vinder ved gensyn

Da jeg i sin tid overværede Steven Soderberghs fortsættelse til Ocean’s Eleven i biografen, følte jeg en dyb og næsten irriterende skuffelse. Naturligvis var det beundringsværdigt, at Soderbergh havde gensamlet det oprindelige cast (plus Catherine Zeta-Jones, Vincent Cassel som arrogant mestertyv, en finurlig gæsteoptræden af selveste Bruce Willis og rørende visit af velspillende Albert Finney), og kemien og den tydelige optimisme mellem de meget jordnære og uglamourøse skuespillere reddede filmen en del point hjem. Desværre blev man efterladt med en svigtende følelse af, at Soderbergh og resten af filmholdet havde takket ja til projektet, da de hovedsagligt så kunne holde en velfortjent ferie, hvor selve filmen derefter var blevet prioriteret langt nede på listen. Ocean’s Eleven var en legesyg, humørsmittende og meget charmefyldt svindlerkomedie i topklasse, og Twelve nåede den ikke til sokkeholderne. Efter et gensyn på DVD, må jeg ærligt indrømme, at filmen langtfra er så skuffende, som oprindeligt antaget, og bedømt ud fra lave forventninger og præmisser, fungerer den faktisk en smule fremragende.

George Clooney var som Danny Ocean en moderne Cary Grant, og Clooney serverede en opløftende og hamrende seværdig præstation. I Twelve er fokus desværre flyttet næsten helt væk fra hans karakter (der må stå model til en del alderdomsvitser), og i spidsen er nu Brad Pitt’s Rusty og dennes kærlighedsforviklinger med en master thief-tænkende kriminalkommissær, tilpas nedtonet spillet af Zeta-Jones. Det lugter lidt af genbrug, eftersom det uoverensstemmende og moralske diversitet kærlighedsaspekt blev fint demonstreret mellem Julia Roberts og Clooney i Eleven. Mere kød er der heldigvis på Matt Damons udviklingshistorie fra lettere usignifikant tyv uden store mængder af ansvar, til ledertypen, der får nok at se til. Denne sidehistorie er forrygende underholdende, ikke mindst takket være en meget veloplagt Damon, der fint spiller på de nervøse og usikre tangenter. Desværre ser man ikke meget til det varme sammenhold og godmodige interne stridigheder (især mellem Scott Caan og Casey Affleck, der var så uendelig morsomme i første film) mellem de elleve mestertyve, der fungerede så fremragende i Eleven, og det er en stor skam. Karaktererne er dog stadig gennemførte og yderst plausible.

Andy Garcia vender tilbage som stolt kasino ejer, der forlanger de stjålne penge tilbage med renter. Genkarakterintroduktionen er desværre ikke nær så effektiv og morsom, som den burde have været, Don Cheadle ekskluderet. Her viser Soderbergh en virkelig sofistikeret humor. Scenen med rapsangen, hvor alle fuck-ord bippes ud og ligeså dette i den efterfølgende diskussion, bugner med selvironi og en tydelig bevidsthed fra Soderberghs side om, at dette virkelig er en mainstreamfilm, der dog besidder en independent-kant og Soderberghs umiskendelige filmiske præg. Denne legesyge ses også i begyndelsen, hvor den fremragende Topher Grace (der var med som velartikuleret deltidsnarkoman i Traffic og pokerspillende tv-stjerne i Ocean’s Eleven) har ageret ægte frustreret filmstjerne og smadret et hotelværelse. Undernotits fra min side – Topher Grace er virkelig en skuespiller, der er hver at holde øje med! Bedst er dog snart Julia Roberts meta-sekvensen, der i sin egen enkelhed er både forrygende og noget nær genial. Det er nærmest kun for Soderbergh, at sådan en indforståethed og modig scene lykkedes fuldt ud og fungerer som en flydende del af filmen. Det er Soderberghs delvist manipulerende tag i publikum (som han udviste i større stil i meta-filmen Full Frontal), der løfter Ocean’s Twelve, da det grundlæggende manuskript (af George Nolfi, gerningsmanden bag Donners forfærdelige Timeline) er både mangelfuldt, overkonstrueret og til tider unødvendig kompliceret. Det er forståeligt nok (måske endda prisværdigt), at en særegen filmskaber som Soderbergh har villet prøvet noget nyt og trække historien i en anden retning i denne hans første sequel nogensinde, men flere gange mister filmen tempo og glemmer at trække publikum med ind i de mange plottwists. Man kommer stedvis til at savne simpliciteten fra den første film, og selvom man kun kan beundre dybt Soderberghs virtuose overblik over de mange overlapninger, så kunne man måske også have ønsket sig en mere lineær historieafvikling, der muligvis ville have gjort filmen lidt mere fængende. Spændingen er dog ikke til at tage fejl af, og som publikum underholdes man til bravur flere gange.

Som stiløvelse er Ocean’s Twelve et sand fryd for øjet, visuelt superb med både elegante og originale momenter (kameratiltningen, der følger et fly, er uforglemmelig). Dette er Soderbergh, når han er allerbedst, komplet med unik montage, skæve vinkler, lækker zoom og generelt forrygende kameraføring. David Holmes musik er ligeså enestående og suveræn, decideret udfordrende i mainstream-genren. Når Soderbergh kombinerer dette med en mere meningsfuld og alvorlig historie, udmunder det sig i et mesterværk. Og dem er der mange af i Soderberghs karrierer. Ocean’s Twelve er dog ligesom den første film et filmisk frikvarter, der ikke kan løfte sig op i den kategori. Humoren er langt mere sort og tvetydig på den underfundige måde, og dette vil man så enten elske eller hade.

Denne fortsættelse blev vist en del anderledes, end alle havde forventet. Ved gensyn måtte jeg dog overgive mig og erkende, at Twelve trods alt er en værdig efterfølger, selvom den har sine mangler og store plothuller og til tider forekommer en smule anstrengende. Soderbergh er altid en interessant og seværdig instruktør, der bevæger sig udenfor Hollywoods konventionelle rammer, selv når han begår en kommerciel film. Fuldt ud fortjent er Soderbergh en af mine favoritinstruktører.