- Psykedelisk socialrealisme -
4.0
Anders Thomas Jensens tredje film er en glimrende fortælling om bibelske frustrationer og menneskelig udvikling.
Ligesom Jensens to foregående film er ”Adams Æbler” en vovet blanding af alvorligt drama og sort humor. Her er skridtet videre endda taget, hvor det denne gang er med vægt på dramaet. Noget der på forhånd må siges at være en smule farefuldt, i og med Jensens force helt sikkert ligger på det humoristiske område, men med en god historie som grundpille slipper han her faktisk overraskende godt fra den sprængfarlige cocktail.
Også selvom stemningsskiftet af og til kan forekomme brat. Det ene øjeblik skraldgriner man, det andet synker man en klump i halsen. Alligevel er der noget dybt fascinerende ved Jensens univers, og på en eller anden måde får han faktisk flettet de forskellige elementer sammen til en heltstøbt oplevelse. Alene det er en stor præstation.
Selve historien er dog filmens største fordel. I bedste Coen-stil formår Jensen nok engang at jonglere med sine skæve personligheder i en bittersød fortælling, der denne gang handler om hvordan troen både kan bide sig fast som en svulst men så sandelig også flytte bjerge. De religiøse under- og overtoner udgør en interessant indfaldsvinkel og gør fortællingen særdeles temastærk.
Humoristisk er filmen også vellykket. Igen leverer Jensen komiske pletskud på stribe, hvor man igen må grine fuld af skrupler over den eminente og hylemorsomme dialog. Ikke mindst takket være leveringen, hvor skuespillet også denne gang er strålende. Mads Mikkelsen er mindst lige så morsom som kageglad præst som han var som storsvedende slagter, Ulrich Thomsen er ligeledes god om end i en lidt mere karakterløs rolle, og så giver Ole Thestrup naturligvis en af sine sædvanlige optrædener med de obligatoriske bonmoter.
Jovist, Jensen leger måske lige lovlig meget med sit publikums følelser, og rent stemningsmæssigt er vi på det eksperimentale stadie, men ”Adams Æbler” fortjener stadig en god portion ros for dens herlige uregerlighed. Det er en film, der både har noget på hjerte og samtidig har sat sig for at belønne sit publikum med en særlig oplevelse. Vigtigst af alt er det dog original filmskabelse, og det er rent faktisk en udpræget sjældenhed indenfor landets grænser.
Ligesom Jensens to foregående film er ”Adams Æbler” en vovet blanding af alvorligt drama og sort humor. Her er skridtet videre endda taget, hvor det denne gang er med vægt på dramaet. Noget der på forhånd må siges at være en smule farefuldt, i og med Jensens force helt sikkert ligger på det humoristiske område, men med en god historie som grundpille slipper han her faktisk overraskende godt fra den sprængfarlige cocktail.
Også selvom stemningsskiftet af og til kan forekomme brat. Det ene øjeblik skraldgriner man, det andet synker man en klump i halsen. Alligevel er der noget dybt fascinerende ved Jensens univers, og på en eller anden måde får han faktisk flettet de forskellige elementer sammen til en heltstøbt oplevelse. Alene det er en stor præstation.
Selve historien er dog filmens største fordel. I bedste Coen-stil formår Jensen nok engang at jonglere med sine skæve personligheder i en bittersød fortælling, der denne gang handler om hvordan troen både kan bide sig fast som en svulst men så sandelig også flytte bjerge. De religiøse under- og overtoner udgør en interessant indfaldsvinkel og gør fortællingen særdeles temastærk.
Humoristisk er filmen også vellykket. Igen leverer Jensen komiske pletskud på stribe, hvor man igen må grine fuld af skrupler over den eminente og hylemorsomme dialog. Ikke mindst takket være leveringen, hvor skuespillet også denne gang er strålende. Mads Mikkelsen er mindst lige så morsom som kageglad præst som han var som storsvedende slagter, Ulrich Thomsen er ligeledes god om end i en lidt mere karakterløs rolle, og så giver Ole Thestrup naturligvis en af sine sædvanlige optrædener med de obligatoriske bonmoter.
Jovist, Jensen leger måske lige lovlig meget med sit publikums følelser, og rent stemningsmæssigt er vi på det eksperimentale stadie, men ”Adams Æbler” fortjener stadig en god portion ros for dens herlige uregerlighed. Det er en film, der både har noget på hjerte og samtidig har sat sig for at belønne sit publikum med en særlig oplevelse. Vigtigst af alt er det dog original filmskabelse, og det er rent faktisk en udpræget sjældenhed indenfor landets grænser.
28/04-2005
