zzz…
3.0
Stort opsat og stjernebesat, men også håbløs gammeldags historiefilm, der visuelt set skildrer den betydningsfulde slag ved The Alamo flot, men mangler medrivende hovedkarakterer, som man for alvor interesserer sig for. Oprindeligt skulle filmen instrueres af mesterinstruktøren Ron Howard, der efter sigende ikke ville ligge fingre imellem når det omhandlede storladne og udpenslede slagsscener, men på grund af produktionsudskydelse og uoverensstemmelser med Disney-selskabet bag filmen, trak Howard sig tilbage og krediteres kun som producent. Instruktørstolen blev i stedet for besat af den forholdsvis uerfarne John Lee Hancock (der sidst begik den harmløse The Rookie, ligeså med altid seværdige Dennis Quaid på rollelisten), der udmærker sig med sit tekniske håndværk, men mangler fornyelse, muligvis ægte forståelse, i personskildringen. Dette (sammen med de urealistisk ublodige og uanstødelige slagsscener) har været en af årsagerne til, at The Alamo savnede publikumstække, og filmen blev da også en dundrende (men ikke helt fortjent) fiasko.
De involverede udfylder de svagt skrevne roller efter bedste evne, hvor det nok går bedst for alsidige Billy Bob Thornton, der på flotteste vis vækker sympati for sin heroiske karakter. På det seneste er det sjældent, at man ser Thornton i en regulær mainstream-rolle, men det er da behageligt at vide, at han også brillerer her, selvom han utvivlsomt vil blive husket for sine mere udfordrende rollevalg (eksempelvis i den barske Monster’s Ball). Jason Patric fortsætter ikke med sit klassespil efter hans indædte og mindeværdig præstation i Joe Carnahans Narc, og selvom rollen tynges mentalt af fortidens luner, så virker det mere som om Patric er en kende ligeglad med det endelige resultat. Dennis Quaid kører den hjem på den udmærkede rutine og visualiserer fint den indre kamp mod omverdenens fordomme om falleret krigsindsats. Hancock svælger for meget i ligegyldige detaljer omkring personerne, og de interne magtkampe og senere accept er simpelthen for forudsigeligt og tungt. Der er dog enkelte (men alt for få) momenter, hvor der stikkes dybere, end i resten af denne jævne film. Thorntons dødsscene er gribende ægte uden at føles sentimentalt, og der rettes en subtil kritik mod behandlingen af farvede som slaver. Der er unægtelig noget sandfærdigt i den enes udtalelse, når han siger, at de servicerer de hvide i hoved og røv, men behandles (næsten) kun som uværdige mennesker, og hvorfor skulle de så dø for at denne leveform kunne fortsætte ufortrødent? Det ender da også med, at en ellers dedikeret slave efter en selvrealisering tyer til overgivelse. Hvis Hancock havde serveret mere af denne slags dyberegående sekvenser, så kunne The Alamo have hævet sig over middelmådigheden. Slutresultatet er ikke mere ophidsende end Roland Emmerichs kedelige The Patriot.
Som sagt er kampsekvenserne nydelig produceret, men byder på intet tidspunkt på noget originalt. Man underholdes moderat, men fænges aldrig for alvor. Handlingsfremdriften har også en del tilbage at ønske, hvor Hancock krydsklipper for hurtigt mellem kampens voldske hede og personerne involverede. Interessen for dem skal understøtte intensiteten og det følelsesmæssige engagement under kampscenerne, men da denne aldrig for alvor oprettes, sidder man som publikum og betragter statister med begrænset vitalitet. The Alamo er simpelthen for klassisk, for uudfordrende til at blive god, men som velproduceret og letgenkendelig underholdning (dog overlang og stedvis kæbegymnastikfremkaldende kedelig) fungerer den moderat og ikke helt ueffent.
De involverede udfylder de svagt skrevne roller efter bedste evne, hvor det nok går bedst for alsidige Billy Bob Thornton, der på flotteste vis vækker sympati for sin heroiske karakter. På det seneste er det sjældent, at man ser Thornton i en regulær mainstream-rolle, men det er da behageligt at vide, at han også brillerer her, selvom han utvivlsomt vil blive husket for sine mere udfordrende rollevalg (eksempelvis i den barske Monster’s Ball). Jason Patric fortsætter ikke med sit klassespil efter hans indædte og mindeværdig præstation i Joe Carnahans Narc, og selvom rollen tynges mentalt af fortidens luner, så virker det mere som om Patric er en kende ligeglad med det endelige resultat. Dennis Quaid kører den hjem på den udmærkede rutine og visualiserer fint den indre kamp mod omverdenens fordomme om falleret krigsindsats. Hancock svælger for meget i ligegyldige detaljer omkring personerne, og de interne magtkampe og senere accept er simpelthen for forudsigeligt og tungt. Der er dog enkelte (men alt for få) momenter, hvor der stikkes dybere, end i resten af denne jævne film. Thorntons dødsscene er gribende ægte uden at føles sentimentalt, og der rettes en subtil kritik mod behandlingen af farvede som slaver. Der er unægtelig noget sandfærdigt i den enes udtalelse, når han siger, at de servicerer de hvide i hoved og røv, men behandles (næsten) kun som uværdige mennesker, og hvorfor skulle de så dø for at denne leveform kunne fortsætte ufortrødent? Det ender da også med, at en ellers dedikeret slave efter en selvrealisering tyer til overgivelse. Hvis Hancock havde serveret mere af denne slags dyberegående sekvenser, så kunne The Alamo have hævet sig over middelmådigheden. Slutresultatet er ikke mere ophidsende end Roland Emmerichs kedelige The Patriot.
Som sagt er kampsekvenserne nydelig produceret, men byder på intet tidspunkt på noget originalt. Man underholdes moderat, men fænges aldrig for alvor. Handlingsfremdriften har også en del tilbage at ønske, hvor Hancock krydsklipper for hurtigt mellem kampens voldske hede og personerne involverede. Interessen for dem skal understøtte intensiteten og det følelsesmæssige engagement under kampscenerne, men da denne aldrig for alvor oprettes, sidder man som publikum og betragter statister med begrænset vitalitet. The Alamo er simpelthen for klassisk, for uudfordrende til at blive god, men som velproduceret og letgenkendelig underholdning (dog overlang og stedvis kæbegymnastikfremkaldende kedelig) fungerer den moderat og ikke helt ueffent.
24/04-2005
