Ace!
4.0
Dunst: -Good thing you didn’t get the wrong room
Bettany: -I did, but your father is a very quick shag
Ovenstående dialoguddrag repræsenterer den tørre slags humor, som jeg personligt finder uimodståelig, og som britiske film i lang tid har været leveringsdygtige af, da de mestrer den til fulde. Sidste skud på stammen er instruktøren Richard Loncraines Wimbledon, der muligvis er en formularpræget affære, der ikke rykker nogen former for grænse, men som substitut præsterer en ordentlig omgang humørspredende charme i afslappet og uprætentiøs form. Loncraine er tydeligvis velkendt med kriterierne for en sikker succes, men Wimbledon er simpelthen så gavmild på optimisme, at man som publikum ikke irriteres synderligt over hverken klicheerne eller den bundforudsigelige historie.
Paul Bettany ses i sin allerførste hovedrolle, som han udfylder så mesterligt, at selveste Hugh Grant (der indtil nu har været førende som britisk storcharmør) ville rulle sig misundelig og ydmygende sammen. Selvom Bettanys rolle virker som om, at den er skrevet specifikt til Grant (elskværdig og beskeden brite med en underspillet humoristisk sans), så formår han til fulde at gøre den til sin egen og leverer en svigende sikker og strålende præstation som den lettere opgivende og middelmådige tennisspiller, der ved et heldigt tilfælde kommer med i Wimbledon og får derfra mulighed for at give både hans tenniskarrierer og selvværd et comeback. Banen er nu sat (for at bruge en tyndslidt sportsmetafor) til den klichefyldte renæssance-historie, hvor kærligheden naturligvis er katalysator. Wimbledon er jo en romantisk komedie med dramatiske undertoner, men Loncraine formår succesfuldt at udfolde historien med et realistisk (indenfor filmens egne rammer) og ikke rendyrket fordummende skær. Bevares, filmen er romantisk og idealistisk eskapisme (af den forrygende underholdende slags), men også mere meningsfyldt og alvorsfuld end hovedbestanddelen af de tanketomme og nedladende romantiske komedier, vi normalvis serveres for. Loncraine anvender eksempelvis gennemført og herlig symbolik, der tyder på både intelligens og overvejelse hos filmmagerne.
De flotte indledningscredits er ret geniale og herlige som metaforik, hvor Loncraine hurtigt kortlægger hans tematiske bagtanker. Slørede billeder af enslignende publikum, der zombie-agtigt følger tennisboldens bane frem og tilbage mellem spillerne. Her siger Loncraine tydeligvis, at det er de to spillere og kampen mellem disse, der er det essentielle, og ikke massernes opfattelse og mening. Da tennis er en tomands-sport, er det nemt at anvende dette som symbol på kærlighedsforholdet mellem Bettany og Kirsten Dunst. Hun spiller den amerikanske tennisspiller, der fokuseret og viljefast går efter sejren. Dunst er objektet for Bettanys kærlighed, der stikker dybere end bare den indledningsvise euforiserende følelse. Bettany er filmens hovedperson, men det er Dunst, som er hovedkarakteren. Hendes psykologiske udvikling til et bedre og mere ærligt menneske udforskes måske hverken særlig meget eller gennemgående, men der er momenter, hvor både Loncraine og Dunst stikkere dybere end den sædvanlige endimensionale behandling, som vi er vant til. Dunst er indledningsvis selvcentreret, sproglig aggressiv og ude af stand til at tage imod subjektive observationer, muligvis som konsekvens af en overbeskyttende og dominerende, om end oprigtig far (svagt spillet af Sam Neil). Denne psykologiske plausibilitet gør det nemt at tilgive filmens mangel på mere realistiske kærlighedsfacetter, og man er konstant fænget af kærlighedshistorien. Desuden er det skam heller ikke svært at forstå Bettanys fascination af Dunst, hun er ifølge mig en af Hollywoods mest naturlig søde og smukke skuespillerinder, om end langtfra den bedste.
Wimbledon er en rigtig underholdende, anbefalelsesværdig og fantastisk latterfremkaldende film, hvor humoren hverken føles forceret eller konstrueret. Dialogen er velskreven og vittig, og skuespillerne serverer dem fornemt. Visuelt er den langt mere sprudlende og interessant, end jeg havde forventet, og så er musikken af Edward Shearmun forbandet god. Jeg skal ærligt indrømme, at filmen er meget tæt på at få de fem stjerner, selvom dens mangler ikke retfærdiggøre dette. Mine varme superlativer hænger muligvis sammen med, at Wimbledon er af den slags romantiseret dagdrømmeri, som engang imellem føles bydende nødvendig – selv for en inkarneret tilhænger af melankoli som mig.
Bettany: -I did, but your father is a very quick shag
Ovenstående dialoguddrag repræsenterer den tørre slags humor, som jeg personligt finder uimodståelig, og som britiske film i lang tid har været leveringsdygtige af, da de mestrer den til fulde. Sidste skud på stammen er instruktøren Richard Loncraines Wimbledon, der muligvis er en formularpræget affære, der ikke rykker nogen former for grænse, men som substitut præsterer en ordentlig omgang humørspredende charme i afslappet og uprætentiøs form. Loncraine er tydeligvis velkendt med kriterierne for en sikker succes, men Wimbledon er simpelthen så gavmild på optimisme, at man som publikum ikke irriteres synderligt over hverken klicheerne eller den bundforudsigelige historie.
Paul Bettany ses i sin allerførste hovedrolle, som han udfylder så mesterligt, at selveste Hugh Grant (der indtil nu har været førende som britisk storcharmør) ville rulle sig misundelig og ydmygende sammen. Selvom Bettanys rolle virker som om, at den er skrevet specifikt til Grant (elskværdig og beskeden brite med en underspillet humoristisk sans), så formår han til fulde at gøre den til sin egen og leverer en svigende sikker og strålende præstation som den lettere opgivende og middelmådige tennisspiller, der ved et heldigt tilfælde kommer med i Wimbledon og får derfra mulighed for at give både hans tenniskarrierer og selvværd et comeback. Banen er nu sat (for at bruge en tyndslidt sportsmetafor) til den klichefyldte renæssance-historie, hvor kærligheden naturligvis er katalysator. Wimbledon er jo en romantisk komedie med dramatiske undertoner, men Loncraine formår succesfuldt at udfolde historien med et realistisk (indenfor filmens egne rammer) og ikke rendyrket fordummende skær. Bevares, filmen er romantisk og idealistisk eskapisme (af den forrygende underholdende slags), men også mere meningsfyldt og alvorsfuld end hovedbestanddelen af de tanketomme og nedladende romantiske komedier, vi normalvis serveres for. Loncraine anvender eksempelvis gennemført og herlig symbolik, der tyder på både intelligens og overvejelse hos filmmagerne.
De flotte indledningscredits er ret geniale og herlige som metaforik, hvor Loncraine hurtigt kortlægger hans tematiske bagtanker. Slørede billeder af enslignende publikum, der zombie-agtigt følger tennisboldens bane frem og tilbage mellem spillerne. Her siger Loncraine tydeligvis, at det er de to spillere og kampen mellem disse, der er det essentielle, og ikke massernes opfattelse og mening. Da tennis er en tomands-sport, er det nemt at anvende dette som symbol på kærlighedsforholdet mellem Bettany og Kirsten Dunst. Hun spiller den amerikanske tennisspiller, der fokuseret og viljefast går efter sejren. Dunst er objektet for Bettanys kærlighed, der stikker dybere end bare den indledningsvise euforiserende følelse. Bettany er filmens hovedperson, men det er Dunst, som er hovedkarakteren. Hendes psykologiske udvikling til et bedre og mere ærligt menneske udforskes måske hverken særlig meget eller gennemgående, men der er momenter, hvor både Loncraine og Dunst stikkere dybere end den sædvanlige endimensionale behandling, som vi er vant til. Dunst er indledningsvis selvcentreret, sproglig aggressiv og ude af stand til at tage imod subjektive observationer, muligvis som konsekvens af en overbeskyttende og dominerende, om end oprigtig far (svagt spillet af Sam Neil). Denne psykologiske plausibilitet gør det nemt at tilgive filmens mangel på mere realistiske kærlighedsfacetter, og man er konstant fænget af kærlighedshistorien. Desuden er det skam heller ikke svært at forstå Bettanys fascination af Dunst, hun er ifølge mig en af Hollywoods mest naturlig søde og smukke skuespillerinder, om end langtfra den bedste.
Wimbledon er en rigtig underholdende, anbefalelsesværdig og fantastisk latterfremkaldende film, hvor humoren hverken føles forceret eller konstrueret. Dialogen er velskreven og vittig, og skuespillerne serverer dem fornemt. Visuelt er den langt mere sprudlende og interessant, end jeg havde forventet, og så er musikken af Edward Shearmun forbandet god. Jeg skal ærligt indrømme, at filmen er meget tæt på at få de fem stjerner, selvom dens mangler ikke retfærdiggøre dette. Mine varme superlativer hænger muligvis sammen med, at Wimbledon er af den slags romantiseret dagdrømmeri, som engang imellem føles bydende nødvendig – selv for en inkarneret tilhænger af melankoli som mig.
09/05-2005
