Lamentering over Woody
3.0
Lad os starte med bekendelserne: Min favorit kærlighedsfilm er Woody’s ”Manhattan” – helt uden konkurrence - , og hvis der var en præmiekategori, der hed ”Bedste første halvdel”, så ville ”Annie Hall” vinde den. Den begynder suverænt og har introduceret flere filmiske elementer, der er blevet hugget i mange andre instruktørers senere værker. At den desværre degenererer lidt mere end halvt inde ændrer ikke ved filmens historiske status. Endelig er ”Crimes and Misdemeanors” det bedste portræt af en gerningsmand, jeg nogensinde har set på film.
Bevæger vi os fra gruppen af historiske mesterværker til film, der blot kan karakteriseres som overlegent gode film, så ligger ”Hannah and her sisters” og ”Husbands and wifes” lige for med deres psykologiske skildringer.
Med andre ord. Jeg beundrer Woody og mener seriøst man har spildt sit (cineastiske) liv, hvis man ikke har set ovennævnte film.
Det kan imidlertid ikke skjules, at manden kunstnerisk er gået død. De film han har begået siden senfirserne ville ikke tiltrække sig den mindste opmærksomhed, hvis det ikke lige var fordi vi er en gruppe af fans, der enten håber på en gentagelse af tidligere tiders storhed, eller – i erkendelsen af at det aldrig vil ske – blot går ind og ser hans seneste film for at mindes tidligere oplevelser.
Dette fører til den konklusion, at hvis du ikke allerede har et forhold til Woody, så spild ikke tiden på at se hans nye film – du vil blot undres over meningen. Køb/lej i stedet nogle af de gamle klassikere (start med ovennævnte og fortsæt f.eks. med ”Stardust memories”, ”Manhattan murder mystery”, ”A Midsummer night’s sexcomedy”, ”Take the money and run”, ”Everything you always wanted to know about sex” og måske ”Zelic”, hvis du er til lange, underlige film!). Hvis du er fan, så gå kun ind til denne film, hvis det er for at mindes – hvis du håber på en tilbagevenden til mestersværkniveau bliver du nødvendigvis skuffet, og det er sku for hårdt år efter år.
PS: Er der andre Woody fans, der kan fortælle hvordan de håndterer hans degenerering?
Bevæger vi os fra gruppen af historiske mesterværker til film, der blot kan karakteriseres som overlegent gode film, så ligger ”Hannah and her sisters” og ”Husbands and wifes” lige for med deres psykologiske skildringer.
Med andre ord. Jeg beundrer Woody og mener seriøst man har spildt sit (cineastiske) liv, hvis man ikke har set ovennævnte film.
Det kan imidlertid ikke skjules, at manden kunstnerisk er gået død. De film han har begået siden senfirserne ville ikke tiltrække sig den mindste opmærksomhed, hvis det ikke lige var fordi vi er en gruppe af fans, der enten håber på en gentagelse af tidligere tiders storhed, eller – i erkendelsen af at det aldrig vil ske – blot går ind og ser hans seneste film for at mindes tidligere oplevelser.
Dette fører til den konklusion, at hvis du ikke allerede har et forhold til Woody, så spild ikke tiden på at se hans nye film – du vil blot undres over meningen. Køb/lej i stedet nogle af de gamle klassikere (start med ovennævnte og fortsæt f.eks. med ”Stardust memories”, ”Manhattan murder mystery”, ”A Midsummer night’s sexcomedy”, ”Take the money and run”, ”Everything you always wanted to know about sex” og måske ”Zelic”, hvis du er til lange, underlige film!). Hvis du er fan, så gå kun ind til denne film, hvis det er for at mindes – hvis du håber på en tilbagevenden til mestersværkniveau bliver du nødvendigvis skuffet, og det er sku for hårdt år efter år.
PS: Er der andre Woody fans, der kan fortælle hvordan de håndterer hans degenerering?
20/04-2005
