Smertens monotoni - Nil By Mouth
5.0
Der er en scene i Gary Oldman's Nil by Mouth, der virker ekstremt ubehagelig og er ret svær at se på.
Ikke fordi den er specielt grafisk i sit ubehag, eftersom de grusomme detaljer sker off-camera, men enhver med sin fantasi intakt vil være istand til at fremkalde indre billeder, der kan fryse blodet til is.
Den omtalte sekvens skildrer et særligt brutalt tilfælde af hustru-vold i filmen og selvom man tror sig mere eller mindre immun overfor vold på film, rammer denne her lige i den åbne nerve, der ligger og venter.
Det gjorde den ihvertfald i mit tilfælde.
For fanden, hvor er det grimt! Det minder mig lidt om "the wife-beating scene" i Once Were Warriors.
Grunden til at det i mit tilfælde går rent ind, og ikke blot er ren ultrablodig og -voldelig underholdning, som i eksempelvis Evil Dead eller Starship Troopers, er at filmen er chokerende "ægte" i sit udseende. Den ligner til forveksling en dokumentar-film.
Nil by mouth er baseret på Oldman's dystre og skurende minder om en opvækst i det fattige South London.
Selvfølgelig ved kun Oldman hvor meget, der er direkte baseret på hans opvækst og hvor meget der er "opspind". Filmen har dog den der sælsomme fornemmelse, jeg nævnte før, af sandsynlighed. Man sidder og knytter sine næver til de bliver helt hvide, for sandsynligheden er der i høj grad, og hver enkelt scene, hvert slag i ansigtet, hvert øjeblik i dialogen forekommer at være så ægte!
Fra begyndelsen af filmen står det klart at især tre elementer er af kritisk betydning for hele fortællingen; alkohol, stoffer og fattigdom.
Ud fra disse tre "basale" elementer udspringer alle hændelser i Nil By Mouth.
Det er dystert, det er tragisk, men inderst inde sidder man med en klar forestilling om "ægtheden" i disse facts of life i South London.
Filmen er et kompromisløst drama; den viser alt det frygtelige og vamle ved det hele, uden dog at dæmonisere faderen (Ray Winstone) eller forherlige ofret; moderen (Kathy Burke).
Hele skuespiller-ensemblet spiller i øvrigt fortrinligt, især førnævnte Ray Winstone, der efter min mening er blandt de bedste i verden i denne type roller.
Der er heller ingen lettilgængelig konklusion på det hele, ingen Hollywood-ending so to speak.
Ligesom i det virkelige liv er Nil by Mouth rodet og afslutningerne relative.
Ikke fordi den er specielt grafisk i sit ubehag, eftersom de grusomme detaljer sker off-camera, men enhver med sin fantasi intakt vil være istand til at fremkalde indre billeder, der kan fryse blodet til is.
Den omtalte sekvens skildrer et særligt brutalt tilfælde af hustru-vold i filmen og selvom man tror sig mere eller mindre immun overfor vold på film, rammer denne her lige i den åbne nerve, der ligger og venter.
Det gjorde den ihvertfald i mit tilfælde.
For fanden, hvor er det grimt! Det minder mig lidt om "the wife-beating scene" i Once Were Warriors.
Grunden til at det i mit tilfælde går rent ind, og ikke blot er ren ultrablodig og -voldelig underholdning, som i eksempelvis Evil Dead eller Starship Troopers, er at filmen er chokerende "ægte" i sit udseende. Den ligner til forveksling en dokumentar-film.
Nil by mouth er baseret på Oldman's dystre og skurende minder om en opvækst i det fattige South London.
Selvfølgelig ved kun Oldman hvor meget, der er direkte baseret på hans opvækst og hvor meget der er "opspind". Filmen har dog den der sælsomme fornemmelse, jeg nævnte før, af sandsynlighed. Man sidder og knytter sine næver til de bliver helt hvide, for sandsynligheden er der i høj grad, og hver enkelt scene, hvert slag i ansigtet, hvert øjeblik i dialogen forekommer at være så ægte!
Fra begyndelsen af filmen står det klart at især tre elementer er af kritisk betydning for hele fortællingen; alkohol, stoffer og fattigdom.
Ud fra disse tre "basale" elementer udspringer alle hændelser i Nil By Mouth.
Det er dystert, det er tragisk, men inderst inde sidder man med en klar forestilling om "ægtheden" i disse facts of life i South London.
Filmen er et kompromisløst drama; den viser alt det frygtelige og vamle ved det hele, uden dog at dæmonisere faderen (Ray Winstone) eller forherlige ofret; moderen (Kathy Burke).
Hele skuespiller-ensemblet spiller i øvrigt fortrinligt, især førnævnte Ray Winstone, der efter min mening er blandt de bedste i verden i denne type roller.
Der er heller ingen lettilgængelig konklusion på det hele, ingen Hollywood-ending so to speak.
Ligesom i det virkelige liv er Nil by Mouth rodet og afslutningerne relative.
19/04-2005
