Scorseses fejlskud
3.0
Store forventninger forbindes med den mægtige instruktør Martin Scorsese.
Folk har lige siden hans store gennembrud med ’Taxi Driver’, glædet sig til hans kommende projekter, og de er alle blevet modtaget med klapsalver og mange roser.
Skønt dette har han aldrig vundet en Oscar.
Med det storladne drama om den succesrige, men samtidig psykisk nedbrudte, Howard Hughes, havde akademiet endelig sat hans film, som storfavorit.
Dette var ret ærgerligt, da ’The Aviator’ bestemt ikke er en af hans stærkest filmiske præstationer.
Filmen udspiller sig i årstallene 1920-1940, som var de største og vigtigste år i Mangemillionæren Howard Hughes liv. Han startede som ambitiøs filminstruktør, med den banebrydende og dyreste film nogensinde, ’Hells Angels’. Intet var dog godt nok for den innovative mand. Han ville være den bedste til alt.
Derfor ville han designe det hurtigste fly nogensinde.
Udover karrieren havde han et par ømtålelige kærlighedsaffærer, som han ødelagde på grund af sin sygelighed, med tvangstanker og fobier, der lidt efter lidt lukkede ham ude fra omverdenen.
Det hele er storslået. Lydsiden er eminent, med usentimentale 40’er sange, der sætter stemningen.
Klar, og imponerende billedside, med flotte kostumer, som var det taget lige ud af en film fra den tid.
Det hele er flot sat op, og man er sikker på intet kan gå galt. Men som det ofte er med klassiske storfilm, skal intet overlades til fantasien.
Hvis filmen var skåret ned til normal spillefilmslængde, ville intet være langstrakt, og man ville gå hjem mæt og tilfreds.
Men som det også gik til i Scorseses sidste film ’Gangs of New York’, skal alt forløses.
Filmen kunne blot skildre, det vigtigste, da Howard gik ned af sine depressioner.
Dette er nemlig det mest interessante ved filmen, og det er her, Leonardo DiCaprio virkelig kommer til sin ret og viser hvilken fremragende karakterskuespiller, han i virkeligheden er.
Mærkeligt nok, er det ikke de mange svimlende flyveture, der imponerer.
Tværtimod, er de lidt kedsommelige, og man længes efter at se de stillestående scener, hvor især Cate Blanchets sammenspil med Leonardo, fungerer skræmmende godt.
Man får fornemmelsen af, at der er ægte kærlighed i luften, og man fornemmer at de virkelig har sat sig ind i de, ellers, svære roller.
Når alle intentionerne er kørt i højeste gear, er det ærgerligt at filmen efter den første time, begynder at kede gevaldigt. Filmen kører i tomgang, og man irriteres over de mange gentagelser der forekommer.
Filmen slutter heldigvis hårdtslående, selvom man ærgrer sig over at konklusionen ikke kunne være kommet et par time førhen.
Folk har lige siden hans store gennembrud med ’Taxi Driver’, glædet sig til hans kommende projekter, og de er alle blevet modtaget med klapsalver og mange roser.
Skønt dette har han aldrig vundet en Oscar.
Med det storladne drama om den succesrige, men samtidig psykisk nedbrudte, Howard Hughes, havde akademiet endelig sat hans film, som storfavorit.
Dette var ret ærgerligt, da ’The Aviator’ bestemt ikke er en af hans stærkest filmiske præstationer.
Filmen udspiller sig i årstallene 1920-1940, som var de største og vigtigste år i Mangemillionæren Howard Hughes liv. Han startede som ambitiøs filminstruktør, med den banebrydende og dyreste film nogensinde, ’Hells Angels’. Intet var dog godt nok for den innovative mand. Han ville være den bedste til alt.
Derfor ville han designe det hurtigste fly nogensinde.
Udover karrieren havde han et par ømtålelige kærlighedsaffærer, som han ødelagde på grund af sin sygelighed, med tvangstanker og fobier, der lidt efter lidt lukkede ham ude fra omverdenen.
Det hele er storslået. Lydsiden er eminent, med usentimentale 40’er sange, der sætter stemningen.
Klar, og imponerende billedside, med flotte kostumer, som var det taget lige ud af en film fra den tid.
Det hele er flot sat op, og man er sikker på intet kan gå galt. Men som det ofte er med klassiske storfilm, skal intet overlades til fantasien.
Hvis filmen var skåret ned til normal spillefilmslængde, ville intet være langstrakt, og man ville gå hjem mæt og tilfreds.
Men som det også gik til i Scorseses sidste film ’Gangs of New York’, skal alt forløses.
Filmen kunne blot skildre, det vigtigste, da Howard gik ned af sine depressioner.
Dette er nemlig det mest interessante ved filmen, og det er her, Leonardo DiCaprio virkelig kommer til sin ret og viser hvilken fremragende karakterskuespiller, han i virkeligheden er.
Mærkeligt nok, er det ikke de mange svimlende flyveture, der imponerer.
Tværtimod, er de lidt kedsommelige, og man længes efter at se de stillestående scener, hvor især Cate Blanchets sammenspil med Leonardo, fungerer skræmmende godt.
Man får fornemmelsen af, at der er ægte kærlighed i luften, og man fornemmer at de virkelig har sat sig ind i de, ellers, svære roller.
Når alle intentionerne er kørt i højeste gear, er det ærgerligt at filmen efter den første time, begynder at kede gevaldigt. Filmen kører i tomgang, og man irriteres over de mange gentagelser der forekommer.
Filmen slutter heldigvis hårdtslående, selvom man ærgrer sig over at konklusionen ikke kunne være kommet et par time førhen.
30/04-2005
