Butler's Brøl Af En Sang
3.0
Sær musikalsk vanskabning (Butler) gemmer sig i den parisiske opera, hvor han forelsket i pigen Christine (Rossum), ikke skyer nogen midler for at fremme hendes karriere.
Gaston Leroux’s berømte roman ”Phantom Of The Opera” har været filmatiseret mange gange før igennem årene med større eller mindre succes.
Denne gang er det Andrew Lloyd Webber’s berømte musical-udgave, skrevet til de store scener, der forsøges med og det er i Schumacher’s instruktion ikke blevet udelukkende vellykket, men resultatet lader sig alligevel ses, selv om den indrømmet egner sig bedre til et stort teater, hvor musikken kommer bedre til sin ret.
Ellers er problemerne nogle af de samme som scene-udgaven (for mig i hvert fald), for hvor den i teateret er stor, svulstig og visuel imponerende, men aldrig rigtig kommer ud over scenen og griber en mere personligt, så sker dette heller aldrig med filmen.
Subjektivt set finder jeg ikke at Schumacher er nogen stor instruktør, selv om han med enkelte film har formået at fange og underholde mig, også kvalitativt, men aldrig mesterligt, så er det som om han indimellem tror at vælter man bare nok prompt, pragt og visuelt overflod ned over sit publikum (a la ”Batman & Robin”), så skal det nok virke og gøre det ud for manglende dybde.
”Phantom Of The Opera” er en således film, men i den bedre ende på grund af en grundlæggende fascinerende historie om misforstået eller ugengældt kærlighed, jalousi og mord, der dog her aldrig rigtigt kommer til sin ret og bliver den store tragiske kærlighedsfilm.
Den er scenografisk og på kostume-siden drabelig og dekadent, så det bliver for meget og de mange ellers flotte kamera-snurreture, ender nærmest med at trætte en i længden, i en overlæsset og tæt på vulgær billedside.
I hovedrollerne gør unge Rossum det ikke dårligt og synger udmærket, men virker for ung til at bære en sådan rolle. Værre er det med Butler, der ser ufrivillig komisk ud når han smider masken og ærlig talt ikke er den store sanger, faktisk tværtimod, man sidder næsten og griner når han halvvejs skrigende prøver at levere sine tekster i hvad der skal gøre det ud for sang. Musikken er som den er, nogle gange storslået og fængende, andre gange bare jævnt kedelig (titelnumret er virkelig godt). Den virker indrømmet en anelse gammeldags, men flere af numrene er heller ikke nye og der er ikke gjort nok for at få dem til at fremstå blot en anelse tidløse, som det ellers ville have passet sig til en musical og så mister de tillige en del af den magi der ligger i at høre dem live.
Men er man som jeg vild med musik og musicals, så leverer ”Phantom...” alligevel lidt af varen og i ganske vist få scener, begynder man næsten at blive grebet, men også kun næsten. Det kan dog nok betale sig at have set scene-udgaven og holde bare lidt af den, før ser denne Hollywood-udgave
Gaston Leroux’s berømte roman ”Phantom Of The Opera” har været filmatiseret mange gange før igennem årene med større eller mindre succes.
Denne gang er det Andrew Lloyd Webber’s berømte musical-udgave, skrevet til de store scener, der forsøges med og det er i Schumacher’s instruktion ikke blevet udelukkende vellykket, men resultatet lader sig alligevel ses, selv om den indrømmet egner sig bedre til et stort teater, hvor musikken kommer bedre til sin ret.
Ellers er problemerne nogle af de samme som scene-udgaven (for mig i hvert fald), for hvor den i teateret er stor, svulstig og visuel imponerende, men aldrig rigtig kommer ud over scenen og griber en mere personligt, så sker dette heller aldrig med filmen.
Subjektivt set finder jeg ikke at Schumacher er nogen stor instruktør, selv om han med enkelte film har formået at fange og underholde mig, også kvalitativt, men aldrig mesterligt, så er det som om han indimellem tror at vælter man bare nok prompt, pragt og visuelt overflod ned over sit publikum (a la ”Batman & Robin”), så skal det nok virke og gøre det ud for manglende dybde.
”Phantom Of The Opera” er en således film, men i den bedre ende på grund af en grundlæggende fascinerende historie om misforstået eller ugengældt kærlighed, jalousi og mord, der dog her aldrig rigtigt kommer til sin ret og bliver den store tragiske kærlighedsfilm.
Den er scenografisk og på kostume-siden drabelig og dekadent, så det bliver for meget og de mange ellers flotte kamera-snurreture, ender nærmest med at trætte en i længden, i en overlæsset og tæt på vulgær billedside.
I hovedrollerne gør unge Rossum det ikke dårligt og synger udmærket, men virker for ung til at bære en sådan rolle. Værre er det med Butler, der ser ufrivillig komisk ud når han smider masken og ærlig talt ikke er den store sanger, faktisk tværtimod, man sidder næsten og griner når han halvvejs skrigende prøver at levere sine tekster i hvad der skal gøre det ud for sang. Musikken er som den er, nogle gange storslået og fængende, andre gange bare jævnt kedelig (titelnumret er virkelig godt). Den virker indrømmet en anelse gammeldags, men flere af numrene er heller ikke nye og der er ikke gjort nok for at få dem til at fremstå blot en anelse tidløse, som det ellers ville have passet sig til en musical og så mister de tillige en del af den magi der ligger i at høre dem live.
Men er man som jeg vild med musik og musicals, så leverer ”Phantom...” alligevel lidt af varen og i ganske vist få scener, begynder man næsten at blive grebet, men også kun næsten. Det kan dog nok betale sig at have set scene-udgaven og holde bare lidt af den, før ser denne Hollywood-udgave
04/05-2005
