Simpatico

Atypisk, intelligent og ganske seværdigt komediedrama, hvis anderledes og friske tilgang til feel-good genren og stedvise originalitet muligvis hænger sammen med, at den er en filmatisering af en roman af Michael Chabon. Steve Klevos har konverteret romanen til filmmediet, og manuskriptet er sprængfyldt med velklingende og yderst velskrevet dialog, der perfekt supplerer karakterskildringerne. Iscenesættelsen er lagt i hænderne på altid kvalitative og genrebevidste Curtis Hanson (med så diverse film som den medrivende spændingsthriller The River Wild og senest det socialrealistiske og fremragende drama 8 Mile), der havde lidt af et forventningspres hængende over hovedet. Det må i hvert fald have været svært for Hanson at følge op på den massive kritiker- såvel som publikumssucces som L.A. Confidential var, en stilistisk krimi med tårnhøje spændingsmomenter. Man må dog gladelig anerkende, at det til fulde er lykkedes for Hanson at indfri forventningerne med Wonder Boys (der dog ikke har nydt samme succes som førnævnte), hvor iscenesættelsen ikke kun er legesyg og fornem, men også dramatisk sikkert og indfølt.

Filmen kan både kategoriseres som et subtilt eksistentialistisk komediedrama med sorthumoristiske undertoner og en intellektuel udviklings- og selverkendelseshistorie. Lige meget hvilket perspektiv, man betragter filmen fra, er den en sand fornøjelse at overvære. Omdrejningspunktet omkring den udkørte forfatter, der i tilgift underviser i historiefortællingens kunstart, er måske ikke vitterlig original og kan da også stedvis tangere til det diffuse, men handlingsfremdriften er velkomponeret og uforudsigeligheden i top. Hvor filmen halter en smule på historiesiden, godtgøre den alt med de fængende, gennemførte og yderst spændende karakterskildringer og de psykologisk plausible baggrundshistorier. Da filmen ånder og lever for personerne involverede, er Wonder Boys også indiskutabelt skuespillernes film. Det er derfor mere end fantastisk at se de medvirkende præsterer så fremragende og fejlfrit et stykke arbejde. Bedst er nok en hærget og nedtonet, men yderst velspillende Michael Douglas i hovedrollen, der rammer de rigtige toner af skiftende melankoli og medmenneskelighed. Douglas beviser virkelig sit værd som skuespiller her, og jeg har klart opbygget stor respekt for hans evner (der tidligere, ifølge mig, ellers kun har begrænset sig til endimensionale og forudsigelige præstationer). Han understøttes da også perfekt af birollerne, hvor Tobey Maguire er den eneste, der falder en smule (men kun lidt) igennem som excentrisk geni, der er medskyldig i de omvæltninger i Douglas’ liv, der muligvis kunne katalysere en midtvejskrise, men i stedet kulminerer i selvransagelse og forbedring. Frances McDormand er velvalgt og som altid exceptionel i rollen som Douglas’ emotionelle redning, mens det er behageligt at se Robert Downey, Jr. vende stærkt tilbage. Alle virkelighedskontroverserne omkring hans handlinger overskygger ikke det faktum, at Downey, Jr. er en eminent skuespiller med en nærværende karisma. Hans indladenhed i Finchers nyeste projekt er i sandhed en vidunderlig nyhed. Katie Holmes yder en fin indsats i en mindre birolle som idoliserende, men talentfuld student. Holmes lyser op i enhver scene, og hun må siges at være en af de smukkeste og sødeste kvinder, jeg nogensinde har set på film.

De tragiske undertoner får aldrig overtag og gør dramaet tungt og prætentiøst, da humoren klart er til stede, og tillige i en herlig underspillet form. Man fornemmer ligeså forløsningen under hele filmen (der måske ikke kommer overraskende, men så sandelig heller ikke sentimentalt) takket være Douglas’ indbydende og tilpas guidende voice-over. Teknisk set er Wonder Boys også elegant, hvor der bydes på gamle og iørefaldende klassikere på lydsiden, og Dante Spinottis fotografering er endnu engang unikt og til tider smukt. Wonder Boys er en rigtig god film, ja en decideret perle, der desværre ikke fik al den opmærksomhed, som den klart fortjente. Meget tæt på de fem stjerner.