Innocent When You Dream
5.0
Med en tobaksforretning i Brooklyn som centrum, fortælles en række små historier om en lille gruppe mennesker og deres liv lige nu og her.
”Smoke” er en positiv og lun lille filmperle om mennesker i New York’er bydelen Brooklyn, som filmen også er en hyldest til, danner rammen og er en vigtig medspiller, i en historie hvor handlingen består af en række små sammenflettede historier, der på sin måde er sekundær og blot et hylster for at fortælle om menneskelige og medmenneskelige relationer blandt en gruppe forskellige individer, hvor røgen er omdrejningspunkt for socialt samvær.
Det kan lyde som om vi er lidt over i Robert Altman’s univers, men ”Smoke” er mere en ærlig og småfilosofisk (ment positivt) historie om rigtige mennesker og deres små anekdoter, ideer og daglige gerninger og tanker (om kunst, livet og andet), hvoraf alle sikkert ikke er sande, end det er et lidt kringlet syn på menneskers demoraliserede karaktertræk som det ofte ses hos Altman.
Men derfor minder instruktør Wang’s film, der bygger på Paul Auster’s, der også har bidraget på instruktør-siden, historie ikke om noget man ser hos Altman, ikke meget i hvert fald.
Filmen er fint lavet, der rammes en god stemning og Brooklyn vises fra sin bedste side, af folk der må elske den på godt og ondt (jeg har jo aldrig været der), men ellers er det en film hvor den tekniske side er aldeles ligegyldig.
I de bærende roller er Keitel eminent som samlingspunktet og tænksom ejer af tobaksbutikken, med et i virkeligheden stort hjerte. Men også Hurt som livstræt forfatter med skriveblokering efter konens død og Whitaker som mekaniker, der prøver at tilgive sig selv for fortidens synder er mageløse. Resten af holdet giver ligeledes troværdige og afdæmpede præstationer. Det er en af den slags produktioner hvor skuespillerne får lov til at vise hvad de kan, på den uglamourøse måde, hvor de kommer til at virke naturlige i deres udtryk og den fantastiske gode dialog er en bærende del af spillet.
”Smoke” er en film man bliver i godt humør af og ikke fordi den er lalleglad og fyldt med skøre indfald, men fordi den midt i alvoren der faktisk er tilstede, virker så bekræftende og oprigtig. Læg også mærke til den velfungerende og afdramatiserede musik af den kvindelige komponist Rachel Portman, og ikke at forglemme et par skønne numre af Tom Waits.
Efterfølges af ”Blue In The Face”, der er en skuespiller-improvisation der blev optaget på stedet.
”Smoke” er en positiv og lun lille filmperle om mennesker i New York’er bydelen Brooklyn, som filmen også er en hyldest til, danner rammen og er en vigtig medspiller, i en historie hvor handlingen består af en række små sammenflettede historier, der på sin måde er sekundær og blot et hylster for at fortælle om menneskelige og medmenneskelige relationer blandt en gruppe forskellige individer, hvor røgen er omdrejningspunkt for socialt samvær.
Det kan lyde som om vi er lidt over i Robert Altman’s univers, men ”Smoke” er mere en ærlig og småfilosofisk (ment positivt) historie om rigtige mennesker og deres små anekdoter, ideer og daglige gerninger og tanker (om kunst, livet og andet), hvoraf alle sikkert ikke er sande, end det er et lidt kringlet syn på menneskers demoraliserede karaktertræk som det ofte ses hos Altman.
Men derfor minder instruktør Wang’s film, der bygger på Paul Auster’s, der også har bidraget på instruktør-siden, historie ikke om noget man ser hos Altman, ikke meget i hvert fald.
Filmen er fint lavet, der rammes en god stemning og Brooklyn vises fra sin bedste side, af folk der må elske den på godt og ondt (jeg har jo aldrig været der), men ellers er det en film hvor den tekniske side er aldeles ligegyldig.
I de bærende roller er Keitel eminent som samlingspunktet og tænksom ejer af tobaksbutikken, med et i virkeligheden stort hjerte. Men også Hurt som livstræt forfatter med skriveblokering efter konens død og Whitaker som mekaniker, der prøver at tilgive sig selv for fortidens synder er mageløse. Resten af holdet giver ligeledes troværdige og afdæmpede præstationer. Det er en af den slags produktioner hvor skuespillerne får lov til at vise hvad de kan, på den uglamourøse måde, hvor de kommer til at virke naturlige i deres udtryk og den fantastiske gode dialog er en bærende del af spillet.
”Smoke” er en film man bliver i godt humør af og ikke fordi den er lalleglad og fyldt med skøre indfald, men fordi den midt i alvoren der faktisk er tilstede, virker så bekræftende og oprigtig. Læg også mærke til den velfungerende og afdramatiserede musik af den kvindelige komponist Rachel Portman, og ikke at forglemme et par skønne numre af Tom Waits.
Efterfølges af ”Blue In The Face”, der er en skuespiller-improvisation der blev optaget på stedet.
27/04-2005
