the delightful work from Bird
5.0
Kunstnerisk og kommerciel yderst succesfuld animationsfilm, kreeret af den talentfulde Brad Bird, der sidst begik den skamløst oversete og flerlagede tegnefilm Drengen og Jernkæmpen, en sød og menneskelig fabel om venskab, der undgik de værste sentimentalfælder. Bird har ligeledes været med til at udvikle den unikke tv-serie The Simpson (der ifølge mig er noget af det ypperste når det omhandler både direkte og tvetydig humor), men det er først med The Incredibles, at han for alvor har fået den ros og respekt, som han uomtvisteligt fortjener.
Jeg har aldrig været for vild med Disneys animerede produktioner, der muligvis har været både skelsættende og geniale historier, men for mig at se har filmene (næsten) altid savnet appel til voksne, både set fra et følelsesmæssigt og intellektuelt perspektiv. Jeg blev derfor yderst positiv overrasket over The Incredibles, der næsten kommer i samme liga som Shrek og Chris Wedges noget oversete, men helt fænomenale Ice Age. En superheltefortælling, der ikke ligger vægt på hverken indre dæmoner eller overnaturlige mentale stridigheder, men relationsvenlige og letgenkendelige familieproblemer. Handlingen er lidt af en humoristisk og satirisk genistreg i sig selv, men Birds sande mesterlige indfaldsvinkel er skildringen af den (endnu engang) flerlagede familie og disses problemer. Det er naturligvis intet nyt i at fortælle en genrebestemt historie gennem et realistisk miljø, men sjældent lykkedes det med så stor bravur, elegance og indsigtsfuldhed som i The Incredibles.
Stemmerne er velvalgte, hvor Holly Hunter og Craig T. Nelson yder fine (bagvedliggende) præstationer som tilbagetrukne superhelte, der må skjule, eller anonymt indlemme, sig for samfundet, da deres superheltegerninger koster skatteyderne for mange penge i reparationer. Nutidssamfundskritikken er evident, hvor især kapitalismen får et slag over fingrene, hvor paradokset i oprigtig medmenneskelighjælp forbydes på grund af udgifter udleveres med en morsom, men også hyklerisk bismag. Der eksploreres også i individualitet og enkeltes udskillelse fra samfundets normer og idealbilleder. Det metafysiske element er naturligvis påkrævet for at sætte tingene på spids (og inkorporer humoristiske sekvenser), men Bird formår også at gøre problemerne håndgribelig. Bedst fandt jeg det nok i hans fremstilling af teenage-datteren, der naturligvis er forelsket i den populære dreng. Hendes evner til at gøre sig selv usynlig hænger jo sammen med selvopfattelsen som uværdig og ikke-eksisterende i den elskedes øjne, men heldigvis indtræffer der en opvækkelse for eget (selv)værd. Efter familien folder de undertrykte superheltetalenter ud, forsikrer moderen (Hunter) pigen om, at hun er god nok. Håret, der i filmens første halvdel hænger langt ind over ansigtet og kun gør det ene øje synligt, redes tilbage og den selvindbildte skam og generthed er glædeligt forsvundet.
Familieskildringen er som førnævnt filmens store force. Heldigvis ligges der langt mere vægt på den del af filmen end selve helteudførselsaspektet, der selvfølgelig indeholder en skruppelløs skurk, som Jason Lee veloplagt ligger stemme til. Selvom dette obligatoriske element både er spændende og ekstrem medrivende, så fænges man mest af familieproblemerne, der både ligger op til sjove forviklingsproblemer (internt og i forsøget på naturlig indblanding i det utaknemmelige samfund) og mere rørende sider, hvor man som publikum faktisk føler meget for og med karaktererne. Dette skyldes ikke kun den vanvittig flotte, yderst detaljerige og noget nær fejlfrie animationsside, men ligeså meget personbehandling og forståelse, som Bird åbenlyst bugner med.
Humoren i The Incredibles er helt i særklasse, hvor det nærmest er umuligt at modtage og efterbehandle de intelligente vitser ved første åbenbaring (et gensyn er allerede kærkomment). Energien er ligeså formidabel, hvor Bird især brillerer i spændingssekvenserne, hvor man til tider helt glemmer at trække vejret. Filmen er dog ikke kun spændings- og actionjageri, men svinger perfektibelt mellem førnævnte og de mere følelsesladede sider. The Incredibles er et fremragende, superunderholdende og overraskende masseappellerende bekendtskab, der uforceret bringer det indre barn frem i publikum. Animationsfilm når det er allerbedst.
Jeg har aldrig været for vild med Disneys animerede produktioner, der muligvis har været både skelsættende og geniale historier, men for mig at se har filmene (næsten) altid savnet appel til voksne, både set fra et følelsesmæssigt og intellektuelt perspektiv. Jeg blev derfor yderst positiv overrasket over The Incredibles, der næsten kommer i samme liga som Shrek og Chris Wedges noget oversete, men helt fænomenale Ice Age. En superheltefortælling, der ikke ligger vægt på hverken indre dæmoner eller overnaturlige mentale stridigheder, men relationsvenlige og letgenkendelige familieproblemer. Handlingen er lidt af en humoristisk og satirisk genistreg i sig selv, men Birds sande mesterlige indfaldsvinkel er skildringen af den (endnu engang) flerlagede familie og disses problemer. Det er naturligvis intet nyt i at fortælle en genrebestemt historie gennem et realistisk miljø, men sjældent lykkedes det med så stor bravur, elegance og indsigtsfuldhed som i The Incredibles.
Stemmerne er velvalgte, hvor Holly Hunter og Craig T. Nelson yder fine (bagvedliggende) præstationer som tilbagetrukne superhelte, der må skjule, eller anonymt indlemme, sig for samfundet, da deres superheltegerninger koster skatteyderne for mange penge i reparationer. Nutidssamfundskritikken er evident, hvor især kapitalismen får et slag over fingrene, hvor paradokset i oprigtig medmenneskelighjælp forbydes på grund af udgifter udleveres med en morsom, men også hyklerisk bismag. Der eksploreres også i individualitet og enkeltes udskillelse fra samfundets normer og idealbilleder. Det metafysiske element er naturligvis påkrævet for at sætte tingene på spids (og inkorporer humoristiske sekvenser), men Bird formår også at gøre problemerne håndgribelig. Bedst fandt jeg det nok i hans fremstilling af teenage-datteren, der naturligvis er forelsket i den populære dreng. Hendes evner til at gøre sig selv usynlig hænger jo sammen med selvopfattelsen som uværdig og ikke-eksisterende i den elskedes øjne, men heldigvis indtræffer der en opvækkelse for eget (selv)værd. Efter familien folder de undertrykte superheltetalenter ud, forsikrer moderen (Hunter) pigen om, at hun er god nok. Håret, der i filmens første halvdel hænger langt ind over ansigtet og kun gør det ene øje synligt, redes tilbage og den selvindbildte skam og generthed er glædeligt forsvundet.
Familieskildringen er som førnævnt filmens store force. Heldigvis ligges der langt mere vægt på den del af filmen end selve helteudførselsaspektet, der selvfølgelig indeholder en skruppelløs skurk, som Jason Lee veloplagt ligger stemme til. Selvom dette obligatoriske element både er spændende og ekstrem medrivende, så fænges man mest af familieproblemerne, der både ligger op til sjove forviklingsproblemer (internt og i forsøget på naturlig indblanding i det utaknemmelige samfund) og mere rørende sider, hvor man som publikum faktisk føler meget for og med karaktererne. Dette skyldes ikke kun den vanvittig flotte, yderst detaljerige og noget nær fejlfrie animationsside, men ligeså meget personbehandling og forståelse, som Bird åbenlyst bugner med.
Humoren i The Incredibles er helt i særklasse, hvor det nærmest er umuligt at modtage og efterbehandle de intelligente vitser ved første åbenbaring (et gensyn er allerede kærkomment). Energien er ligeså formidabel, hvor Bird især brillerer i spændingssekvenserne, hvor man til tider helt glemmer at trække vejret. Filmen er dog ikke kun spændings- og actionjageri, men svinger perfektibelt mellem førnævnte og de mere følelsesladede sider. The Incredibles er et fremragende, superunderholdende og overraskende masseappellerende bekendtskab, der uforceret bringer det indre barn frem i publikum. Animationsfilm når det er allerbedst.
24/04-2005