Stemningsfuld shakespeare

Det er ikke ofte, man som tilskuer får serveret en shakspeare-filmatisering.
Sidste gang vi fik fornøjelsen, var med John Maddens lystige og underholdende prissluger ’Shakespeare in love’. Dette var i 1998, og først nu, 7 år efter, udkommer en ganske overset og rørende historie om en købmand i Venedig.
Historien udformer sig på dramatisk vis, sådan:
Den unge charmør Bassanio, er besat af den gudesmukke Portia, som har afgivet et løfte, om at den mand, som vælger det rigtige skrin, og som derfor forstår livets sande værdier, skal blive hendes ægtemand.
Bassanio mangler dog, et utal af penge, til den lange rejse til flods.
Derfor opsøger han og vennen Antonio, den jødiske lånehaj Shylock, der som alle andre jøder, er nedværdiget af kristne folk. Modvilligt, aftaler de at pengene skal betales tilbage inden tre måneder. Hvis ikke, må han skære nøjagtigt et pund, af Antonios kød. Det kød, der sidder tættest på hjertet.
Alt går som planlagt, indtil skibene forliser, månederne er gået, og de to venner er i pengenød.
Det bliver en hård kamp, at redde sig ud af kløerne på købmanden.

Grunden til at denne historie, ikke er blevet filmatiseret siden stumfilmenes indtræden, er nok filmens, antisemitiske holdninger.
Grundlæggende for fortællingen, er at de kristne folk har ret og jøderne, bliver fortolket som et ondt og koldt folkefærd.
I forhold til teaterudgaven, der blev spillet herhjemme i en kort periode, er der skåret ret meget ned på forbruget af jødefjendske udtalelser, hos hovedrolleindehaverne.
Til trods for det, er der i hele stemningen filmen igennem, en ubehagelig tone af had.
Sagt med det samme, gør det bestemt ikke filmen dårligere. Snarere får man et perfekt indtryk af, hvordan forholdene var på den tid.

På det tekniske plan, er filmen overrumplende. Kulissen er sat i Venedigs skumle gyder, og uopdagede snævre gange, som understøtter det melodiøse og frydefulde underlægningsmusik.
Det er balsam for sjælen, og får en til at glemme tid og sted.
Når stemningen så skifter og vi befinder os i en retssal, med en trykket fornemmelse, står billedet skarpt og gløder som syv sole. Musikken er væk, og det eneste der bevæger sig er ansigtstrækkende på personerne.
Det har en stærk, næsten berusende, effekt.
Effekten skyldes dog ikke kun de berusende optagelser og den bevægende historie.
En stor del af fortjenesten, skal tildeles Al Pacino, som den griske Shylock.
Man fornemmer et indædt had fra manden, til folkene der har behandlet ham og hans familie, så skidt.
Samtidig, er der et snært af grotesk humor, i et par hævngerrige scener, som gør den ganske mystiske person både vedkommende og man slutter af, med en vis form for medfølelse.
Jeg vil vove mig ud, og sige at det måske er den bedst spillede, og den mest engagerede rolle i Al Pacinos karriere.
Det er en skam, at der kun tildeles oscars for politisk korrekte præstationer, der går lige efter Hollywoodbogen, da denne præstation er en af de største i dette år.
Derfor er det med ærgrelse, at en nomination ikke engang var mulig.
Resten af holdet, gør en formidabel indsats, og den garvede Jeremy Irons leverer varen, så man næsten får en klump i halsen.

Hen imod slutningen, udformer historien sig, en smule ensformigt, og er næsten ved at gå i stå.
Man kedes derfor lidt, og tænker tilbage på den formidable første halvdel.
Jeg må sige, at jeg alligevel gik tilfreds ud af biografsalen, mæt på filmoplevelse.
Man kan næsten ikke komme uden om snerten, af det antisemitiske, men jeg mener, at hvis man prøver at fortolke historien, vil enhver kunne se, hvor sympatisk Al Pacinos rolle egentlig er.
Det kommer an på hvilken person man er, og om man ikke prøver at lede efter en dybere mening med filmens temaer.
Genremæssigt rummer filmen, en masse. Vi finder både komedie, drama, satirisk blik på retssystemet, og kærlighed er jo et af de grundlæggende emner. Det er flot at filmen kan skildre så mange ting og gøre filmen til en vellykket sag.
Jeg blev uden tvivl revet med af hele fortællingen, og jeg vil med glæde gense den når den engang udkommer på dvd.