Jane's S/M Fantasi
5.0
En ekspedition trænger dybt ind i Afrikas jungle, for at finde frem til en legendarisk elefant-kirkegård. Med sig har de den unge, smukke Jane (O’Sullivan), som vildmanden Tarzan (Weismuller), der lever blandt aber, kidnapper og forelsker sig i.
I dag regnes disse gamle Tarzan-film, baseret på Edgar Rice Burroughs’ bøger, oftest for at være drenge- og ungdoms eventyr, der hører bedstefars tid til. Men når man ser denne her udgave, der var den første Tarzan-film med lyd på, er det tydeligt at man dengang man producerede den, ikke just har tænkt den som underholdning for børn og unge.
”Tarzan The Ape Man” er en forbavsende alvorsfuld og for sin tid, ekstremt voldelig (især det dramatiske klimaks) action- og eventyrfilm, der er fyldt med seksuelle over- og undertoner.
Den har sine humoristiske og meget romantiske øjeblikke, som når Jane prøver at lære Tarzan hvad hun hedder (den berømte ”Me Tarzan, You Jane” scene) og den har sine underholdende og spændende øjeblikke hvor Tarzan kæmper mod diverse løver og andet, men den har også en lang række scener hvor man næppe har tænkt i pædagogiske eller politiske korrekte baner eller på et alt for ungdommeligt publikum (det begyndte de på senere).
Filmen handler mere om den unge og selvsikre kvinde Jane, godt spillet af den smukke O’Sullivan, der i kedsomhed over sit overklasse liv, hvor alle de pæne og høflige mænd der gør kur til hende ikke siger hende meget og i hvert fald ikke tænder op under hende, tager ud i junglen for at finde eventyret. I den primitive Tarzan, der tager hende med magt og dominerer hende, finder hun så endelig en mand (en rigtigt mand!) der opfylder hendes fantasier og hendes lyster. Man har næppe set mange film dengang (og næsten heller ikke siden), hvor der gøres kur til en kvinde på denne styrende, brutale og ikke at forglemme også romantiske måde, der er fyldt med seksuelle antydninger, som det ses her.
Tarzan, der spilles af den tidligere olympiske mester i svømning, Johnny Weismuller der ingen åbenbaring er som skuespiller, men dog er den ”rigtige” Tarzan i manges øjne (også mine), er mere en birolle der i modsætning til Burroughs bøger, hvor Tarzan ofte klarer sig på sin intelligens, her klarer sig på rå muskelkraft.
Filmen er indrømmet dateret på mange punkter og kan virke temmelig minimalistisk, især på lyd- og musiksiden. Den er primitivt lavet og sine steder enormt kunstig (dårlige baggrunds-projekteringer, mennesker i rærlige abe-kostumer og andet), men grundlæggende holder den alligevel, især fordi den tematisk (omkring dens postulat om at kvinder gerne vil have en stærk og dominerende mand) fungerer så godt.
Så for film-fans, der ikke lader sig skræmme over dens beskedne tekniske stil, er der stadig massere at hente og så har den en charme som mange film i dag burde misunde den. Så fortjent en klassiker, og så bliver vi jo også introduceret for det berømte Tarzan-hyl (eller jodlen), der stadig den dag i dag kendes af de fleste og er synonym med figuren.
Filmen er i S/H.
Efterfølges af “Tarzan And His Mate”.
I dag regnes disse gamle Tarzan-film, baseret på Edgar Rice Burroughs’ bøger, oftest for at være drenge- og ungdoms eventyr, der hører bedstefars tid til. Men når man ser denne her udgave, der var den første Tarzan-film med lyd på, er det tydeligt at man dengang man producerede den, ikke just har tænkt den som underholdning for børn og unge.
”Tarzan The Ape Man” er en forbavsende alvorsfuld og for sin tid, ekstremt voldelig (især det dramatiske klimaks) action- og eventyrfilm, der er fyldt med seksuelle over- og undertoner.
Den har sine humoristiske og meget romantiske øjeblikke, som når Jane prøver at lære Tarzan hvad hun hedder (den berømte ”Me Tarzan, You Jane” scene) og den har sine underholdende og spændende øjeblikke hvor Tarzan kæmper mod diverse løver og andet, men den har også en lang række scener hvor man næppe har tænkt i pædagogiske eller politiske korrekte baner eller på et alt for ungdommeligt publikum (det begyndte de på senere).
Filmen handler mere om den unge og selvsikre kvinde Jane, godt spillet af den smukke O’Sullivan, der i kedsomhed over sit overklasse liv, hvor alle de pæne og høflige mænd der gør kur til hende ikke siger hende meget og i hvert fald ikke tænder op under hende, tager ud i junglen for at finde eventyret. I den primitive Tarzan, der tager hende med magt og dominerer hende, finder hun så endelig en mand (en rigtigt mand!) der opfylder hendes fantasier og hendes lyster. Man har næppe set mange film dengang (og næsten heller ikke siden), hvor der gøres kur til en kvinde på denne styrende, brutale og ikke at forglemme også romantiske måde, der er fyldt med seksuelle antydninger, som det ses her.
Tarzan, der spilles af den tidligere olympiske mester i svømning, Johnny Weismuller der ingen åbenbaring er som skuespiller, men dog er den ”rigtige” Tarzan i manges øjne (også mine), er mere en birolle der i modsætning til Burroughs bøger, hvor Tarzan ofte klarer sig på sin intelligens, her klarer sig på rå muskelkraft.
Filmen er indrømmet dateret på mange punkter og kan virke temmelig minimalistisk, især på lyd- og musiksiden. Den er primitivt lavet og sine steder enormt kunstig (dårlige baggrunds-projekteringer, mennesker i rærlige abe-kostumer og andet), men grundlæggende holder den alligevel, især fordi den tematisk (omkring dens postulat om at kvinder gerne vil have en stærk og dominerende mand) fungerer så godt.
Så for film-fans, der ikke lader sig skræmme over dens beskedne tekniske stil, er der stadig massere at hente og så har den en charme som mange film i dag burde misunde den. Så fortjent en klassiker, og så bliver vi jo også introduceret for det berømte Tarzan-hyl (eller jodlen), der stadig den dag i dag kendes af de fleste og er synonym med figuren.
Filmen er i S/H.
Efterfølges af “Tarzan And His Mate”.
24/04-2005
