knock out mekanisme
4.0
Spoilers? Ja.
Efter det Oscarvindende mesterværk Mystic River, skulle man tro, at Clint Eastwood ville tage en kunstnerisk pause, da førnævnte var noget af en psykologisk sværvægter. Ligeså ville Eastwoods næste film også lide under et uhyrligt forventningspres, da Mystic River var en ekstraordinær og absolut fremragende film. Men et stykke under et år efter udkom Million Dollar Baby allerede, og med den forbavsende korte tidsperiode taget i betragtning, kunne man fristes til at tro, at effektiviseringen havde været højeste prioritet, og at dette ultimativt ville gå ud over det endelige resultats kvalitet. Kynismen er dog manet helt i jorden og gjort til skamme, da Million Dollar Baby er en excellent film, der måske ikke helt når Mystic Rivers uanede højder, men så absolut er et værdigt skridt videre i Eastwoods modne og indsigtsfulde instruktørkarriere.
Million Dollar Baby er baseret på en roman af F.X. Toole, som den forholdsvis ukendte Paul Haggis (vis dramafilm Crash (ej at forveksles med Cronenbergs film) forhåbentlig snart får premierer i Danmark) på grandios vis har omskrevet til filmmediet. Grundlæggende har vi fat i en rigtig god historie, som dog indledningsvis nemt forveksles med tonsvis af andre boksefilm med den prøvede og plagede hovedperson, der rejser sig fra støvet og overmander modstandere og fordomme. Præmissen er ved første øjekast altså ikke særligt ophidsende, men Haggis og Eastwood har ganske succesfuldt inkorporeret ikke kun en fuldstændig uforudsigelig plottwist, men også kunstnerisk tvetydighed, der løfter Million Dollar Baby højt op over andre film i (bokse)genren.
Hillary Swank vandt fuldt ud fortjent en Oscar for hendes kraftpræstation som (i filmen kategoriseret) white trash, der er forudbestemt til et kummerligt liv. Hun kommer fra den sociale underklasse (hvor filmen mere eller mindre befinder sig under hele forløbet) med en selvcentreret famlie, der giver hende den ubeskrivelige smerte, som ingen slag kan gøre. Hun arbejder sig dog målbevidst op uden at erhverve sig hverken arrogance eller ubeskedenhed. Man kunne måske ønske sig at se lidt mere af hendes menneskelige skyggesider, fremstillingen er næsten lidt for sober, men takket være Swanks mageløse spil, forsvinder plausibiliteten ikke, og man er som publikum konstant fanget. Eastwood spiller ligeså fremragende selv den livstrætte boksetræner (eller cut man), der tyer til kristendommen uden ægte tro på budskabet. Takket være den yderst behagelige fortællerstemme (af den ligeledes Oscarvindende og altid velspillende Morgan Freeman, der her er det trygge element), der beskrivende og med den rette mængde subjektivitet guider os gennem fortællingen, aner man næsten hele tiden tragedien rundt om hjørnet. Der må være en grund til, at filmen fortælles i datid. Eastwoods sidehistorie med manglende kontakt med datteren er en signifikant element i filmen, da Swank ender som substitut for datteren. Med hans viden og hendes stædighed kæmper de sig op til toppen i en mandsdomineret sport, og enhver anden film ville have sluttet her. Den rolige og tålmodige fremdrift (der aldrig ender med at kede publikum) er med til at understøtte filmens ubehagelige chokmoment. Eastwood visualiserer den amerikanske drøm, indholdene at alle kan blive til noget (stort) med den rette indstilling og indsats, i første halvdel, hvorefter han hårdtslående og næsten ondskabsfuldt destruerer denne ved at lade Swank lammes for livet (katalyseret af forfængelighed fra modstanderen, kompensation for fallitten). Herfra bliver Million Dollar Baby en tankevækkende og kontemplativ sag, hvor fokus nu er flyttet til livsværdier og medlidenhedsdrab, der her fremstilles med formidlende omstændigheder. Et modigt træk fra Eastwoods side, der tydeligvis, og heldigvis, ikke lefler for publikums mentale velbefindende, og bibeholder karaktertroværdigheden takket være de altdominerende nuancer. Overgangen føles desuden også flydende.
Million Dollar Baby er et fintfølende drama, der besidder en nærmest poetisk menneskelig indsigt, som man ellers skal lede længe efter i amerikanske film. Eastwoods iscenesættelse er svigende sikkert, hvor han giver plads til befriende komik (hovedsagligt igennem dialogen og ordvekslinger mellem ham og Freeman) uden at seriøsiteten eller realismen lider overlast. Momentvis tyr han lige lidt for meget til velkendt feel-good virkemidler (karakteren Danger, der repræsenterer hjertet og undermineringen af denne, men som får genoprejsning), som dog ikke kan undgå at varme publikum om hjertet. Million Dollar Baby er klassisk filmet, der er intet prangende her, og det er fortællingen, der er essensen. Akkompagneret af den hjerteskærende musik (komponeret af Eastwood selv), røres man ofte og dybt. En film med hjerte og sjæl, der varmt kan anbefales. Al respekt til Eastwood, der har begået endnu et stille mesterværk.
Efter det Oscarvindende mesterværk Mystic River, skulle man tro, at Clint Eastwood ville tage en kunstnerisk pause, da førnævnte var noget af en psykologisk sværvægter. Ligeså ville Eastwoods næste film også lide under et uhyrligt forventningspres, da Mystic River var en ekstraordinær og absolut fremragende film. Men et stykke under et år efter udkom Million Dollar Baby allerede, og med den forbavsende korte tidsperiode taget i betragtning, kunne man fristes til at tro, at effektiviseringen havde været højeste prioritet, og at dette ultimativt ville gå ud over det endelige resultats kvalitet. Kynismen er dog manet helt i jorden og gjort til skamme, da Million Dollar Baby er en excellent film, der måske ikke helt når Mystic Rivers uanede højder, men så absolut er et værdigt skridt videre i Eastwoods modne og indsigtsfulde instruktørkarriere.
Million Dollar Baby er baseret på en roman af F.X. Toole, som den forholdsvis ukendte Paul Haggis (vis dramafilm Crash (ej at forveksles med Cronenbergs film) forhåbentlig snart får premierer i Danmark) på grandios vis har omskrevet til filmmediet. Grundlæggende har vi fat i en rigtig god historie, som dog indledningsvis nemt forveksles med tonsvis af andre boksefilm med den prøvede og plagede hovedperson, der rejser sig fra støvet og overmander modstandere og fordomme. Præmissen er ved første øjekast altså ikke særligt ophidsende, men Haggis og Eastwood har ganske succesfuldt inkorporeret ikke kun en fuldstændig uforudsigelig plottwist, men også kunstnerisk tvetydighed, der løfter Million Dollar Baby højt op over andre film i (bokse)genren.
Hillary Swank vandt fuldt ud fortjent en Oscar for hendes kraftpræstation som (i filmen kategoriseret) white trash, der er forudbestemt til et kummerligt liv. Hun kommer fra den sociale underklasse (hvor filmen mere eller mindre befinder sig under hele forløbet) med en selvcentreret famlie, der giver hende den ubeskrivelige smerte, som ingen slag kan gøre. Hun arbejder sig dog målbevidst op uden at erhverve sig hverken arrogance eller ubeskedenhed. Man kunne måske ønske sig at se lidt mere af hendes menneskelige skyggesider, fremstillingen er næsten lidt for sober, men takket være Swanks mageløse spil, forsvinder plausibiliteten ikke, og man er som publikum konstant fanget. Eastwood spiller ligeså fremragende selv den livstrætte boksetræner (eller cut man), der tyer til kristendommen uden ægte tro på budskabet. Takket være den yderst behagelige fortællerstemme (af den ligeledes Oscarvindende og altid velspillende Morgan Freeman, der her er det trygge element), der beskrivende og med den rette mængde subjektivitet guider os gennem fortællingen, aner man næsten hele tiden tragedien rundt om hjørnet. Der må være en grund til, at filmen fortælles i datid. Eastwoods sidehistorie med manglende kontakt med datteren er en signifikant element i filmen, da Swank ender som substitut for datteren. Med hans viden og hendes stædighed kæmper de sig op til toppen i en mandsdomineret sport, og enhver anden film ville have sluttet her. Den rolige og tålmodige fremdrift (der aldrig ender med at kede publikum) er med til at understøtte filmens ubehagelige chokmoment. Eastwood visualiserer den amerikanske drøm, indholdene at alle kan blive til noget (stort) med den rette indstilling og indsats, i første halvdel, hvorefter han hårdtslående og næsten ondskabsfuldt destruerer denne ved at lade Swank lammes for livet (katalyseret af forfængelighed fra modstanderen, kompensation for fallitten). Herfra bliver Million Dollar Baby en tankevækkende og kontemplativ sag, hvor fokus nu er flyttet til livsværdier og medlidenhedsdrab, der her fremstilles med formidlende omstændigheder. Et modigt træk fra Eastwoods side, der tydeligvis, og heldigvis, ikke lefler for publikums mentale velbefindende, og bibeholder karaktertroværdigheden takket være de altdominerende nuancer. Overgangen føles desuden også flydende.
Million Dollar Baby er et fintfølende drama, der besidder en nærmest poetisk menneskelig indsigt, som man ellers skal lede længe efter i amerikanske film. Eastwoods iscenesættelse er svigende sikkert, hvor han giver plads til befriende komik (hovedsagligt igennem dialogen og ordvekslinger mellem ham og Freeman) uden at seriøsiteten eller realismen lider overlast. Momentvis tyr han lige lidt for meget til velkendt feel-good virkemidler (karakteren Danger, der repræsenterer hjertet og undermineringen af denne, men som får genoprejsning), som dog ikke kan undgå at varme publikum om hjertet. Million Dollar Baby er klassisk filmet, der er intet prangende her, og det er fortællingen, der er essensen. Akkompagneret af den hjerteskærende musik (komponeret af Eastwood selv), røres man ofte og dybt. En film med hjerte og sjæl, der varmt kan anbefales. Al respekt til Eastwood, der har begået endnu et stille mesterværk.
05/05-2005
