En Rigtig Misser

Den stille og underdanige Patience’s (Berry) forsøges myrdet af hendes chef, da hun ufrivilligt opdager at den creme de producer er giftig. Men mødet med en kat, forvandler hende til superhelten ”Catwoman”.

Da jeg i sin tid så den franske effektmagers Pitof, debut som instruktør med filmen ”Vidocq”, mente jeg ikke at han var et helt dårligt valg til at instruere denne spin-off historie om ”Catwoman” fra Batman-sagaen. ”Vidocq” var en visuelt ganske flot film (for få penge) og den bød også på en udmærkede spændende historie, der blev fortalt på en ligeledes spændende måde. Noget mesterværk var den absolut ikke, men god var den.

Men herregud hvor er det dog gået grueligt galt med ”Catwoman”, der er et eklatant eksempel på at flere penge ikke automatisk betyder bedre film. Den er ganske enkelt så dårlig at det næsten er morsomt, jeg var faktisk til at begynde med ved at blive i tvivl om, at det her næsten var lavet bevidst for at gøre grin med genren, men at ingen havde fattet det.

Jeg har svært ved at fremhæve en eneste positiv ting i filmen, uden at den på flere tekniske områder vel er nogenlunde (dog ikke de computerskabte effekter). Berry er måske nok et sexy valg til hovedrollen, men hvad er det med det latterlige kostume og de Mickey Mouse ører på hovedet (grin), det fungerer slet ikke og frækt er det ikke engang. Endnu værre er det næsten (men kun næsten) med filmens actionscener, der virker latterligt konstruerede og med så mange bovlamme indfald, at man enten griner ufrivilligt eller keder sig dybt (først grinte jeg, men siden begyndte jeg at kede mig dybt).

Historien er så tynd som de kommer og ikke værd at følge med i, den er kedeligt fortalt tillige med. Berry’s forvandling til superhelt er noget af det mest fantasiløse jeg endnu har set og hendes deraf følgende katte-instinkter, virker så påtaget og dårligt fundet på (sådan noget man kunne se i en Ed Wood eller Russ Meyer film *G*), at jeg da håber at Berry selv følte det pinligt at lave dem, for de er altså temmelig pinlige at se på. Også scenen hvor Berry spiller basketball med Bratt, der spiller en pinlig rolle som forelsket politimand, der skal virke sød og romantisk, er så aldeles ringe at jeg krummede tæer (og hvem fanden står og gnubber røv når der er børn tilstede).

Alle personerne og deres menneskelige egenskaber i filmen er enten flade eller grotesk beskrevet, måske ikke så overraskende, men lidt mere ægte dybde i deres psykologiske profil, burde man altså kunne tillade sig at forvente af selv sådan en film her.

Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen ved deres fulde fem kan mene at denne her film er god, for det er den ikke. Den er et makværk af værste skuffe og en lang dårlig kliche, for der bydes heller ikke på nogen former for nytænkning, medmindre man regner nogle af filmens frygteligste indfald for originale.

Måske bliver ”Catwoman” en skønne dag en kultfilm, det har den ”kvaliteterne” til, for den er dårlig nok, så man kan frygte det værste.

Ja og så tænk at Berry har haft vundet en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle i den kvalitative ”Monster’s Ball” og det her er hvad hun så tilbydes efterfølgende, føj siger jeg bare.