Oscar-statuetter på afveje!
6.0
Nej, nej og atter nej! Hvordan kunne det dog gå så skævt? Jeg kunne have tudet af skuffelse, da årets Oscarvindere af bedste film/instruktion/mandlige hovedrolle blev udråbt. Det måtte simpelthen være en fejltagelse! Men nej – det var ikke ”The Aviator” og Martin Scorsese & Co., som blev kaldt op på scenen. Min lille medbragte champagneflaske blev pakket tilbage i tasken, og jeg forlod vantro Imperial Bio efter en lang skuffende nat. Der var ikke noget at fejre. Og hvis jeg var skuffet – hvad må så ikke Martin Scorsese, Leonardo DiCaprio og hele teamet bag ”The Aviator” da have været. OK - hvad betyder en enkelt statuette mere eller mindre på kaminhylden, når der allerede er godt fyldt op med trofæer fra Golden Globe, Producers’ Guild, The American Film Institute, BAFTA og mange andre awards, som filmen indtil da havde hjembragt. Det får vi aldrig et ærligt svar på – men mon ikke Scorsese er ved at tabe respekten for The Academy og et eller andet sted føler sig snydt. Det ville kun være menneskeligt og forståeligt – for snydt i år, det er han og hans ”The Aviator” i hvert fald. Godt og grundigt efter min mening.
Og min mening har jeg først kunnet komme med nu, hvor jeg endelig har fået muligheden for at se/gense samtlige nominerede film til den eftertragtede titel: ”Årets Bedste Film”. ”Million Dollar Baby” lod vente på sig i de danske biografer – og da jeg så endelig fik den set, ja, så var jeg så overrasket over indholdet og de følelser, den vakte i mig, at jeg følte det nødvendigt at gense den, inden jeg gik så vidt som til offentligt at give min mening til kende. Men nu har jeg vendt og drejet mine indtryk hundrede gange og må erkende, at The Academy efter min mening har foretaget en kæmpebrøler i år – rette vinder burde være ”The Aviator”, som ligger milestene foran de øvrige nominerede på samtlige områder. Så spørgsmålet er, hvad gik dog så grueligt galt til sidst? Hvad fik The Academy til at forbigå en film så storslået, så gennembearbejdet og til fingerspidserne perfekt instrueret, så velskrevet et manuskript, så flot en gennemtænkt og udført scenografi/teknik for ikke at tale om så helt utroligt eminente skuespilpræstationer? Jeg fatter det simpelthen ikke – og slet ikke efter netop at have genset ”Million Dollar Baby” (for yderligere synspunkter om sidstnævnte film, se min anmeldelse under denne).
Hvis det havde været den udenlandske filmpresse, som havde forbigået ”The Aviator”, havde jeg måske kunne forstå det – ud fra synspunktet, at filmens hovedfigur Howard Hughes er begrænset bekendt udenfor USA's egne grænser og den yngre generation evt. slet ikke bekendt med ham. Det kunne have været en forklaring. Men tværtimod – på trods heraf – gik både Golden Globe og BAFTAs topanerkendelse til denne film. Så det burde jo i hvert fald ikke være grunden i USA, hvor han unægtelig må være uundgåelig at støde på i mange sammenhænge grundet hans multitalent og –interesser spændende fra luftfart over film til store finansielle transaktioner krydret med en tilknytning til alle datidens smukkeste og kendteste kvinder. Så svaret skal nok ikke findes der.
Men hvad så da? Manuskriptet måske? Nej, nej og atter nej. Kender man blot det mindste til Howard Hughes og hans liv – eller har læst nogle af de mange biografier skrevet om ham – jammen, så kan man kun dybt imponeres over John Logans fornemmelse for at udvælge netop den tidsperiode og de perspektiver, som Howard Hughes tydeligst har afsat sine fingeraftryk på. Hvor han var banebrydende og ændrede verden for altid – krydret med en passende dosis af hans glamourøse liv som landets største casanova og med et klart indblik i hans sygdoms udvikling og ikke mindst dennes påvirkning på hans sindstilstand og levemåde. Og fornuftigt valgt afrundet, inden sygdommen for alvor tog over og dermed ville have sat al for megen fokus på netop dette kendte faktum kontra hans mere glemte/oversete pionerdage. Nej, det kunne heller ikke have været gjort bedre – så hvorfor vi heller ikke så John Logan med den lille guldmand i hånden, forbliver ligeledes et mysterium.
Scenografien og teknikken da? Var det gået skævt der? Nej, tværtimod – og lykkeligvis fik vi da fornøjelsen af, at se Dante Ferreti modtage sin velfortjente anerkendelse for den helt igennem flotte scenografi. Hvilke fantastiske set han her har kreeret til denne film – jeg bøjer mig dybt. God gammeldags gedigen og velgennembearbejdet materiale fra ende til anden. Tro kopier genskabt af Hollywoods berømteste steder som Graumann’s Theatre og Cocoanut Grove til de benyttede fly. Min unge søn proklamerede godt nok, at han syntes grafikken ikke fungerede særligt godt i forbindelse med testflyvningen af ”The Spruce Goose”, og at dette kæmpefly samt flyet benyttet til den romantiske flyvning over Hollywood indretningsmæssigt så totalt kunstige ud. Akkeja, kunne jeg kun svare og derefter konfrontere ham med fakta. Det meste billedmateriale med ”The Spruce Goose” var autentisk materiale fint inkorporeret i filmen - det var godt nok den ægte vare, han var vidne på og ikke grafik. Jeg havde nemlig fornøjelsen i sommers at besøge ”The Spruce Goose”s nye hjem i Portland og der set gamle filmstrimler, som jeg kunne genkende brugt i filmen. Og Scorsese slækker ikke på en eneste detalje, så det benyttede fly til den romantiske natteflyvning, er ej heller på ingen måde et til filmen kunstigt opfundet fly, men derimod eet af tre nuværende kopier af denne flytype, som det var lykkedes at overtale ejeren til at få lov at benytte til optagelserne. Altså atter 110% autentisk materiale. Og det gælder ikke blot de store linier – helt ned til flystøvler fremstillet til skuespillerne efter nøje kopier i samme læder af samme fabrik, som i tredverne fabrikerede originalerne. En yderligere påstand om, at det berømte flystyrt i Beverly Hills i hvert fald ikke kunne have foregået som vist, kunne også modbevises. Scorsese fortæller i et af de mange ”Behind the Scenes” interviews, hvorledes han med foto/klip fra det oprindelige styrt havde arbejdet sig metodisk baglæns og nøje rekonstrueret master, som var blevet knækket og tage, som var blevet gennemskåret, således at scenen, vi ser i filmen, bliver den autentiske situation så tro, som overhovedet muligt. Dette gælder ligeledes for filmens måske allerbedste scener – Senatshøringerne – hvor der nærmest er tale om ren gengivelse af officielle klip, spillet så eminent af Leonardo DiCaprio, at man helt og totalt glemmer, at det er ham og ikke selve Howard Hughes, som er oppe der på lærredet. Mindste detaljer er med. For at fuldende oplevelsen, følger filmen ligeledes tidens tekniske udvikling indenfor filmteknikken ved i den første tredjedel at benytte en farveskala i blågrønne toner i lighed med, hvad man dengang kunne præstere, for derefter lidt efter lidt at tilføje flere og bedre farver og dermed understreger tidshorisonten. Intet er overladt til tilfældighederne – det er Scorsese i en nøddeskal. Så her er det altså heller ikke gået galt!
Dante Ferreti kan imidlertid ikke udarbejde sine set eller sammenstykke de store ”actions” uden nøje informationer fra Scorsese. Det er Scorsese, som har ”skrevet noderne” til flystyrtet, således at Dante Ferreti har kunnet ”afspille dem”. Så blot at anerkende Dante Ferreti er ikke tilstrækkeligt, Samme gælder for de pragt skuespilpræstationer, vi er vidner til fra leading man til mindste cameo. Uden Scorsese til at give dem retningslinierne og til slut at sammensætte de helt rigtige klip og vinkler – så var de heller ikke blevet så eminente, som de endte med oppe på det færdige lærred. The Academy må således nødvendigvis ligeledes anerkende ”komponisten”. Men det gjorde de altså bare ikke…
Jeg kunne fortsætte i det uendelige – for jeg er bare så dybt skuffet. Det tjener imidlertid ikke noget formål. Sket er sket. Men afslutningsvis kan jeg kun opfordre alle til at se denne film. Og ikke blot en enkelt gang. Den bliver bare bedre og bedre, jo dybere man dykker ind i den. Desværre er den pt. på vej ud af de danske biografer, men så kan vi glæde os til, at den udkommer på DVD om ganske kort tid – nemlig den 24. maj - hvor den kan købes via Amazon.com. (Og nej, jeg får ikke provision for at skrive dette. Jeg kan bare næsten ikke selv vente med at få fat i min egen kopi og gense den endnu engang).
Og min mening har jeg først kunnet komme med nu, hvor jeg endelig har fået muligheden for at se/gense samtlige nominerede film til den eftertragtede titel: ”Årets Bedste Film”. ”Million Dollar Baby” lod vente på sig i de danske biografer – og da jeg så endelig fik den set, ja, så var jeg så overrasket over indholdet og de følelser, den vakte i mig, at jeg følte det nødvendigt at gense den, inden jeg gik så vidt som til offentligt at give min mening til kende. Men nu har jeg vendt og drejet mine indtryk hundrede gange og må erkende, at The Academy efter min mening har foretaget en kæmpebrøler i år – rette vinder burde være ”The Aviator”, som ligger milestene foran de øvrige nominerede på samtlige områder. Så spørgsmålet er, hvad gik dog så grueligt galt til sidst? Hvad fik The Academy til at forbigå en film så storslået, så gennembearbejdet og til fingerspidserne perfekt instrueret, så velskrevet et manuskript, så flot en gennemtænkt og udført scenografi/teknik for ikke at tale om så helt utroligt eminente skuespilpræstationer? Jeg fatter det simpelthen ikke – og slet ikke efter netop at have genset ”Million Dollar Baby” (for yderligere synspunkter om sidstnævnte film, se min anmeldelse under denne).
Hvis det havde været den udenlandske filmpresse, som havde forbigået ”The Aviator”, havde jeg måske kunne forstå det – ud fra synspunktet, at filmens hovedfigur Howard Hughes er begrænset bekendt udenfor USA's egne grænser og den yngre generation evt. slet ikke bekendt med ham. Det kunne have været en forklaring. Men tværtimod – på trods heraf – gik både Golden Globe og BAFTAs topanerkendelse til denne film. Så det burde jo i hvert fald ikke være grunden i USA, hvor han unægtelig må være uundgåelig at støde på i mange sammenhænge grundet hans multitalent og –interesser spændende fra luftfart over film til store finansielle transaktioner krydret med en tilknytning til alle datidens smukkeste og kendteste kvinder. Så svaret skal nok ikke findes der.
Men hvad så da? Manuskriptet måske? Nej, nej og atter nej. Kender man blot det mindste til Howard Hughes og hans liv – eller har læst nogle af de mange biografier skrevet om ham – jammen, så kan man kun dybt imponeres over John Logans fornemmelse for at udvælge netop den tidsperiode og de perspektiver, som Howard Hughes tydeligst har afsat sine fingeraftryk på. Hvor han var banebrydende og ændrede verden for altid – krydret med en passende dosis af hans glamourøse liv som landets største casanova og med et klart indblik i hans sygdoms udvikling og ikke mindst dennes påvirkning på hans sindstilstand og levemåde. Og fornuftigt valgt afrundet, inden sygdommen for alvor tog over og dermed ville have sat al for megen fokus på netop dette kendte faktum kontra hans mere glemte/oversete pionerdage. Nej, det kunne heller ikke have været gjort bedre – så hvorfor vi heller ikke så John Logan med den lille guldmand i hånden, forbliver ligeledes et mysterium.
Scenografien og teknikken da? Var det gået skævt der? Nej, tværtimod – og lykkeligvis fik vi da fornøjelsen af, at se Dante Ferreti modtage sin velfortjente anerkendelse for den helt igennem flotte scenografi. Hvilke fantastiske set han her har kreeret til denne film – jeg bøjer mig dybt. God gammeldags gedigen og velgennembearbejdet materiale fra ende til anden. Tro kopier genskabt af Hollywoods berømteste steder som Graumann’s Theatre og Cocoanut Grove til de benyttede fly. Min unge søn proklamerede godt nok, at han syntes grafikken ikke fungerede særligt godt i forbindelse med testflyvningen af ”The Spruce Goose”, og at dette kæmpefly samt flyet benyttet til den romantiske flyvning over Hollywood indretningsmæssigt så totalt kunstige ud. Akkeja, kunne jeg kun svare og derefter konfrontere ham med fakta. Det meste billedmateriale med ”The Spruce Goose” var autentisk materiale fint inkorporeret i filmen - det var godt nok den ægte vare, han var vidne på og ikke grafik. Jeg havde nemlig fornøjelsen i sommers at besøge ”The Spruce Goose”s nye hjem i Portland og der set gamle filmstrimler, som jeg kunne genkende brugt i filmen. Og Scorsese slækker ikke på en eneste detalje, så det benyttede fly til den romantiske natteflyvning, er ej heller på ingen måde et til filmen kunstigt opfundet fly, men derimod eet af tre nuværende kopier af denne flytype, som det var lykkedes at overtale ejeren til at få lov at benytte til optagelserne. Altså atter 110% autentisk materiale. Og det gælder ikke blot de store linier – helt ned til flystøvler fremstillet til skuespillerne efter nøje kopier i samme læder af samme fabrik, som i tredverne fabrikerede originalerne. En yderligere påstand om, at det berømte flystyrt i Beverly Hills i hvert fald ikke kunne have foregået som vist, kunne også modbevises. Scorsese fortæller i et af de mange ”Behind the Scenes” interviews, hvorledes han med foto/klip fra det oprindelige styrt havde arbejdet sig metodisk baglæns og nøje rekonstrueret master, som var blevet knækket og tage, som var blevet gennemskåret, således at scenen, vi ser i filmen, bliver den autentiske situation så tro, som overhovedet muligt. Dette gælder ligeledes for filmens måske allerbedste scener – Senatshøringerne – hvor der nærmest er tale om ren gengivelse af officielle klip, spillet så eminent af Leonardo DiCaprio, at man helt og totalt glemmer, at det er ham og ikke selve Howard Hughes, som er oppe der på lærredet. Mindste detaljer er med. For at fuldende oplevelsen, følger filmen ligeledes tidens tekniske udvikling indenfor filmteknikken ved i den første tredjedel at benytte en farveskala i blågrønne toner i lighed med, hvad man dengang kunne præstere, for derefter lidt efter lidt at tilføje flere og bedre farver og dermed understreger tidshorisonten. Intet er overladt til tilfældighederne – det er Scorsese i en nøddeskal. Så her er det altså heller ikke gået galt!
Dante Ferreti kan imidlertid ikke udarbejde sine set eller sammenstykke de store ”actions” uden nøje informationer fra Scorsese. Det er Scorsese, som har ”skrevet noderne” til flystyrtet, således at Dante Ferreti har kunnet ”afspille dem”. Så blot at anerkende Dante Ferreti er ikke tilstrækkeligt, Samme gælder for de pragt skuespilpræstationer, vi er vidner til fra leading man til mindste cameo. Uden Scorsese til at give dem retningslinierne og til slut at sammensætte de helt rigtige klip og vinkler – så var de heller ikke blevet så eminente, som de endte med oppe på det færdige lærred. The Academy må således nødvendigvis ligeledes anerkende ”komponisten”. Men det gjorde de altså bare ikke…
Jeg kunne fortsætte i det uendelige – for jeg er bare så dybt skuffet. Det tjener imidlertid ikke noget formål. Sket er sket. Men afslutningsvis kan jeg kun opfordre alle til at se denne film. Og ikke blot en enkelt gang. Den bliver bare bedre og bedre, jo dybere man dykker ind i den. Desværre er den pt. på vej ud af de danske biografer, men så kan vi glæde os til, at den udkommer på DVD om ganske kort tid – nemlig den 24. maj - hvor den kan købes via Amazon.com. (Og nej, jeg får ikke provision for at skrive dette. Jeg kan bare næsten ikke selv vente med at få fat i min egen kopi og gense den endnu engang).
03/05-2005
