Essay
6.0
Meget dårligt kan man sige om denne film, men den kan alligevel noget: Jeg havde ikke læst ret meget om filmen, før jeg så den...så jeg fandt først bagefter ud af, at instruktøren selv spiller BEGGE hovedroller i filmen.
Så er han altså enten en forbandet dygtig skuespiller - eller også er jeg forbandet nem at narre. Well, måske er begge dele tilfældet...men det er nu alligevel en bedrift at spille to hovedroller i en film, man selv instruerer - uden at en dreven film-buff som mig opdager det.
Det siger meget om en instruktør (som i dette tilfælde altså også er skuespiller), at han er i stand til at skabe en så stærk virkeligheds-illusion, at jeg ikke opdagede, at han spillede de to roller.
..
Min erfaring er efter at være blevet decideret film-freak, at mange film vinder ved eftertanke og har så subtile eller komplicerede pointer, at man først rigtig forstår dem, når man er ude af biografmørket og drømme-verdenen.
Jeg skulle lige til at sige, at filmen ikke er seværdig på trods af det den vinder ved eftertanken. Men måske er det umuligt at lave en film om et middelmådigt, deprimerende, indholdsløst liv uden at filmen også trækker os ind i selvsamme stemning.
Man kan godt peppe den slags film op med en masse humor - det ser man tit - men her har instruktøren altså valgt, at vi netop skal se den stemning i øjnene, som vi nok også i større eller mindre grad har i vores eget liv.
Det er lidt som en krigsfilm, der vil lære os noget om krigens grusomheder: Det bliver bare ikke nødvendigvis en feel good oplevelse.
Min oplevelse er efterhånden, at hvis nogle har anmeldt en film positivt og andre negativt - og man vælger at se filmen - så skal man være godt dum for ikke at se godt efter og fokusere på filmens kvaliteter fremfor dens svagheder. Ser man godt efter, så kan man lande med en god oplevelse.
\'Far Side of the Moon\' har store ulemper indbygget i sig. Men en film-oplevelse er ikke et regnestykke, hvor man nødvendigvis skal trække de dårlige elementer fra de gode og lande med et samlet resultat i form af ET tal.
Filmen minder mig om \'Hollywood Ending\' af og med Woody Allen. Den handler om en instruktør i krise, som laver en elendig film. Det er ikke en god film. Men den har en ret avanceret pointe: Det er en dårlig film om en dårlig instruktør, som omgiver sig med et endnu værre hold af samarbejdspartnere. Hvis man ser rigtig godt efter, så er den pointe faktisk gennemført ufatteligt intelligent i \'Hollywood Ending\'.
Det er måske i sig selv ikke en hel filmproduktion værd, med mindre man er den type kunstner, som for alt i verden SKAL holde sig igang og lave een film om året. Hellere lave noget lort, som afspejler og behandler en tanke, man har - end at sidde på sofaen i et år.
Lidt det samme kan man sige om \'Far side of the Moon\'. Hellere brænde to timer af i biografmørket på at se en deprimerende film end at se to timers dårligt TV - eksempelvis.
..
Hvis man vil fastholde folk i en erkendelse af det, som er svært at indse, så kan man - i film, teater, litteratur m. m. - vælge at placere tilskueren i en slags distanceret position i forhold til fiktionen. Det kan man med et Brecht-udtryk kalde \'verfremdung\'. Det kan gøres med en off screen fortæller, med brud på virkeligheds-illusionen, med såkaldt anti-teknik (hvor man smadrer en genre eller en konvention) osv.
MEN: Hvis man vil fastholde tilskueren i en svær erkendelse eller følelse, så kan man også gøre det ved at gå den modsatte vej. Det er det, instruktøren gør i \'Far side of the moon\'. Her bliver vi fastholdt i følelsen af trivialitet, hverdag, depression, eskapisme, middelmådighed, drømmeri - uden distance, store mængder humor eller feel good-indpakning.
De to ovennævnte tilgange kan også kombineres. Det er hvad Trier gør i sin nuværende trilogi - især i den kommende \'Manderlay\'. Han trækker os ved næsen gennem lidelserne. Filmen afsluttes med billeder af Jacob Holdt - og Trier deler netop metode med Holdt, idet sidstnævnte gør meget ud af, at tilskuerne til hans shows bliver fastholdt i depressionen, lidelsen og især undertrykkelsen.
Nogle amerikanere har som motto, når de går i biografen: \'No losers\'. De gider ikke se på tosser, der ikke kan finde ud af at leve lykkeligt.
Well. Jeg vil da også hellere se et godt bud på en løsning af problemer...end jeg vil se det rent deskriptive bud på hvad problemerne består i. Men sådan tænker de færreste kunstnere (vel de færreste mennesker, i virkeligheden).
At se \'Far Side of the Moon\' KAN vendes fra den totale katastrofe til en god øvelse i at se godt efter og tænke sig om.
Når en mand har skrabet millioner sammen, brugt år af sit liv og knoklet for at vise verden sin vision, så er det i nogle tilfælde værd at åbne sig og sine øjne efter devicen \'han må da for fanden have en pointe\'.
Er du helt uhelbredelig alkoholiker, så nyd om muligt din alkohol.
Er du helt uhelbredelig film-freak - og må du bare have dit fix - så kan du lære noget om virkelighedsflugt, drømmeri og eskapisme i denne film.
Er dut lykkeligt menneske med begge ben på jorden, så er det måske synd at konfrontere dig med middelmådigheden. Men du hører vel heller ikke til den kategori, hvis du har læst dette essay til ende.
Så er han altså enten en forbandet dygtig skuespiller - eller også er jeg forbandet nem at narre. Well, måske er begge dele tilfældet...men det er nu alligevel en bedrift at spille to hovedroller i en film, man selv instruerer - uden at en dreven film-buff som mig opdager det.
Det siger meget om en instruktør (som i dette tilfælde altså også er skuespiller), at han er i stand til at skabe en så stærk virkeligheds-illusion, at jeg ikke opdagede, at han spillede de to roller.
..
Min erfaring er efter at være blevet decideret film-freak, at mange film vinder ved eftertanke og har så subtile eller komplicerede pointer, at man først rigtig forstår dem, når man er ude af biografmørket og drømme-verdenen.
Jeg skulle lige til at sige, at filmen ikke er seværdig på trods af det den vinder ved eftertanken. Men måske er det umuligt at lave en film om et middelmådigt, deprimerende, indholdsløst liv uden at filmen også trækker os ind i selvsamme stemning.
Man kan godt peppe den slags film op med en masse humor - det ser man tit - men her har instruktøren altså valgt, at vi netop skal se den stemning i øjnene, som vi nok også i større eller mindre grad har i vores eget liv.
Det er lidt som en krigsfilm, der vil lære os noget om krigens grusomheder: Det bliver bare ikke nødvendigvis en feel good oplevelse.
Min oplevelse er efterhånden, at hvis nogle har anmeldt en film positivt og andre negativt - og man vælger at se filmen - så skal man være godt dum for ikke at se godt efter og fokusere på filmens kvaliteter fremfor dens svagheder. Ser man godt efter, så kan man lande med en god oplevelse.
\'Far Side of the Moon\' har store ulemper indbygget i sig. Men en film-oplevelse er ikke et regnestykke, hvor man nødvendigvis skal trække de dårlige elementer fra de gode og lande med et samlet resultat i form af ET tal.
Filmen minder mig om \'Hollywood Ending\' af og med Woody Allen. Den handler om en instruktør i krise, som laver en elendig film. Det er ikke en god film. Men den har en ret avanceret pointe: Det er en dårlig film om en dårlig instruktør, som omgiver sig med et endnu værre hold af samarbejdspartnere. Hvis man ser rigtig godt efter, så er den pointe faktisk gennemført ufatteligt intelligent i \'Hollywood Ending\'.
Det er måske i sig selv ikke en hel filmproduktion værd, med mindre man er den type kunstner, som for alt i verden SKAL holde sig igang og lave een film om året. Hellere lave noget lort, som afspejler og behandler en tanke, man har - end at sidde på sofaen i et år.
Lidt det samme kan man sige om \'Far side of the Moon\'. Hellere brænde to timer af i biografmørket på at se en deprimerende film end at se to timers dårligt TV - eksempelvis.
..
Hvis man vil fastholde folk i en erkendelse af det, som er svært at indse, så kan man - i film, teater, litteratur m. m. - vælge at placere tilskueren i en slags distanceret position i forhold til fiktionen. Det kan man med et Brecht-udtryk kalde \'verfremdung\'. Det kan gøres med en off screen fortæller, med brud på virkeligheds-illusionen, med såkaldt anti-teknik (hvor man smadrer en genre eller en konvention) osv.
MEN: Hvis man vil fastholde tilskueren i en svær erkendelse eller følelse, så kan man også gøre det ved at gå den modsatte vej. Det er det, instruktøren gør i \'Far side of the moon\'. Her bliver vi fastholdt i følelsen af trivialitet, hverdag, depression, eskapisme, middelmådighed, drømmeri - uden distance, store mængder humor eller feel good-indpakning.
De to ovennævnte tilgange kan også kombineres. Det er hvad Trier gør i sin nuværende trilogi - især i den kommende \'Manderlay\'. Han trækker os ved næsen gennem lidelserne. Filmen afsluttes med billeder af Jacob Holdt - og Trier deler netop metode med Holdt, idet sidstnævnte gør meget ud af, at tilskuerne til hans shows bliver fastholdt i depressionen, lidelsen og især undertrykkelsen.
Nogle amerikanere har som motto, når de går i biografen: \'No losers\'. De gider ikke se på tosser, der ikke kan finde ud af at leve lykkeligt.
Well. Jeg vil da også hellere se et godt bud på en løsning af problemer...end jeg vil se det rent deskriptive bud på hvad problemerne består i. Men sådan tænker de færreste kunstnere (vel de færreste mennesker, i virkeligheden).
At se \'Far Side of the Moon\' KAN vendes fra den totale katastrofe til en god øvelse i at se godt efter og tænke sig om.
Når en mand har skrabet millioner sammen, brugt år af sit liv og knoklet for at vise verden sin vision, så er det i nogle tilfælde værd at åbne sig og sine øjne efter devicen \'han må da for fanden have en pointe\'.
Er du helt uhelbredelig alkoholiker, så nyd om muligt din alkohol.
Er du helt uhelbredelig film-freak - og må du bare have dit fix - så kan du lære noget om virkelighedsflugt, drømmeri og eskapisme i denne film.
Er dut lykkeligt menneske med begge ben på jorden, så er det måske synd at konfrontere dig med middelmådigheden. Men du hører vel heller ikke til den kategori, hvis du har læst dette essay til ende.
23/04-2005
