Den yderste konsekvens
2.0
Battle Royale er både en ganske aktuel og samtidig interessant film.
Især synes jeg, at filmens indledende koncept er imponerende og spændende.
Filmen indledes med et oprids af situationen i et fremtidens Japan.
Et land, der er præget af stigende arbejdsløshed og af økonomisk recession. I en tid hvor landets gamle skikke, traditioner og moralbegreber står for fald. Generationskløften er vokset og unge behandler ældre uden respekt og med foragt.
Den japanske regering vælger derfor at lancere et såkaldt Battle Royale-program, der kort fortalt går ud på kontinuerligt at tage en tilfældig skoleklasse, føre denne ud på en øde ø og tvinge dem til at kæmpe imod hinanden indtil der kun er en overlevende tilbage.
Det skal lige nævnes at eleverne alle har et elektronisk halsbånd, der både oplyser hvor på øen eleven befinder sig samt eksploderer hvis eleven prøver at forlade øen.
Herefter følger vi de 42 involverede elever, der dog hurtigt deler sig i små grupper hvor de forsøger at holde sammen. Dette viser sig dog at være mere end svært. I den umenneskelige atmosfære af mistro og angst har grupperne problemer med at holde sammen og da alle elever er bevæbnede mister mange livet i interne opgør eller i kamp med andre grupper.
Battle Royale er bestemt en aktuel film i en tid, hvor individualisme og konkurrencementalitet præger hverdagslivet for mange mennesker.
Det er interessant at tænke på, at TV-programmer som f.eks Robinson og lignende er ret populære idet de på en måde optegner nu tidens gældende idealer.
I Battle Royale som i Robinson er det ikke ved sammenhold eller samarbejde at en gruppe vinder. Vinderen er det individ, der sætter sig et præcist mål og som i sin stræben efter at nå dette mål tilsidesætter alle andre og kun har øje på sit eget.
Som nævnt tidligere synes jeg især det indledende koncept er imponerende og starten af konceptet forekommer at have et tydeligt fokus på nogle aktuelle problemer, der er ført ud i det fuldstændigt ekstreme.
Desværre udtværes dette fokus halvvejs inde i filmen og fortællingen fortaber sig i en masse subplots, der udspiller sig imellem eleverne, men de færreste fører nogen vegne. For mit vedkommende er det såvel forvirrende som problematisk.
Desuden synes jeg at filmens slutning er helt fra koncepterne og der er ingenting der længere hænger ordentligt sammen.
Battle Royale har i min bog flere problemer idet den starter exceptionelt godt ud som en samfundskritisk science fiction-thriller med et socialrealistisk aspekt og så kører den over i en form for moderne ligning med en aldeles grotesk og absurd symbolik og handling. Filmen lægger ud som det førstnævnte men dens mislykkede slutning kan jeg kun forstå meningsfuldt som det sidstnævnte.
Tja, det skal lige siges, at til trods for de her problemer, som jeg finder møgirriterende, er Battle Royale stadigvæk delvist en fornøjelse. Det er langt fra en fantastisk film, men bestemt værd at se bare for dens aktualitet.
Især synes jeg, at filmens indledende koncept er imponerende og spændende.
Filmen indledes med et oprids af situationen i et fremtidens Japan.
Et land, der er præget af stigende arbejdsløshed og af økonomisk recession. I en tid hvor landets gamle skikke, traditioner og moralbegreber står for fald. Generationskløften er vokset og unge behandler ældre uden respekt og med foragt.
Den japanske regering vælger derfor at lancere et såkaldt Battle Royale-program, der kort fortalt går ud på kontinuerligt at tage en tilfældig skoleklasse, føre denne ud på en øde ø og tvinge dem til at kæmpe imod hinanden indtil der kun er en overlevende tilbage.
Det skal lige nævnes at eleverne alle har et elektronisk halsbånd, der både oplyser hvor på øen eleven befinder sig samt eksploderer hvis eleven prøver at forlade øen.
Herefter følger vi de 42 involverede elever, der dog hurtigt deler sig i små grupper hvor de forsøger at holde sammen. Dette viser sig dog at være mere end svært. I den umenneskelige atmosfære af mistro og angst har grupperne problemer med at holde sammen og da alle elever er bevæbnede mister mange livet i interne opgør eller i kamp med andre grupper.
Battle Royale er bestemt en aktuel film i en tid, hvor individualisme og konkurrencementalitet præger hverdagslivet for mange mennesker.
Det er interessant at tænke på, at TV-programmer som f.eks Robinson og lignende er ret populære idet de på en måde optegner nu tidens gældende idealer.
I Battle Royale som i Robinson er det ikke ved sammenhold eller samarbejde at en gruppe vinder. Vinderen er det individ, der sætter sig et præcist mål og som i sin stræben efter at nå dette mål tilsidesætter alle andre og kun har øje på sit eget.
Som nævnt tidligere synes jeg især det indledende koncept er imponerende og starten af konceptet forekommer at have et tydeligt fokus på nogle aktuelle problemer, der er ført ud i det fuldstændigt ekstreme.
Desværre udtværes dette fokus halvvejs inde i filmen og fortællingen fortaber sig i en masse subplots, der udspiller sig imellem eleverne, men de færreste fører nogen vegne. For mit vedkommende er det såvel forvirrende som problematisk.
Desuden synes jeg at filmens slutning er helt fra koncepterne og der er ingenting der længere hænger ordentligt sammen.
Battle Royale har i min bog flere problemer idet den starter exceptionelt godt ud som en samfundskritisk science fiction-thriller med et socialrealistisk aspekt og så kører den over i en form for moderne ligning med en aldeles grotesk og absurd symbolik og handling. Filmen lægger ud som det førstnævnte men dens mislykkede slutning kan jeg kun forstå meningsfuldt som det sidstnævnte.
Tja, det skal lige siges, at til trods for de her problemer, som jeg finder møgirriterende, er Battle Royale stadigvæk delvist en fornøjelse. Det er langt fra en fantastisk film, men bestemt værd at se bare for dens aktualitet.
24/04-2005
