Ash – The King!

Tredje og foreløbig sidste installering (der er dog både en fortsættelse og genindspilning på tale i øjeblikket) i Sam Raimis fascinerende Evil Dead-trilogi, der indledtes med lowbudget-gyseren Evil Dead, der kun havde sorthumoristiske undertoner, og blev opfulgt af Evil Dead 2, der var en tilnærmelsesvis genindspilning af etteren (og som jeg tragisk nok ikke har set :-( ), for slutteligt at blive fuldbragt med denne fantasifulde, makabre og hæsblæsende treer, hvor budgettet var langt større, og dermed også ambitionerne. Raimi er indiskutabelt en usvigelig sikker instruktør og yderst effektiv underholdere, men desværre virker det som om, at han med Army of Darkness ikke har ageret synderlig selektiv, og dette er gået en smule ud over filmens tempo og til dels også fascinationsaspektet. Bevares, kreativiteten er i førersædet, og retsmæssig sådan, men lidt for ofte fortabes Army of Darkness i dets eget univers, og som tilskuer føler man sig enkelte gange tilsidesat til fordel for hvad-skal-vi-nu-finde-på.

Bruce Campells kultstatus er fuldt ud forståelig, og han udfylder da også rollen som den hårdtslående (anti)helt Ash til noget nær perfektionisme. Vi er milevidt fra hans fragmentariske handlekraftighed i Evil Dead, her er Campell den altdominerende hovedperson, der endnu engang trækkes ind i paranormale hændelser, hvor overjordiske kreaturer skal udkæmpes og destrueres. At Raimi og co. har flyttet handlingen til middelalderen er muligvis ikke det mest velgennemtænkte og spændende træk (filmens mest fremragende og seværdige opgør kommer da også først i slutningen, hvor Ash/Campell må bekæmpe en heks i nutiden. Forrygende og energisk sekvens!), men Raimi præsenterer os alligevel for en forbilledlig fortællerlyst, hvor man læder sig over og underholdes mere af de syrede indslag end over selve handlingen, hvor Raimi desværre er blevet en smule mere konventionel i sin historieafvikling. Campells rolle som Ash (der paradoksalt nok er kædebutiksmedarbejdere, en hentydning til at menneskets værdi ikke måles i arbejdsstatus, men i handlinger) er i særdeleshed velskrevet, sprængfyldt med uhøjtidelig selvironi og bevidst maskulinitet, og dialogerne er endnu engang ret så mindeværdige.

Army of Darkness er ikke overraskende blevet til en visuel tour de ´force, komplet med skæve kameravinkler, heftige panoreringer og hektisk klipning. Scenografien er forbavsende gennemført og lader ikke noget tilbage at ønske. Filmen er rendyrket splatterkomik, hvor det ikke-eksisterende gys er substitueret med grove og sorthumoristiske scener, der er så langt ude, at man ikke kan andet end morer sig. Grotesk, men herlig underholdende. Tegneserievolden er naturligvis overdreven og total overgearet, men selvom hæmningerne er blevet smidt overbords, så er det sjældent at man som publikum mister interessen komplet. Ikke nær så god som Evil Dead, men groovy nonetheless.