Forklædt Sødsuppe
3.0
Den fordrukne og dybt ucharmerende Willie (Thornton) lever af at lade sig hyre som Julemand til stormagasiner, for ad den vej benytte lejligheden til at røve dem. Da han møder en overvægtig og forsømt dreng, begynder han at finde lidt livsindhold i en ellers tom tilværelse, hvor han blot venter på at forsumpe.
”Bad Santa” er en skæv og kulsort grov komedie, der på en gang både gør grin med de traditionelle og sukkersøde julebudskaber og selv prøver at hylde selv samme værdier, men på en anderledes måde.
Den er ikke synderligt vellykket, da mange af filmens groteske indfald ikke helt virker og det samtidig et stykke hen af vejen er svært at finde meget sympati for de mennesker der befolker historiens univers, men den bliver aldrig kedelig, for man venter konstant i spænding og forventning på, hvad der nu sker af vanvittige påfund.
I hovedrollen giver Thornton, som så ofte før, et gennemført portræt af et menneske der har mistet eller aldrig haft nogen autentiske værdier i livet, men genkender noget af sig selv i en vanrøgtet dreng, der søger en relation til et andet menneske, blind for hvad Thornton er for en og bare tror på det bedste i ham. Efter bedste evne prøver Thornton’s figur, dog ikke lige med det samme, at hjælpe denne dreng, på alle de forkerte måder, men relationen skabes og ender med at styrke dem begge, give dem noget at tro på og leve for.
Det kan lyde sentimentalt, men i Zwigoff’s instruktion bliver eller føles det aldrig sådan.
”Bad Santa” er en skæv og kulsort grov komedie, der på en gang både gør grin med de traditionelle og sukkersøde julebudskaber og selv prøver at hylde selv samme værdier, men på en anderledes måde.
Den er ikke synderligt vellykket, da mange af filmens groteske indfald ikke helt virker og det samtidig et stykke hen af vejen er svært at finde meget sympati for de mennesker der befolker historiens univers, men den bliver aldrig kedelig, for man venter konstant i spænding og forventning på, hvad der nu sker af vanvittige påfund.
I hovedrollen giver Thornton, som så ofte før, et gennemført portræt af et menneske der har mistet eller aldrig haft nogen autentiske værdier i livet, men genkender noget af sig selv i en vanrøgtet dreng, der søger en relation til et andet menneske, blind for hvad Thornton er for en og bare tror på det bedste i ham. Efter bedste evne prøver Thornton’s figur, dog ikke lige med det samme, at hjælpe denne dreng, på alle de forkerte måder, men relationen skabes og ender med at styrke dem begge, give dem noget at tro på og leve for.
Det kan lyde sentimentalt, men i Zwigoff’s instruktion bliver eller føles det aldrig sådan.
26/04-2005
