I was in the IRA...
5.0
Jeg har igennem et par dage haft en lille ”IRA-film” - kavalkade og som noget af det første smed jeg denne her på; The Crying Game.
En lille, men alligevel stærk film, der altid har indøvet en vis fascination på mig.
Første gang jeg så den, for lidt over 10 år siden, greb den mig slet ikke i samme grad som den gjorde det ved andet eller for den sags skyld tredje gennemsyn.
The Crying Game er på sin vis en blanding af såvel en thriller som et regulært drama.
Filmen er skrevet og instrueret af den irskfødte instruktør Neil Jordan, der nok især er kendt for filmen Interview with a Vampire/En Vampyrs Bekendelser fra 1994.
Anyway, The Crying Game forlanger nærmest ens opmærksomhed helt fra filmens begyndelse og den bevæger sig i sit eget rolige tempo, hvilket måske er lidt atypisk indenfor thriller-genren, men som nævnt tidligere er den mere end blot en thriller-efter-bogen.
Den første del af filmen, hvor den britiske officer Jody (spillet af den eneste amerikaner i filmen; Forest Whitaker) holdes fanget af de tre IRA-forkæmpere Fergus (eminente Stephen Rea), Jude (Miranda Richardson) og Maguire (Adrian Dunbar), kan forekomme en smule langtrukken i sin omhyggelige introduktion af karaktererne, men stadig diskret i sit studie af hvad de som personer indeholder.
For mig er denne sekvens af filmen dog tæt på at være perfekt, idet man som seer får rigelig med mulighed for at komme ind under huden på de her karakterer. Noget der kan være en sjældenhed på film, såvel som det kan være overflødig historien taget i betragtning. I The Crying Game er det dog fedt.
Tidligere var jeg inde på at The Crying Game er såvel en thriller som den er et drama.
Der er da også flere deciderede spændingsmomenter med skyderi endda i The Crying Game, men det er som om disse sekvenser nærmest er tilfældige i forhold til de temaer filmen ellers udforsker.
De to mest åbenlyse og stærkt virkende temaer i filmen handler om det enkelte menneskes natur og hvor forskelligt et menneskes intentioner kan være, samt betydningen af kærligheden for det enkelte menneske.
Neil Jordan glider ikke let henover disse emner, men istedet gennemgåes de i detaljer og bagefter sidder man tilbage og overvejer de problematikker og spørgsmål filmens karakterer kæmper med og stiller sig selv.
Et af filmens væsentligste omdrejningspunkter er Stephen Rea, der i rollen som Fergus er både bundsolid og som samtidig giver én som seer noget at relatere til og fatte sympati for.
The Crying Game er tæt på at være Rea’s bedste præstation, hans crowning achievement.
Efter min mening er det ihvertfald og jeg har ikke set ham bedre.
The Crying Game er værd bestemt at se, ikke fordi filmen er fyldt med overraskelser eller plot-twists. Faktisk bruger filmen nærmere en ”jo mindre sagt, desto bedre” – formular i sin fremgangsmåde.
Filmen har dog en overraskende afsløring, der er afgørende for dens resolution.
Ligegyldig hvad man ved, eller ikke ved om plottet, er filmen i sidste ende udbytterig for én som seer med 112 minutters tankevækkende film.
Anbefalelsesværdig!
En lille, men alligevel stærk film, der altid har indøvet en vis fascination på mig.
Første gang jeg så den, for lidt over 10 år siden, greb den mig slet ikke i samme grad som den gjorde det ved andet eller for den sags skyld tredje gennemsyn.
The Crying Game er på sin vis en blanding af såvel en thriller som et regulært drama.
Filmen er skrevet og instrueret af den irskfødte instruktør Neil Jordan, der nok især er kendt for filmen Interview with a Vampire/En Vampyrs Bekendelser fra 1994.
Anyway, The Crying Game forlanger nærmest ens opmærksomhed helt fra filmens begyndelse og den bevæger sig i sit eget rolige tempo, hvilket måske er lidt atypisk indenfor thriller-genren, men som nævnt tidligere er den mere end blot en thriller-efter-bogen.
Den første del af filmen, hvor den britiske officer Jody (spillet af den eneste amerikaner i filmen; Forest Whitaker) holdes fanget af de tre IRA-forkæmpere Fergus (eminente Stephen Rea), Jude (Miranda Richardson) og Maguire (Adrian Dunbar), kan forekomme en smule langtrukken i sin omhyggelige introduktion af karaktererne, men stadig diskret i sit studie af hvad de som personer indeholder.
For mig er denne sekvens af filmen dog tæt på at være perfekt, idet man som seer får rigelig med mulighed for at komme ind under huden på de her karakterer. Noget der kan være en sjældenhed på film, såvel som det kan være overflødig historien taget i betragtning. I The Crying Game er det dog fedt.
Tidligere var jeg inde på at The Crying Game er såvel en thriller som den er et drama.
Der er da også flere deciderede spændingsmomenter med skyderi endda i The Crying Game, men det er som om disse sekvenser nærmest er tilfældige i forhold til de temaer filmen ellers udforsker.
De to mest åbenlyse og stærkt virkende temaer i filmen handler om det enkelte menneskes natur og hvor forskelligt et menneskes intentioner kan være, samt betydningen af kærligheden for det enkelte menneske.
Neil Jordan glider ikke let henover disse emner, men istedet gennemgåes de i detaljer og bagefter sidder man tilbage og overvejer de problematikker og spørgsmål filmens karakterer kæmper med og stiller sig selv.
Et af filmens væsentligste omdrejningspunkter er Stephen Rea, der i rollen som Fergus er både bundsolid og som samtidig giver én som seer noget at relatere til og fatte sympati for.
The Crying Game er tæt på at være Rea’s bedste præstation, hans crowning achievement.
Efter min mening er det ihvertfald og jeg har ikke set ham bedre.
The Crying Game er værd bestemt at se, ikke fordi filmen er fyldt med overraskelser eller plot-twists. Faktisk bruger filmen nærmere en ”jo mindre sagt, desto bedre” – formular i sin fremgangsmåde.
Filmen har dog en overraskende afsløring, der er afgørende for dens resolution.
Ligegyldig hvad man ved, eller ikke ved om plottet, er filmen i sidste ende udbytterig for én som seer med 112 minutters tankevækkende film.
Anbefalelsesværdig!
05/05-2005
