where the magic began

Sam Raimis debutfilm Evil Dead er en, fuldt ud forståeligt, idoliseret kultklassiker, der katalyserede karismatiske Bruce Campells ikon-status og en af de mest opsigtsvækkende instruktørkarrierer i Hollywood. På trods af at filmen er indspillet og gennemført på et ekstrem skrabet budget, så er Evil Dead en ganske fornøjelig og underholdende, om end stedvis uhøjtidelig vulgær, affære, hvor Raimi med begavelse og opfindsomhed optimerer de begrænsede muligheder. Præmissen er enkelt, ja endda forslidt. Fem unge mennesker, flade karakterskildringer, hvor kun Campell, uden ligefrem at brillerer (Ash er her ikke en decideret aktiv helt), vækker sin figur en smule til live, isoleres i en afsidesliggende hytte i en skummel skov, hvor menneskelignende uhyrer opvækkes og angriber dem. På trods af den banale historie, så keder man sig aldrig, takket være Raimis iscenesættelse, hvor han virkelig demonstrerer sit filmiske talent.

Evil Dead er en stilsikker film, hvor energien er udsøgt og indfaldene tilpas syrede og makabre. Humoren fokuseres der (desværre) ikke så meget på, men det godtgjorde Raimi med de to efterfølgere. Der er lagt mere vægt på stemning og uhyggen i denne splattergyser, og selvom man aldrig rigtig chokeres eller skræmmes inderligt, så formår Raimi ganske flot at opbygge en trykkende stemning. Dette sker ikke mindst på grund af den helt igennem heftige og nærmest banebrydende kameraføring, der gør Evil Dead til noget af en visuel fornøjelse. Det er anmassende, pompøst og ikke mindst originalt, især de semi-kummerlige forhold taget i betragtning. Jeg blev i hvert fald dybt imponeret over Raimis unikke visuelle øje, der har været konsekvent gennem hele hans karrierer. POV-anvendelsen er helt fænomenal!

Selvom Evil Dead til tider kan føles en smule dilettantisk, så overbeviser den overordnet, og Raimis forfriskende kompetence og talent fornægter sig ikke. En seværdig og genrebevidst debut.