©I guds rige©
5.0
Kingdom of heaven er ikke en ny "Gladiator", men den fungerer på sine egne præmisser og selvom det kan være svært ikke altid at sammenligne disse "sværd og sandal" film, så ville det være lidt uretfærdigt overfor Scott´s seneste episke drama.
Først vil jeg lige starte med at rose filmen for dens visuelle side, da der er nogle fantastisk flotte scener selv efter nutidens standard.
Det er nu ikke fordi, at filmen drukner i store slag, men alligevel er det hele udført med en bedre sans for detaljerne i forhold til f.eks. Wolfgang Petersen´s "Troja".
F.eks. var detaljen med alle fuglene der kredser over de mange lig på slagmarken en flot detalje fra Scott´s side.
Historiesiden er ikke vildt overrumplende på nogen måde, men der hvor jeg synes at filmen adskiller sig fra netop en film som Gladiator, er når det kommer til at fatte sympati for personerne og deres dagsorden, da filmen er god til at beskrive forholdet mellem de kristne og muslimerne dengang og meningsløsheden med det hele. I Gladiator havde man linierne trukket tydeligt op og det hele endte med at være sort og hvidt mens man heppede derudaf på Russel Crowe. Det har netop altid været det, der har gjort disse film så medrivende, da de meget spiller på følelserne og det at kunne identificere sig med det der foregår. "De gode mod de onde".
For os der ved at verden er grå og ikke altid sort og hvid, der er det måske svært at leve sig ind i personerne og historien, fordi det hele forekommer så meningsløst, men at føre krig i religionens navn er selvfølgelig altid meningsløst og det får Scott skildret på en god måde. Til tider også ved hjælp af lidt humor og det går mest ud over de fanatiske kristne i denne omgang, skulle jeg hilse og sige.
Man distancerer sig nok lidt fra handlingen og personerne fremfor at identificere sig med det der foregår på det store lærred og ser det i stedet som en storslået historie, som man burde kunne tage noget med fra og det har da helt sikkert også været Scott´s mening at drage paraleller fra filmen til hvordan vores verden ser ud i dag.
Så man kan sige at filmens force måske samtidig er det som kan medvirke til, at nogle folk ikke lever sig 100 procent med i det hele.
Alligevel er filmen en storslået oplevelse og spiller pga. det ovennævnte netop derfor ikke så meget på de helt store klichéer, som man normalt er vant til fra denne type film, men en enkelt tale eller to, slipper vi selvfølgelig ikke for.
Musikken understøtter det visuelle godt uden at prøve alt for meget på at fremkalde de helt store følelser hos folk. Dog har man lånt noget af temaet fra "Den 13. kriger" til den tale som Orlando Bloom holder, men det er efter min mening også det eneste sted, hvor man forsøger at fremkalde noget i folk.
Orlando Bloom gør det faktisk udmærket og er en smule mere mandig at se på og ovenikøbet med en smule skæg. Han slipper dog alligevel nok ikke foreløbig ud af sit "teenage idol" varemærke efter denne film til trods for en udmærket præstation.
Neeson og Irons gør det udmærket selvom de sammen med Brendan Gleeson er meget forudsigelige valg til deres roller. Norton "ser" man ikke så meget til pga. masken og vores danske drenge Thomsen og Coster-Waldau har nok også haft større roller i andre film.
Det var dog dejligt at se David Thewlis på banen igen.
Filmen er måske ikke så medrivende, som man kunne forvente, men den får sit budskab klart igennem og det lagt oven i de fantstisk flotte scenarier, så står man tilbage med en flot filmoplevelse. Jeg vaklede lidt mellem 4 og 5 stjerner, men de storslåede scener gør dog, at filmen lige kniber sig op på en 5´er.
Først vil jeg lige starte med at rose filmen for dens visuelle side, da der er nogle fantastisk flotte scener selv efter nutidens standard.
Det er nu ikke fordi, at filmen drukner i store slag, men alligevel er det hele udført med en bedre sans for detaljerne i forhold til f.eks. Wolfgang Petersen´s "Troja".
F.eks. var detaljen med alle fuglene der kredser over de mange lig på slagmarken en flot detalje fra Scott´s side.
Historiesiden er ikke vildt overrumplende på nogen måde, men der hvor jeg synes at filmen adskiller sig fra netop en film som Gladiator, er når det kommer til at fatte sympati for personerne og deres dagsorden, da filmen er god til at beskrive forholdet mellem de kristne og muslimerne dengang og meningsløsheden med det hele. I Gladiator havde man linierne trukket tydeligt op og det hele endte med at være sort og hvidt mens man heppede derudaf på Russel Crowe. Det har netop altid været det, der har gjort disse film så medrivende, da de meget spiller på følelserne og det at kunne identificere sig med det der foregår. "De gode mod de onde".
For os der ved at verden er grå og ikke altid sort og hvid, der er det måske svært at leve sig ind i personerne og historien, fordi det hele forekommer så meningsløst, men at føre krig i religionens navn er selvfølgelig altid meningsløst og det får Scott skildret på en god måde. Til tider også ved hjælp af lidt humor og det går mest ud over de fanatiske kristne i denne omgang, skulle jeg hilse og sige.
Man distancerer sig nok lidt fra handlingen og personerne fremfor at identificere sig med det der foregår på det store lærred og ser det i stedet som en storslået historie, som man burde kunne tage noget med fra og det har da helt sikkert også været Scott´s mening at drage paraleller fra filmen til hvordan vores verden ser ud i dag.
Så man kan sige at filmens force måske samtidig er det som kan medvirke til, at nogle folk ikke lever sig 100 procent med i det hele.
Alligevel er filmen en storslået oplevelse og spiller pga. det ovennævnte netop derfor ikke så meget på de helt store klichéer, som man normalt er vant til fra denne type film, men en enkelt tale eller to, slipper vi selvfølgelig ikke for.
Musikken understøtter det visuelle godt uden at prøve alt for meget på at fremkalde de helt store følelser hos folk. Dog har man lånt noget af temaet fra "Den 13. kriger" til den tale som Orlando Bloom holder, men det er efter min mening også det eneste sted, hvor man forsøger at fremkalde noget i folk.
Orlando Bloom gør det faktisk udmærket og er en smule mere mandig at se på og ovenikøbet med en smule skæg. Han slipper dog alligevel nok ikke foreløbig ud af sit "teenage idol" varemærke efter denne film til trods for en udmærket præstation.
Neeson og Irons gør det udmærket selvom de sammen med Brendan Gleeson er meget forudsigelige valg til deres roller. Norton "ser" man ikke så meget til pga. masken og vores danske drenge Thomsen og Coster-Waldau har nok også haft større roller i andre film.
Det var dog dejligt at se David Thewlis på banen igen.
Filmen er måske ikke så medrivende, som man kunne forvente, men den får sit budskab klart igennem og det lagt oven i de fantstisk flotte scenarier, så står man tilbage med en flot filmoplevelse. Jeg vaklede lidt mellem 4 og 5 stjerner, men de storslåede scener gør dog, at filmen lige kniber sig op på en 5´er.
06/05-2005
