med stor pil op

Filmskaberen Zhang Yimou imponerede for cirka halvanden år siden hele filmindustrien med den ret så unikke Hero, en billedskøn og visuelt psykedelisk film, der tog alle med storm. For mit vedkommende haltede Hero desværre gevaldigt på historiesiden, der var både tung og en smule problematisk, men en fremragende film var den desto mindre. Yimou følger fornemt på succesen med House of Flying Daggers, der ligeså er en fantastisk flot oplevelse, som efterlader publikum åndeløs og benovet over den absolut smukke og poetiske æstetik.

Subjektivt mener jeg, at House of Flying Daggers er en bedre film end Hero (dog ej knap så kulturkritisk og tvetydig), da Yimou tydeligvis har fat i en bedre historie i denne omgang, der fortælles med en personlig oprigtighed, samtidig med at han er langt mere konsekvent og fokuseret i hans tematik. Kærlighed, bedrag, dobbeltidentiteter og jalousi er omdrejningspunktet, og selvom behandlingen er ikke så dybdegående, at de virkelig stærke følelser fremkaldes, så er det ikke bare ren overflade og nødvendig holdepunkt. Man fænges af kærlighedshistorien, og selvom de mange identitetsvendepunkter til tider virker for søgt og konstrueret, kan man ikke undgå at blive en smule rørt. Især afslutningskampen mellem de to rivaler, der kæmper om den samme piges kærlighed (i Yimous iscenesættelse er det ikke nær så banalt trekantsdramatisk, som det muligvis lyder til), er intens og dybfølt. Hovedsagligt behersker Yimou sig med hensyn til det storladne (på historiesiden), men House of Flying Daggers kan ikke undsige sig til tider at være en smule for prætentiøs og momentvis langtrukken. Det trækker en smule ned i det samlede billede, men da Yimou tydeligvis visualiserer en meget personlig fortælling, er det nemt at tilgive ham enkelte fejltrin.

Den Robin Hood-agtige hovedramme udforskes heldigvis ikke for meget, Yimou fokuserer hurtigt ind på kærlighedselementet, der er filmens drivkraft. Hovedattraktionen er dog utvivlsomt billedsiden, der endnu engang er både malerisk og overrumplende. De farverige billeder brænder sig fast på nethinden, og man mærker tydeligt, at der er kælet for hver mindste detalje og hvert billede er omhyggeligt gennemarbejdet. House of Flying Daggers er dog ikke bare ren billedlir. Yimou anvender det visuelle som metafor for karakterernes indre (og ydre) kamp, hvorved symbolismen og historiesignifikansen egentlig er ganske fremragende.

House of Flying Daggers er forrygende underholdning, hvor det er meget sjældent, at kedelige øjeblikke sniger sig ind. Fotograferingen, scenografien, farvelægningen, musikken, alt er helt i top og serveres med en filmmæssig beherskelse af en sjælden grad. Når man i tilgift får en god historie og adrenalinfyldte, sindssyg flotte og velkoreograferede kampe, kan man vist ikke forlange meget mere. Yimou har utvivlsomt gjort det igen, begået en unik og mindeværdig film, der med tiden nok skal blive ganske banebrydende.