Den helt store deroute
3.0
Sex Pistols manager Malcolm McLaren lagde ikke fingre imellem, når han skulle markedsføre "sine drenge", og 19-årige John Ritchie aka. Sid Vicious var i hans øjne det ultimative symbol på den moderne ungdoms dyrkelse af det nihilistiske. Derfor blev Sex Pistols' oprindelige bassist smidt ud og erstattet med den allerede fra starten omtågede unge Vicious, hvis musikalske evner i bedste fald var middelmådige, men teknik var jo heller ikke essensen af punk'en.
Denne film med Gary Oldman i en aldeles overbevisende hovedrollepræstation (og Chloe Webb i en især til slut fremragende præstation som groupie-kæresten Nancy Spungen) gav i øvrigt gruppens musik en renæssance midt i 80erne, og markedet har siden set en lind strøm af tvivlsomme småudgivelser. Deciderede albums blev det nemlig ikke rigtig til i gruppens oprindelige korte levetid.
At kalde filmen et kærlighedsdrama er muligvis ikke forkert, men det vil nok være misvisende, da bleg hud, koldsved, stoffer og rysteture i det store hele er dét, som "driver" filmen fremad. Det vil være kvalmende elendigt for ganske mange og mestendels kun underholdende for de resterende pga. den nærmest groteske elendighed, som vore to hovedfigurer befinder sig i. Desværre tyder intet på, at filmen har overdrevet virkeligheden nævneværdigt.
Cirka midtvejs i filmen drager Vicious og Spungen rundt i New York på egen hånd. Herfra ophører filmens ellers ikke uinteressante tidsskildring til fordel for et lidt opslidende personligt drama med herion og speed fra morgen til aften. Nogle vil sikkert beklage sig over, at man aldrig kommer ind i personen Vicious. Man oplever ham kun som det ubehjælpeligt omtågede "ringvrag". Vi får at vide, at han holdt meget af sin mor, men det er såmænd det hele.
70ernes musikscene var et sted, hvor ganske mange af de knapt så smarte gik helt til grunde. Ingen tilbud om afvænning eller psykologhjælp. Det var i det store hele "rock 'til you drop"-konceptet, der rådede, anført af ganske mange muligvis idealistiske men også skruppelløse managere... Til gengæld var musikken ofte fremragende!
Denne film med Gary Oldman i en aldeles overbevisende hovedrollepræstation (og Chloe Webb i en især til slut fremragende præstation som groupie-kæresten Nancy Spungen) gav i øvrigt gruppens musik en renæssance midt i 80erne, og markedet har siden set en lind strøm af tvivlsomme småudgivelser. Deciderede albums blev det nemlig ikke rigtig til i gruppens oprindelige korte levetid.
At kalde filmen et kærlighedsdrama er muligvis ikke forkert, men det vil nok være misvisende, da bleg hud, koldsved, stoffer og rysteture i det store hele er dét, som "driver" filmen fremad. Det vil være kvalmende elendigt for ganske mange og mestendels kun underholdende for de resterende pga. den nærmest groteske elendighed, som vore to hovedfigurer befinder sig i. Desværre tyder intet på, at filmen har overdrevet virkeligheden nævneværdigt.
Cirka midtvejs i filmen drager Vicious og Spungen rundt i New York på egen hånd. Herfra ophører filmens ellers ikke uinteressante tidsskildring til fordel for et lidt opslidende personligt drama med herion og speed fra morgen til aften. Nogle vil sikkert beklage sig over, at man aldrig kommer ind i personen Vicious. Man oplever ham kun som det ubehjælpeligt omtågede "ringvrag". Vi får at vide, at han holdt meget af sin mor, men det er såmænd det hele.
70ernes musikscene var et sted, hvor ganske mange af de knapt så smarte gik helt til grunde. Ingen tilbud om afvænning eller psykologhjælp. Det var i det store hele "rock 'til you drop"-konceptet, der rådede, anført af ganske mange muligvis idealistiske men også skruppelløse managere... Til gengæld var musikken ofte fremragende!
23/04-2005
