The original Body Snatcher
4.0
Denne originale 1956-version af Stjålne Kroppe fandt jeg for nylig i min fars VHS-samling på loftet, hvor jeg assisterede med den efterhånden traditionelle forårsrengøring.
Min far kunne vagt huske filmen som værende ret skræmmende. Selv var mine minder mindre tydelige.
Det dæmrede dog et eller andet sted, at filmen havde noget at byde på, selvom jeg ved tanken om de her body snatchers uvilkårligt kun får billeder af 1978-versionen med Donald Sutherland frem på nethinden.
Well, that was about to change...
Stjålne Kroppe/Invasion of the Body Snatchers starter på en skadestue, hvor en læge er blevet tilkaldt for at bedømme en vanvittig mands sindstilstand.
Manden er Dr. Miles Bennell. Han har tilsyneladende paranoide fantasier og er lettere psykotisk. Politiet ankommer og lytter mistroisk til hans utrolige historie.
Resten af filmen, ud over epilogen, er et flashback med narrativ voice-over, der supplerer handlingen og får den under overfladen fordærvede forstadsstemning ind under huden på én som seer.
På foranledning af en sygeplejerske bliver Miles kaldt tilbage til sin praksis for at undersøge et mystisk fænomen eller en art massehysteri i byen Santa Mira, hvor indbyggerne beretter om, at deres slægtninge opfører sig særdeles underligt og ikke længere er som de plejer at være.
Inden Miles kan få snakket tingene igennem med patienterne, aflyser de på mystisk vis deres aftaler med den forklaring at hele affæren bare var en misforståelse.
En enkelt patient dukker dog op; Miles gamle highschool sweetheart Becky Driscol. Hun fortæller, at hendes kusine har angstanfald og efter en samtale med hende bliver Miles overbevist om, at hun har brug for en psykiater og han anviser sin ven Dr. Kaufman.
Kort tid efter får han afbrudt en middag med Becky, da hans ven Jack Belicec har et "lille" problem.
På billardbordet i Jacks hjem, ligger en mand som tilsyneladende er en tro kopi af Jack, dog livløs.
Miles sammenligning mellem Jack og "liget" skræmmer Jack, så han skærer sig på en flaske. Senere våger han over "liget", men da Jack falder i søvn slår skabningen øjnene op og er kopieret ned til mindste detalje selv det nylige ar fra flasken.
Samtidig har Miles fornemmelsen af at Becky er i fare og tager over til hendes hus. I kælderen finder han Beckys "kopi" i en kasse.
Miles flygter med den "ægte" Becky og tilkalder Dr. Kaufman. Da de sammen undersøger sagen er både kopien af Becky og Jack forsvundne.
Det lokale politi forklarer så, at de har liget fra billardbordet nede på lighuset.
Dr. Kaufman anviser derfor resten som ren selvsuggestion, stress eller hallucinationer.
Hereftre falder der ro over gemytterne og Teddy, Miles og Becky mødes hos Jack til barbecue.
Her udspilles filmens bedste scene overhovedet. Miles opdager nemlig ved et tilfælde fire gigantiske cocoons i drivhuset.
Scenen er bygget fantastisk op med helt regulære kompositioner, der afløses af en kameravinkel med synspunkt inde fra drivhuset.
Kameraet er placeret i en lav vinkel, der formår at give en følelse af ubehag.
Cocoonerne flækker og inden i dem ligger kopier af dem alle. I desperation og afmagt, angriber Miles sin kopi med en høtyv.
Nu kan der ikke herske nogen tvivl.
Beboerne i Santa Mira er alle som en ved at blive kopieret, men hvad lægger til grund for dette?
Er det mutationer, stråling eller noget helt tredje?
Stjålne Kroppe/Invasion of the Body Snatchers handler i bund og grund om menneskets plads i universet og filmen funderer over hvad der nøjagtigt definerer os som mennesker samt adskiller os fra robotter eller dyr.
Allerede her virker filmen en smule tvetydig i sit budskab, for "kopierne" der invaderer jorden er jo langt mere afklarede omkring grundlaget for deres eksistens end mennesket er.
Mennesket, hvis liv defineres igennem kærligheden, lidelser og værdier. De værdier som hovedpersonerne i filmen kæmper for at beskytte, men filmen konstaterer at ødelæggelsen af kernefamilien konstant er lige om hjørnet og når alt kommer til alt er der ingen at stole på. Lidt filosofi med et stænk paranoia dér :-)
Filmen er lavet under den kolde krig og der er da også fornemmelsen af kapitalisme contra kommunisme.
Rammen omkring filmens fortælling, der anvendes en prolog, et langt flashback og en epilog, fungerer til dels ganske godt, men en mere kronologisk type fortællestil ville efter min mening have gjort filmen mere intens.
Den slutning filmen har blev Don Siegel tvunget til at sætte på af produktionsselskabet bag filmen, da de fandt den oprindelige slutning for dyster og ondskabsfuld.
Til trods for disse ting fungerer filmen som helhed godt og den står distancen med nyere tids science fiction-film til en vis grad.
Stjålne kroppe/Invasion of the Body Snatchers kan være lidt svær at få fat i, jeg fandt den som sagt ved et tilfælde på min fars loft, men hvis man har muligheden er den bestemt et syn værd.
Min far kunne vagt huske filmen som værende ret skræmmende. Selv var mine minder mindre tydelige.
Det dæmrede dog et eller andet sted, at filmen havde noget at byde på, selvom jeg ved tanken om de her body snatchers uvilkårligt kun får billeder af 1978-versionen med Donald Sutherland frem på nethinden.
Well, that was about to change...
Stjålne Kroppe/Invasion of the Body Snatchers starter på en skadestue, hvor en læge er blevet tilkaldt for at bedømme en vanvittig mands sindstilstand.
Manden er Dr. Miles Bennell. Han har tilsyneladende paranoide fantasier og er lettere psykotisk. Politiet ankommer og lytter mistroisk til hans utrolige historie.
Resten af filmen, ud over epilogen, er et flashback med narrativ voice-over, der supplerer handlingen og får den under overfladen fordærvede forstadsstemning ind under huden på én som seer.
På foranledning af en sygeplejerske bliver Miles kaldt tilbage til sin praksis for at undersøge et mystisk fænomen eller en art massehysteri i byen Santa Mira, hvor indbyggerne beretter om, at deres slægtninge opfører sig særdeles underligt og ikke længere er som de plejer at være.
Inden Miles kan få snakket tingene igennem med patienterne, aflyser de på mystisk vis deres aftaler med den forklaring at hele affæren bare var en misforståelse.
En enkelt patient dukker dog op; Miles gamle highschool sweetheart Becky Driscol. Hun fortæller, at hendes kusine har angstanfald og efter en samtale med hende bliver Miles overbevist om, at hun har brug for en psykiater og han anviser sin ven Dr. Kaufman.
Kort tid efter får han afbrudt en middag med Becky, da hans ven Jack Belicec har et "lille" problem.
På billardbordet i Jacks hjem, ligger en mand som tilsyneladende er en tro kopi af Jack, dog livløs.
Miles sammenligning mellem Jack og "liget" skræmmer Jack, så han skærer sig på en flaske. Senere våger han over "liget", men da Jack falder i søvn slår skabningen øjnene op og er kopieret ned til mindste detalje selv det nylige ar fra flasken.
Samtidig har Miles fornemmelsen af at Becky er i fare og tager over til hendes hus. I kælderen finder han Beckys "kopi" i en kasse.
Miles flygter med den "ægte" Becky og tilkalder Dr. Kaufman. Da de sammen undersøger sagen er både kopien af Becky og Jack forsvundne.
Det lokale politi forklarer så, at de har liget fra billardbordet nede på lighuset.
Dr. Kaufman anviser derfor resten som ren selvsuggestion, stress eller hallucinationer.
Hereftre falder der ro over gemytterne og Teddy, Miles og Becky mødes hos Jack til barbecue.
Her udspilles filmens bedste scene overhovedet. Miles opdager nemlig ved et tilfælde fire gigantiske cocoons i drivhuset.
Scenen er bygget fantastisk op med helt regulære kompositioner, der afløses af en kameravinkel med synspunkt inde fra drivhuset.
Kameraet er placeret i en lav vinkel, der formår at give en følelse af ubehag.
Cocoonerne flækker og inden i dem ligger kopier af dem alle. I desperation og afmagt, angriber Miles sin kopi med en høtyv.
Nu kan der ikke herske nogen tvivl.
Beboerne i Santa Mira er alle som en ved at blive kopieret, men hvad lægger til grund for dette?
Er det mutationer, stråling eller noget helt tredje?
Stjålne Kroppe/Invasion of the Body Snatchers handler i bund og grund om menneskets plads i universet og filmen funderer over hvad der nøjagtigt definerer os som mennesker samt adskiller os fra robotter eller dyr.
Allerede her virker filmen en smule tvetydig i sit budskab, for "kopierne" der invaderer jorden er jo langt mere afklarede omkring grundlaget for deres eksistens end mennesket er.
Mennesket, hvis liv defineres igennem kærligheden, lidelser og værdier. De værdier som hovedpersonerne i filmen kæmper for at beskytte, men filmen konstaterer at ødelæggelsen af kernefamilien konstant er lige om hjørnet og når alt kommer til alt er der ingen at stole på. Lidt filosofi med et stænk paranoia dér :-)
Filmen er lavet under den kolde krig og der er da også fornemmelsen af kapitalisme contra kommunisme.
Rammen omkring filmens fortælling, der anvendes en prolog, et langt flashback og en epilog, fungerer til dels ganske godt, men en mere kronologisk type fortællestil ville efter min mening have gjort filmen mere intens.
Den slutning filmen har blev Don Siegel tvunget til at sætte på af produktionsselskabet bag filmen, da de fandt den oprindelige slutning for dyster og ondskabsfuld.
Til trods for disse ting fungerer filmen som helhed godt og den står distancen med nyere tids science fiction-film til en vis grad.
Stjålne kroppe/Invasion of the Body Snatchers kan være lidt svær at få fat i, jeg fandt den som sagt ved et tilfælde på min fars loft, men hvis man har muligheden er den bestemt et syn værd.
22/04-2005
