Kejserens nye klæder - eller?

En knappenål faldet på gulvet ville have runget – så stille var der i biograflokalet, da rulleteksterne kørte hen over skærmen. Uden ord forlod folk deres pladser. Det samme gjorde jeg. Havde vi oplevet noget stort? Havde filmen gjort så kraftigt et indtryk, at vi var blevet stumme af bevægelse? Havde den rørt ved nogle dybe indre strenge? Eller? Dette var min første reaktion på pre-screeningen af filmen, så jeg besluttede, at før jeg udtalte mig officielt om denne film, ja, så måtte jeg altså bare gense den. Det gjorde jeg så på åbningsdagen – med samme resultat. Total stilhed i salen. Ingen klapsalver ved afslutningen – ingen hyggelig summen af snak på vej ud af lokalet – blot stilhed... Så var dette en genial film med så stor dybde, at der ikke kunne være en dråbe af tvivl om, at her også var den rette Oscarvinder, som fortjente alle de mange roser og forgyldninger, den var blevet tildelt? Eller var der nogen – som i lighed med mig – havde en svang tanke om, at jeg havde oplevet ”Kejserens nye klæder”?

Nogle meget stærke følelser var i mit tilfælde unægtelig kommet op til overfladen – efter begge biografbesøg. Spørgsmålet er blot, om det nu også var netop de følelser, som teamet bag filmen havde til hensigt at bringe frem? Min bedre halvdel var nærmest forundret over min reaktion efter gensynet. Jeg følte nemlig en nærmest aggressiv vrede! Vist havde den rørt nogle meget dybe følelser i mig. Et kæmpe tabuemne var nemlig - uventet - blevet kastet lige ud i hovedet på os. Bragt helt tæt på. Men - og her kommer pointen: Et bud på resultatet, det videre forløb – det kom aldrig. Man åbnede bare op for alle sluserne, men glemte at lukke hanerne igen. Som kirurgen, der skær i bylden men ikke renser ud eller lukker såret til igen. Som psykologen, der borer dybt i klientens inderste men ikke ”samler op” igen. Et stort kaos af følelser var blevet bragt til overfladen – men jeg følte mig efterladt uforløst. Derfor forlod også jeg salen i dyb stilhed.

Og derfor stillede jeg mig selv mange spørgsmål bagefter. Havde jeg virkelig oplevet noget meget stort? Eller var jeg simpelthen blevet udsat for ”et billigt trick” og oplevet en tåreperser af den værste slags. Romanbladet udsat for film. Morten Koch i nyt regi. Ganske enkelt – var dette i virkeligheden ikke ”Kejserens nye klæder”?

Ja, nu er jeg godt klar over, at jeg våger mig ud på det dybe vand med en sådan påstand, men efter megen nøje overvejelse, så er det altså det resultat, jeg er kommet til. ”Million Dollar Baby” er ikke tænkt som en dyb film, der vil forsøge at åbne op for et alvorligt tabu. Forløbet er nemlig langt hen ad vejen bygget over et simpelt plot, kendt, forudsigeligt, sentimentalt – og så lige kørt ud på et sidespor for at sikre en følelsesmæssig reaktion til sidst. Ganske kort: Ung kvinde fra ufattelige fattige kår har som eneste mål her i livet at komme til at bokse på topplan. Gammel udbrændt boksetræner med lig i skabet nægter i første omgang at træne noget så inferiørt som en kvinde. Den unge kvindes stålvilje til både at vinde hans gunst og senere sine kampe får ham naturligvis imidlertid i knæ, og begyndelsen på et tæt menneskeligt forhold opstår. Så følger kamp på kamp og – bortset fra et besøg til hendes overkarikerede familie/slægtninge for at overøse dem med gaver og godbidder, nu da det går hende godt – ja, så er 2/3 af filmen gået efter en helt og totalt forudsigelig og meget romanbladsagtigt koncept. Og interesserer man sig ikke for boksning, ja, så er der perioder med dybe gab… Men, så pludselig, går tingene ikke helt som efter opskriften – eller rettere, jo, det videre forløb kunne såmænd også have været ganske forudsigelig – men den lille etiske drejning, som pludselig dukker op i filmens slutning, åbner op for en helt, helt anden film og et helt, helt andet tema. Og er det korrekt observeret, så er det meget, meget billige points at score på, og Oscarstatuetten burde returneres. Hårde ord, men altså min mening. Filmen kunne udmærket have kørt linien ud, men i stedet for at bringe et etisk tabuemne ind som slutreplik, da blot have valgt en mindre diskutabel afrunding, som ikke ville have rørt ved filmens egentlige budskab. Boksepigen nåede sit mål og havde forliget sig med den pris, som hun måtte betale herfor. Og så burde der ikke have været mere i den historie. Nu står man imidlertid med nogle meget væsentlige og meget følelsesbetonede ubesvarede spørgsmål. Og det kan man bare ikke, hvis det skal være stor kunst og genialt – derfor min dybe skuffelse over filmen.

OK – jeg skal da ikke undlade at give Hilary Swank en cadeau for en meget, meget flot præstation. Hun er 110% troværdig i rollen. Hun formår til fulde at vise både vilje, hårdhed, sårbarhed, styrke og kvindelig intuition. Og hvilket fysisk kæmpe forarbejde, hun har måttet igennem, for at kunne levere den ægte vare i ringen. Jeg er dybt imponeret over, at hun har klaret det hele uden brug af stuntkvinde. Så der skal da lyde et til lykke med Oscarstatuetten til hende for denne fine præstation også fra min side. Morgan Freeman leverer også en fin og vellykket figur på lærredet. Om den var så eminent, at den også var berettiget til at hente statuetten for bedste mandlige birolle hjem, det kan måske nok diskuteres – men det kan jeg leve med. Hvad Clint Eastwood himself derimod gjorde blandt de fem kandidater til titlen som bedste mandlige hovedrolle forbliver imidlertid mig en gåde. Hvordan i alverden kunne denne præstation berettige til så fin en nominering? Clint Eastwood var i filmen for mig – tja – bare Clint Eastwood. En ældre udgave af sig selv med et halvdødt blik i et par plastikopererede forstørrede øjenomgivelser… Ingen store synlige følelser, ikke et forrygende spil, der fik en til at glemme, hvem der var ”inde” i denne rolle. Nej, den nominering forstår jeg altså ikke en dyt af.

Men værst af alt, hvordan kunne denne film dog ende på sejrpodiet som årets bedste/bedst instruerede op mod så pragtfuld en film som ”The Aviator”? Det er og bliver mig totalt uforståeligt. Det var Martin Scorsese & Co., der burde havde stået med de gyldne statuetter i hånden – akkeja. Men jeg er jo blot en almindelig tilskuer, så hvad ved jeg? Det kunne faktisk have været interessant at høre The Academy’s begrundelse for valget af netop ”Million Dollar Baby” – det havde måske kastet lidt lys over situationen. Som udvælgelsen pt. foregår, har man jo ikke den ringeste idé om, hvorfor netop den eller den person/film er blevet nomineret eller, hvorfor den ønskede lille guldmand ender i hænderne lige netop, hvor den gør. Det kunne være en ny interessant vinkel på showet fremover at kende lidt mere til begrundelserne. Uanset årsag, så er og forbliver jeg imidlertid vildt uenig med The Academy omkring vurderingen af ”Million Dollar Baby”. En udmærket, velspillet lille film – men bestemt ikke Oscarmateriale – og helt sikkert ikke den rigtige hjemtager af Oscar!