietnam overført til det hjemlige kaos (som f.eks. scenen hvor vi ser Cruise blive smidt op på skulderen af en sort fyr og reddet bort fra kaoset) fungerer udmærket i forsøget på at fremstille disillusionen som mange af disse krigsveteraner oplevede ved at vende hjem og i det hele taget er det tydeligt, at denne film har været et meget personligt projekt for Oliver Stone.
Det er nok ikke helt ved siden af, at kalde filmen for en anti-krigsfilm, men som "krigsfilm" adskiller den sig ved, at det ikke er meget af selve krigen vi er vidne til, men den tid det står på i filmen er også nok for Stone til at understrege nogle af krigens største tragedier, som pudsigt nok altid har det med at blive dysset ned. Nemlig nedslagtning af civile uskyldige og soldater der kommer i deres egne´s skudlinie.
Filmen handler lige så meget om én mands kamp for at komme overens med sig selv og det faktum at hans verden og virkelighedsbegreb forsvinder under hans fødder (paradoksalt og tragisk nok skulle der det, at han mistede sine ben i krigen til for at slå hans øjne op for sandheden) i takt med at han finder ud af sandheden om den krig og de værdier han troede han kæmpede for.
Udover Cruise ses en lang perlerække af erfarne såvel som up-n-coming skuespillere på rollelisten: Raymond J. Barry, Kyra Sedgwick, Frank Whaley, Williem Dafoe, Tom Berenger, Ed Lauter, John Getz, Jason Gedrick, James LeGros, 3 af Baldwin brødrene (William, Stephen & Daniel), Tom Sizemore, Lily Taylor, Michael Wincott, ja selv den sorte prostituerede på hospitalet som kun er med i 5 sekunder af filmen og bliver spillet af Vivica A. Fox vidner om, at det er en lang perlerække af skuespillere, som Stone har fået samlet til denne film og resultatet er seværdigt og medrivende.
18/04-2005
