Overfladehumor på dybt vand

Adams Æbler er et underholdningsbrag, hvis man stiller sig tilfreds med det. Vi får serveret den sædvanlige cocktail af skæv humor og vold, som i ATJs tidligere film.

Problemet er, at filmen rent faktisk også forsøger at få sagt noget alvorligt, men ved nærmere eftersyn falder dens budskab simpelthen til jorden som en gang forvirret rod:

Temaerne er de helt store; smerte kontra livets mening - ondskab kontra næstekærlighed - Gud kontra mennesker. Ikke overraskende, at filmen foregår i et - omend meget obskurt - kirkemiljø. Alle figurerne har hver især deres styrker og brist, og det er oplagt filmen igennem, at de beriger hinanden i kampen for at klare sig igennem tilværelsen.

Adams Æbler vil imidlertid sige mere end det. Den har også et religiøst budskab. Filmen trækker den sorte humor helt ind i kirkerummet, og her kunne den sikkert have været befriende, hvis bare ikke filmen havde misforstået kristendommen så groft:

Præsten Ivan er selvfølgelig en karrikatur - men en så unuanceret karrikatur, at det svarer til en læge, der ikke ved hvor hjertet sidder, eller til en mekaniker, der ikke ved, at biler kører på benzin. I hans verden findes der ikke meningsløshed - alt er blot prøvelser fra Gud. Ivan klarer konfrontationerne med sin bagvendte logik og fortrængning, og kender åbenbart ikke til kristendommens anden halvdel - kernebudskabet i Jesu lideseshistorie. Billedet af præsten med de personlige problemer, som vi så ofte ser på film, er simpelthen så forskruet her, at man må spørge, om ikke ATJ - eller vi seere - burde vide bedre?

Havde filmen bare rendyrket humoren og ladet alvoren ligge, havde vi kunne trække på skuldrene, men filmen INSISTERER faktisk på at fortælle os noget om Gud og kristendommen. Foruden historiens konkrete miljø, er filmen fuld af religiøse antydninger, som kulminerer i scenen, hvor Adams æbletræ sendes til jorden med et lyn fra en øje-lignende sort sky.

Midt i filmen bliver Adam ved tilfældets usynlige kraft bevæget til at læse i Jobs bog, og som seer begynder vi at lede efter sammenhængen mellem filmen og fortællingen. Job prøves som bekendt af Gud, og lidt efter lidt går det op for ham, at den ”Gud”, han troede han kendte, er både uretfærdig og meningsløs. Det afgørende ved Jobs bog er, at Job både holder fast i problemet og holder fast i Gud, alt imens han klager til ham. Gud svarer som bekendt Job til sidst, og han opdager, at Gud er langt større men også langt dybere og mere uransaglig, end han nogensinde havde troet.

Hvor Job finder frem til Gud ved at kæmpe med ham, må man spørge sig selv, hvad Ivan og Adam finder frem til? Ligesom Job mister Ivan på et tidspunkt troen på, at Gud sender alle hans lidelser med at godt formål, og som seer får man fornemmelsen af, filmen omsider nærmer sig en meget vigtig problematik. Løsningen må imidlertid gå alvorligt på kompromis med filmens krav om at skulle underholde, for i stedet for nu at trække på kristendommens styrke – budskabet om Jesu lidelse og død som jo NETOP tager meningsløsheden alvorligt – slutter filmen tilsyneladende hvor den begyndte: Ivan er igen tilbage i den lalleglade fortrængende tilstand og har nu Adam med sig i en stærkt fordummet udgave.

Var det budskabet? At vi ikke kan gøre andet end at smile og håbe på godt vejr i morgen? Adams Æbler foregiver at ville arbejde med nogle væsentlige etiske og religiøse spørgsmål på en humoristisk måde – men historien fremstår i sin efterhånden klichéagtige voldshumor så tynd og udvandet, at filmen misforstår den kristendom, som den skulle have lånt sit seriøse ”gods” fra. Spørgsmålet er, om ikke vi trods alt er bedre tjent med ATJs mere rendyrkede komedier?

Når alt det er sagt, skal filmen trods alt have en en stjerne underholdningen, en stjerne for skuespillerpræstationerne og en stjerne for at have provokeret anmelderen godt og grundigt.